Hjemme hos Merle Haggard

Den 64-årige countrykæmpe, Merle Haggard, er vendt tilbage til sine rødder.

Merle Haggard: ROOTS VOLUME 1

35 min.

Anti/MNW



Den gamle country-kæmpe, Merle Haggard, der indtog scenen i begyndelsen af 1960erne, er musikalsk begyndt på sine erindringer, og så bliver det spændende at høre, hvor mange bind de bliver på.

I første bind fører han lytterne tilbage til begyndelsen af 1950erne med hovedvægten på numre af især Lefty Frizzel. Han tog kanterne af honky tonk musikken, der var opstået på mange forskellige musikbarer, ved at sætte tempoet ned i sit vokalarbejde. Frizzel fik omgående enorm succes, og hans sangstil har indflydelse på en stor del af countrymusikkens udøvere i dag.

Haggard mødte selv Frizzel dengang i halvtredserne. Før en koncert fik Haggard lov til at spille et par numre for sit idol, og Frizzel var så imponeret, at han forlangte, at knægten kom på scenen og gav et par numre.

Gravet frem

Til lejligheden har Haggard gravet den næsten 70-årige guitarist Norman Stephens, der med sit karakteristiske spil gav Frizzel et andet særpræg, frem fra glemslen. De to boede næsten dør om dør, viste det sig.

Foruden Frizzel-numre har Merle Haggard medtaget tre af sine nyere kompositioner, som falder helt i tråd med 1950er-numrene. Det er en herlig blanding af honky tonk og western swing med en sejt-arbejdende rytmesektion, en klaverbokser, der elegant og eftertænksomt sætter sine stød ind, tilbagelænet guitarspil og afslappende sang.

For yderligere at skabe afstand til nutidens i mange tilfælde sterile studieindspilninger henlagde Haggard indspilninger til et værelse i sit hus. Han satte gammeldags mikrofoner op, og lyden har fået karakter efter rummets høje loftkonstruktion. Nogen støj røg med i rillerne som den sidste ingrediens for at få det til at lyde som i de gode gamle dage.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen