Krisen koster Hauch-Fausbøll sommerhuset
Det er ikke kun almindelige danskere, der mærker den økonomiske krise. Det gør de kendte også. Spørg bare skuespilleren Søren Hauch-Fausbøll.
Ugebladet Her & Nu kan i denne uge fortælle, at skuespilleren og hustruen Nadja har måttet sælge parrets sommerhus på Bornholm.
- Det er simpelthen så trist. Vi er også meget kede af det, men krisen kradser, siger Søren Hauch-Fausbøll til Her & Nu.
Skuespilleren stammer selv fra Østersøens Perle og har tilbragt næsten alle sine somre på øen. Nadja har drevet en børnetøjsforretning i Rønne, men den er også fortid.
- Forretningen er blevet solgt, og derfor er sommerhuset nu også blevet solgt, siger skuespilleren, hvis mor stadig er bosiddende på øen.
Travlt
Der ville dog heller ikke blive meget tid for Søren Hauch-Fausbøll til at tage i sommerhus i denne sommer. Der er nemlig rigeligt med arbejde.
Skuespilleren skal optræde i Cirkus Summarum i perioden fra 1. - 25. juli i København og igen fra den 29. juli til den 8. august i Århus.
Cirkus Summarum er underholdning for børn med en række af de kendte figurer fra DR’s børneunivers. Der er tale om et samarbejde mellem DR, Muskelsvindfonden og Det Kongelige Teater.