Al Green: I CAN'T STOP

Al Green finder tilbage til 1970'ernes organiske soulsound og lyder præcis som sin egen fortid på ''I Can't Stop''.

Al Green:

I CAN'T STOP

53 minutter

Blue Note/EMI

Al Green og Willie Mitchell genoptager samarbejdet med ''I Can't Stop'', der forener 1970'ernes succesfulde musikalske partnerskab.

Soulsangeren Al Green er et af amerikansk musik gale genier og har i perioder af sit liv været rablende skør. Men hans kunst er af udsøgt klasse. Mesterlige sange som ''Let's Stay Together'', ''Belle'' og ''Tired Of Being Alone'' er stadig urørlige, og det skyldes ikke mindst kombinationen af Al Greens lyse, søgende stemme og Willie Mitchels storslåede arrangementer, der bruser over af horn og strygere.

Sammen skabte de i 1970'erne en særlig sound, som for altid vil blive forbundet med Hi Records og Royal Studios i Memphis, hvor Green og Mitchell stadig holder til. Willie Mitchell, 75 år, som værtshusholder på Beale Street og lejlighedsvis producer, og Al Green, 57 år, som gospelsanger og prædikant i egen kirke.

Retro

Det er jazzpladeselskabet Blue Note, der har bragt parret sammen igen. Måske har man håbet at kunne efterligne sidste års seks-stjernede Solomon Burke-plade, men ved at vælge Willie Mitchell som producer har man bevidst taget retro-ruten.

''I Can't Stop'' lyder simpelthen som for 30 år siden. De tørre horn prikker, strygerne er brede, og Al Green crooner og klynker med charme og varme. Men hvor Solomon Burkes ''Don't Give Up On Me'' skilte sig ud fra mængden af comebackforsøg ved at være begavet med nogle helt fantastiske sange, lyder numrene på ''I Can't Stop'' mest af alt som parafraser over tidligere tiders storhed.

Nuvel, det er flotte parafraser. Titelsangen og ''Play To Win'' har klassiker-potentiale og sikrer et lykkeligt genhør. Desværre bliver gentagelserne mange, efterhånden som albummet skrider frem, og man begynder at savne bare et diskret moderne touch i stil med det, der gjorde Al Greens forrige comeback-forsøg ''Don't Look Back'' (1994) ganske sprælsk.

''I Can't Stop'' er en hyggelig plade, et positivt genhør, og for en fan er det ærefrygtindgydende, at det overhovedet kan lade sig gøre at genoptage en sound, man troede, var sendt på museum.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen