Damer i det rette tempo

Både Diana Krall og Rosemary Clooney kan kunsten at finde det rette tempo i deres sang.

Diana Krall: THE LOOK OF LOVE

50 min. Verve





Rosemary Clooney: SENTIMENTAL JOURNEY

58 min. Concord



I det amerikanske jazztidsskrift Down Beat bringes der - i anledning af Diana Kralls nye CD - et portræt af disse års mest populære jazzsangerinde. Her fortæller hun bl. a., at noget af det, hun virkelig gør meget ud af, er at finde det helt rigtige tempo, fordi en sang ganske kan ændre karakter, i takt med at tempoet skrues op eller ned.

Diana Kralls netop udgivne CD, hendes sjette i løbet af otte år, bekræfter ordene og vidner om, hvorledes hun mere og mere satser på sangen, i hvert fald på plade, ganske som Nat King Cole en generation før hende gjorde det - og dermed vakte vrede hos jazzfolket, der foretrak ham som pianist frem for sanger.

Men Diana Krall fortsætter, i hvert fald foreløbig, med også at traktere tangenterne på fremragende vis. Men hun er også blevet en bedre, meget mere udtryksfuld sangerinde. Fra at lægge vægten på det næsten udelukkende musikalske udtryk, træder tekstfortolkningen nu i forgrunden, og som hos en Frank Sinatra eller en Tony Bennett eller en Rosemary Clooney fyldes ordene med meningsfyldte nuancer over Claus Ogermans lækre (men aldrig overlækre) arrangementer af de klassiske sange, som Diana Krall har valgt. Blandt dem Victor Youngs sjældent hørte "Love Letters", Gershwins ofte hørte "'S Wonderful". Lidt flovt bare, at apostroffen er forkert anbragt på CD'ens cover.

Gudmor Clooney

I Down Beat-artiklen røbes det også, at Rosemary Clooney, et af halvtredsernes store popidoler og, siden midten af halvfjerdserne, også en suveræn jazzsangerinde, er en slags musikalsk gudmor for Diana Krall, og netop når det gælder om at finde præcist det rette tempo, er Clooney en sand mester.

Hør bare, hvordan "That Old Black Magic" på subtil måde ændrer karakter, når Clooney sætter tempoet bare en anelse op i forhold til det sædvanlige. Eller lyt til hendes formidable udgave af Alec Wilders intenst smukke "I'll Be Around", som næsten ikke er hørt bedre end her, hvor Clooneys frasering og hendes meningsfyldte accentuering af både hele ord og enkelte stavelser, er perfekt. Og stemmen er stadig, trods hendes nogle og halvfjerds år og et let krakeleret præg, utroligt udtryksfuld.

Men er hun jazzsangerinde? Carmen McRae protesterede for nogle år siden med begrundelsen, at Rosemary Clooney slet ikke improviserede. Med samme begrundelse kunne man påstå, at den sene Ben Webster ikke spillede jazz, når han pustede luft i saxofonrøret for at livgive "Londonderry Air"! Men hvem vil dog finde på at påstå noget sådant?

Det er samme diskussion, man mange gange havde om Frank Sinatra. Men som trompetisten og arrangøren Billy May engang har sagt det: »Hvis din definition på en jazzsanger er én, der nærmer sig en sang som en instrumentalist og samtidig får melodien frem og alligevel ejer en fornemmelse for improvisation, en friskhed, og synger sangen en anelse forskelligt hver gang, så er jeg enig i, at Frank er jazzsanger.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen