Kendt TV 2-par flytter sammen
Den blonde TV 2-vært Cecilie Beck og krigskorrespondenten Rasmus Tantholdt er efter flere år som kærester klar til at flytte sammen.
Ugebladet Se og Hør fortæller, at krigskorrespondenten har sagt sin lejlighed i de såkaldte kartoffelrækker ved de københavnske søer op.
Planen er, at han skal flytte ind hos Cecilie Beck i hendes hus i Gentofte. Huset skal dog først bygges om, så der kan blive plads til både de to tv-ansigter og deres børn.
- Men jeg flytter inden for en overskuelig fremtid, siger Rasmus Tantholdt til Se og Hør.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, at Rasmus Tantholdt danner par med en kendt skærmtrold. Han har dannet par med TV 2's tidligere nyhedsvært Caroline Boserup. Sammen har de sønnen Emil.
Rasmus Tantholdt og Caroline Boserup blev skilt i 2007, og kort efter indledte krigskorrespondenten et forhold til den populære Cecilie Beck.
TV 2-værtinden har to døtre fra et tidligere forhold.