Interview: Den evige musik-Fabric

Det er syv år siden, at komponist Bent Fabricius-Bjerre solgte sit livsværk, Metronome. Salget har dog ikke fået ham til at spille golf eller bridge, men i stedet givet ham pladsen til igen at dyrke det, der altid har styret hans liv: musikken - og både rap og techno har længe været på programmet.

»Jeg ved ikke, med al respekt, om "Jukebox" holder i 50 år, som et par af mine gamle melodier - måske ikke. Men man ved aldrig. Det vil tiden vise,« siger Bent Fabricius-Bjerre og smiler.

Vi befinder os på musiklegendens kontor i selskabet Metorion i en baggård i Nyhavn, og her er det fremtidens symboler, der præger billedet. Ud over et flygel er her designermøbler, fiks mobiltelefon, computer med fladskærm samt et high-tech stereoanlæg.

Kun en skænk skiller sig ud med en lille samling personlige klenodier: En sæl fra en koncert på Grønland, et sølvbæger fra 1963, da Bent Fabricius-Bjerre blev kåret til årets fjernsynsfavorit, en fint pyntet cigarkasse fra børnebørnene, en Grammy og et scepter lavet af en hønseklo fra filmen "Hodja fra Pjort," som Bent Fabricius-Bjerre i sin tid producerede.

Også på væggene er kunsten moderne, fortrinsvis Cobra.

»Jeg bryder mig ikke så meget om den klassiske naturalistiske kunst,« pointerer Bent Fabricius-Bjerre, som han remser kunsternes navne op, og med den sætning opsummerer komponisten sit livssyn i en nøddeskal: For Bent Fabricius-Bjerre betyder i dag og i morgen nemlig langt mere end i går.

Rap og techno

Og efterårets ørehænger "Jukebox" er et ganske godt eksempel. Ikke bare er genren anderledes, end hvad mange fejlagtigt sætter i bås med Bent Fabricius-Bjerre - det nutidstrendy hit forbinder også på eleganteste vis fortid og fremtid. Han har nemlig benyttet lejligheden til at genoptage sit gamle internationale kunstnernavn, således at de unge nu kender ham, som den ældre generation har gjort i årtier: Bent Fabric.

»Men genren var ikke ny for mig,« afviser Bent Fabricius-Bjerre venligt.

»I 1999 fik jeg en guldplade for en rap-version af "Bjergkøbing Grand Prix", og der har jo også været lavet en Olsen Banden-rap, så jeg er rimeligt fortrolig med genren,« forklarer han.

»Desuden lavede jeg for to år siden et halvtechno-nummer, "Welcome Home", som blev ugens uundgåelige på P3. Så da Paw Lagerman, manden bag gruppen Infernal, ringede og spurgte, om jeg ville være med, var jeg naturligvis interesseret.«

Den oprindelige idé var faktisk at sample Bent Fabricius-Bjerres melodier, men så sendte Paw Lagermann ham i stedet nogle forskellige rytmer, som Bent Fabricius-Bjerre fik lov at lege med.

»Paw kom med forslag, jeg lavede lidt klaver, og Remee lavede teksten - det var kollektiv kunst,« fortæller Bent Fabricius-Bjerre med et lille smil.

Vokalen blev leveret af Allan Vegenfeldt, tidligere Sandmen, og så var et nyt hit fra Bent Fabric anno 2003 lagt i ovnen.

Gik ud af skolen

Musikken har været i Bent Fabricius-Bjerres liv helt tilbage fra barndommen, hvor det var kutyme, at man gik til klaver, men ingen af hans forældre var dog specielt musikalske.

»Næh, min far var civil-ingeniør, men det var helt almindeligt, at man spillede og underholdt hinanden i hjemmene, for der var jo ikke radio og TV dengang, som der er nu. Og at spille klaver var vel lidt, ligesom de unge spiller guitar i dag - jeg syntes, at det var det bedste instrument at spille,« fortæller han, men tilføjer så:

»Jeg fandt bare hurtigt ud af, at det var sjovere at spille min egen musik i stedet for andres.«

Bent Fabricius-Bjerre begyndte klaverspilleriet som fem-årig, og som seks-årig havde han allerede skrevet sin første komposition. Men der blev ikke lagt specielt mærke til det unge talent, og derfor begyndte musikken først at tage over, da Bent Fabricius-Bjerre var 12-13 år.

»Jeg dannede et skoleorkester, som spillede jazz og evergreens - og så begyndte musikken for alvor at fylde i mit liv. Jeg skulle oprindelig have været student, men havde ikke så meget tålmodighed med det og endte i stedet med at gå ud af realklassen for at spille i en jazztrio i Tisvilde,« fortæller han.

Jazz var forbudt

Familien var lidt chokeret, men accepterede det på én betingelse:

»Uddannelse har altid været vigtig for mine forældre, og de insisterede på, at jeg skulle have en eller anden form - derfor kom jeg på Musikkonservatoriet, hvor jeg i 1946 blev færdig som pianist. Studierne forløb udramatisk, men jazz var forbudt. Man mente, at det ødelagde instrumenterne, så jeg spillede jazz parallelt med uddannelsen til baller og på værtshuse rundt omkring. Jazzen blev anset for progressiv, den var intellektuel og ilde set i bedre kredse.«

Og netop derfor kom Bent Fabricius-Bjerre til at bevæge sig i kunstnerkredse blandt navne som Robert Jacobsen og filminstruktøren Jørgen Roos, hvilket senere skulle føre til et stort samarbejde.

»Mens jeg spillede i Tisvilde, mødte jeg min første hustru, Harriet. Vi blev gift i 1948, men eftersom musikere tilhørte den dårligere del af samfundet - man gik bogstavelig talt ind ad bagdøren, som alle huse havde dengang - måtte jeg begynde at se mig om efter et ordentligt arbejde, så jeg kunne skabe sikkerhed for min familie.« Og så startede Bent Fabricius-Bjerre i 1950 pladeselskabet Metronome.

Musik og film

»Jeg måtte indskrænke musikken lidt, da vi fik børn, og som firmaet voksede, fik jeg mindre og mindre tid til den. Det er faktisk derfor, at jeg først for tre år siden lavede min første turné.«

Og mens hustruen passede parrets fire børn, blev Metronome en større og større succes, der førte Bent Fabricius-Bjerre over i film- og TV-branchen.

»Jørgen Roos havde lavet en filmstrimmel, hvor han havde tegnet små figurer i hånden, der dansede i takt til en amerikansk jazzplade. Der går 24 billeder til et sekund, så man kan jo selv regne ud, hvilket arbejde det havde været at lave, og da han så ikke fik lov at bruge musikken alligevel på grund af rettigheder, spurgte han mig, om jeg ikke kunne lave noget lignende med samme rytme. Det endte med "Opus One", som senere er blevet et skelsættende værk - en milepæl inden for genren.«

Det blev starten på et 10-15 år langt samarbejde mellem filmmanden og komponisten.

»Han lavede en række kortfilm, og jeg lavede musikken, men da han lavede sin første spillefilm - Nordisk Film havde lavet en film om seks-dages løbet i Forum - valgte jeg ikke at komponere musik, men i stedet at lægge forskellige grammofonplader ind over, som bedre passede til stemningen. Imidlertid syntes Erik Balling, at jeg skulle have lov til at lave min egen musik, og lovede derfor, at jeg skulle lave musikken til hans næste spillefilm - den hed "Poeten og Lillemor",« fortsætter Bent Fabricius-Bjerre.

Det var Erik Ballings anden film, og i de efterfølgende 30 år lavede Bent Fabricius-Bjerre musik til resten af hans film.

"Alley Cat" blev født

Med eget pladeselskab fulgte også kunstnere, og de skulle lanceres på bedste vis. Bent Fabricius-Bjerres forbindelser havde allerede givet ham adgang til TV, hvor han spillede klaver, og det førte til talkshowet "Omkring et flygel" - et succesfuldt familieunderholdningsprogram, hvor Bent Fabricius-Bjerre, iklædt turtleneck og med en cigaret nonchalant hængende i mundvigen, havde gæster ved flyglet.

Det kørte i en årrække, og titelmelodien havde han naturligvis selv komponeret.

»Jinglen kom lidt improviseret til verden og hed blot "Omkring et flygel",« forklarer Bent Fabricius-Bjerre om en af sine mest velkendte melodier.

»Jeg var så i Amerika for at promovere mine kunstnere, men en af mine forbindelser derovre hæftede sig meget mere ved den melodi og spurgte, hvad den hed. "Around a Piano", svarede jeg, men det syntes han var en frygtelig titel - det kunne man ikke kalde noget.«

Det tog lidt tid at finde på et andet navn, for hver gang et god titel dukkede op, var den allerede taget af andre.

»Den skulle af en eller anden grund hedde noget med dyr, og på et tidspunkt var "Drunken Penguin" oppe at vende, men blev droppet igen. En dag læste jeg så i musikbladet MelodyMaker en musikklumme opkaldt efter 42. gade i New York, der hedder Tin Pan Alley. Journalisten skrev under dæknavnet "Alley Cat", og da jeg slog det op, var navnet ikke taget, og sådan kom melodien til at hedde "Alley Cat".«

"Alley Cat" blev en kæmpe international succes, Bent Fabricius-Bjerre blev til Bent Fabric og vandt en Grammy i USA i 1962.

To sølvbryllupper

Bent Fabricius-Bjerre har haft sølvbryllup to gange. Hans første hustru, Harriet, var oprindelig sekretær på et advokatkontor, men blev hjemmegående husmor, da de fik børn, men det var der heller intet usædvanligt i dengang, og hun beklagede sig aldrig.

»Jeg arbejdede jo på musikforlag hele dagen og spillede musik om aftenen til kl. 01 - jeg rejste meget med Metronome, og der var ikke fri om lørdagen,« fortæller Bent Fabricius-Bjerre, »det var nok ikke så sjovt, men det var vilkårene dengang, og der var ingen, der klagede.«

I 1975 døde Harriet.

»Det var selvfølgelig dybt tragisk, og selvfølgelig var der sorg, men døden er jo uovervindelig. Vi skal alle dø en dag, og der er ikke noget at gøre ved det - jeg er ikke den, der går i sort,« forklarer han alvorligt.

Et års tid efter mødte han Anne, og de blev gift i 1977.

»Hun kom med tre børn, men det gik fint - min ældste datter var flyttet hjemmefra, så der var kun seks hjemmeboende børn,« smiler han.

Da Metronome gik ind i biografbranchen, blev Anne direktør for Dagmar, og så fulgte endnu et sølvbryllup - denne gang med en udearbejdende hustru.

Anne Fabricius-Bjerre er den eneste, Bent Fabricius-Bjerre nogensinde har skrevet en uopfordret sang til: "En enkelt melodi til dig".

Vild med biler

At være musiker og forretningsmand har ikke været fjernt for Bent Fabricius-Bjerre.

»Når man laver musik, sætter man noder i system. Det samme gælder forretning. Og det var jo ikke Aarhus Cementfabrik, jeg havde - det var noget kreativt.«

Gennem årene blev Metronome udvidet til også at gå ind i film- og videobranchen, indtil Bent Fabricius-Bjerre i 1996 solgte sit livsværk.

»Mine børn har ikke fået musikgenerne, de har ganske enkelt ikke lysten. Det havde da været sjovt, hvis de kunne have drevet det videre, men det var jo realistisk af dem at sige, at det ikke var noget for dem,« fortæller Bent Fabricius-Bjerre, og salget har givet ham meget mere tid til musikken igen.

»Jeg ser ikke tilbage på mit liv som hårdt - ikke når man har været beskæftiget med sin hobby hele sit liv - og jeg fortsætter, til jeg skal bæres ud, for hvad skulle jeg ellers lave?«

Bent Fabricius-Bjerre slapper af ved at spille tennis hver dag eller ride en tur. Til daglig kører han i en Jeep, fordi det er en glimrende brugsvogn, og hjemme har han et stort plasmafjernsyn for bedre at kunne se og bedømme film.

»Det er jo mit arbejde, jeg er nødt til at følge med i det tekniske, det skal jeg jo, men jeg er ikke et udstyrsmenneske,« siger han. Dog indrømmer Bent Fabricius-Bjerre, at han er vild med gamle biler, og fremviser ikke uden stolthed et billede af sin velholdte åbne Mercedes, der står på Mallorca - en bil, han købte i 1964.

Trends

Bent Fabricius-Bjerre har berørt alle genrer fra ballet over musical til jazz og techno. Han står bag mange melodier, som man kender, men som man ikke altid ved, hvem har lavet - og inspirationen kommer såmænd fra verden omkring ham:

»Jeg fornyer mig ikke bevidst, men man bliver jo påvirket af de trends, der er i tiden og de folk, man møder - sammen med kulturen man er vokset op i. Når man har haft et pladeselskab, bliver man desuden inviteret til premierer på alt muligt, jeg får tilsendt materiale og musik, og så hører jeg P3, når jeg kører i min bil - som alle andre vel gør. På den måde ved jeg, hvad der rører sig, men jeg kan da stadig også høre gamle jazzplader med f.eks. Billy Holliday - på CD, naturligvis.«

Ugens uundgåelige

Bent Fabricius-Bjerre bliver ved med at lade sig påvirke:

»Jeg er i gang med at lave en CD med noget lounge og har lavet et par demoer på computeren,« siger han, rejser sig og sætter anlægget i gang med bossanovarytmer.

»Der bliver ikke spillet et eneste instrument. Det hele er elektronisk,« fortæller Bent Fabricius-Bjerre begejstret. Nok er han 79 år, men i den grad med inde i det nye årtusinde.

»Måske er det, fordi jeg altid har været omgivet af folk, der er yngre end mig selv. Jeg kan godt lide at tale med unge mennesker, og det hjælper nok altid,« foreslår han.

»Kunsten fornyr sig jo ikke - kun udtryksformen. Jeg gemmer ikke musik, men komponerer heller ikke noget, hvis jeg ikke ved, at det bliver brugt. Og bruges det af en eller anden årsag ikke alligevel, river jeg det i stykker og smider det ud - jeg har heller ikke scrapbøger.«

I de sidste mange år har Bent Fabricius-Bjerre beskæftiget sig med det, han selv kalder brugsmusik, det vil sige, at det f.eks. skulle bruges til en film. Først efter salget af Metronome har han fået tiden til at lave hits.

»Man ved jo aldrig, om det, man laver, bliver et hit. Det er svært at bedømme, og det er svært at hitte, man må tro på sig selv, og misser man, er der ikke noget at gøre ved det. Lever man længe nok, får man vel et hit på et tidspunkt,« siger han med et glimt i øjet.

jpk@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen