Masser af ny Jackson-musik på vej

Michael Jackson har angiveligt efterladt et hav af sange, der aldrig har set dagens lys.

Tidligere er en hidtil uudgivet duet med den afdøde Queen-sanger, Freddie Mercury, dukket op, og Queen-guitaristen Brian May understreger, at de to afdøde legender nåede at indspille flere sange sammen.

Ifølge CNN afslører flere kilder imidlertid, at stjernen har efterladt en stor del nyt og gammelt materiale, der kan indbringe rettighedshaverne mange penge.

Overskudsproduktion

Ifølge stjernens tidligere pladeselskab, var Jackson kendt for at indspille flere sange end pladsen tillod, når han arbejdede på sine albums.

Ifølge Tommy Mottolla, tidligere chef for Sony Music, der en lang periode var Jacksons pladeselskab, kunne han indspille op mod 30 sange for bare at udvælge 12-13 af dem til albummet.

”Det gælder sikkert for hvert album, som han lavede, og går måske helt tilbage til Jackson Five-dagene på Motown Records,” siger Mottolla til Time Magazine og understreger, at noget af materialet kvalitetsmæssigt er fuldt på højde med de officielle udgivelser.

Nyt materiale

Ifølge CNN arbejdede stjernen også på en række nye sange.

Han skulle angiveligt have indspillet materiale med popstjerner som will.i.am fra Black Eyed Peas og R'n'B-sangerne Ne-Yo og Akon.

Sidstnævnte siger i et interview med Billboard, at han og Michael Jackson havde arbejdet en del sammen før stjernens død.

”Vi indspillede en masse forskellige ideer sammen, for det var sådan han arbejdede,” siger den senegalesiske sanger og understreger, at der ikke er tale om færdige sange.

Akon, som er med på en remix-udgave af Jackson-hittet ”Wanna Be Starting Something”, medvirkede også på sangen ”Hold my hand”, der blev lækket på internettet i 2008 og angiveligt er taget fra et planlagt Jackson-album.

Ikke den første

Yderligere har den klassiske dirigent David Michael Frank over for CNN bekræftet, at han og Michael Jackson arbejdede på et klassisk album sammen.

Endelig skulle Jackson, som en personlig gave, have ladet sine børn arve omkring 100 sange.

Det sidste skriver Ian Halperin i sin nye Jackson-biografi ”Unmasked: The Final Years of Michael Jackson.”

Hvis Jackson, der efter sin død har solgt omtrent 2,3 mio. albums, fortsat hitter, er det ikke utænkeligt, at rettighedshaverne vil udgive materialet.

Historien bringer da også flere eksempler på, at afdøde stjerner hitter med efterladt materiale. Her kan blandt andre nævnes de rivaliserende rappere Tupac Shakur og Notorious B.I.G, Jimi Hendrix og sidst, men ikke mindst, Elvis Presley.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen