Da de store årgange var små

Viborg Stiftsmuseum skruer tiden tilbage til 1950'erne.

Det var en tid, da danskerne stadig brugte Richs som tilsætning, da navnet på kondomet "Regard" næsten havde kriminel klang, da tegneserien "Knold og Tot" fornøjede nationen i alle aldre, og da de hjemlige vokalgrupper Four Jacks og Blue Boys konkurrerede om lytternes gunst side om side med opkomlingene udefra, Elvis Presley og Tommy Steele.

1950'erne blev synonym med Den Kolde Krig, men i de små hjem ventede man på varmen og velstandsboomet. I begyndelsen stod den dog på bolignød og rationeringskort, men det sluttede med forbrugsgevinster og statussymboler i form af biler og TV. Det fortsatte med større biler og endnu mere raffinerede tekniske vidundere. Charterrejser sendte så småt den almindelige mand til eksotiske egne, og parcelhuse-kvarterer skød op.

Viborg Stiftsmuseums udstilling "Da de store årgange var små..." er både forstandig kulturhistorie og lidt sentimental nostalgi for dem, der kan huske perioden.

Præsentationen i de syv rum tager udgangspunkt i den lidt stive domkirkeby med dens mange embedsmænd, men tegner i øvrigt et generelt billede af Danmark og danskerne i det efterhånden forrygende årti efter Anden Verdenskrigs rædsler og vareknaphed.

En glemt tid

Gæsten begynder den museale vandring i en baggård. Her fristede mange danskere tilværelsen i de første år af 1950'erne, der var præget af bolignød og tillige påvirket af efterkrigstidens rationeringer. Men der kom hurtigt en båd med bananer, og velstanden, der ikke altid var identisk med en tilsvarende velfærd, fortsatte det næste årti, da Socialdemokratiet gik til valg på mottoet "Gør gode tider bedre".

»Vi sætter fokus på 1950'erne, fordi det er 50 år siden, danskerne levede i denne tid, og fordi børn og unge i dag er fremmed over for epoken. Kan nogen forestille sig, at der ikke var køleskab, og at der brugtes gas til madlavningen,« konstaterer museumsinspektør Rikke Johansen, der sammen med museumsleder Hennning Ringgaard Lauridsen har tilrettelagt udstillingen, hvortil der er knyttet en række 50'er-arrangementer med typiske emner som "50'er musik", "Kvit eller Dobbelt", "Knallert-træf" og "Film i 50'erne" samt "Viborg i 50'erne".

Rundt om en radio

I baggården spillede børnene med hønseeringe og marmorkugler. De svingede hulahop under tørresnoren med vasketøj. Moderens plads var i køkkenet, mens faderen lå på divanen med dagens avis efter hårdt legemligt arbejde.

Radioen var datidens alter og samlingspunkt. På udstillingen har Radio Midt- og Vest hjulpet med at dykke i Danmarks Radios arkiver og sammenstykket et alsidigt 70 minutters program. Hvem fra generationen erindrer ikke kaptajn Jespersens nidkære eksercits under morgengymnastikken eller Radioteatrets melodramatiske hørespil?

Det var en tid med lektier og salmevers, men også eskapisme. Ugebladene leverede drømmene, og på Hjultorvet, hvor museet i dag har til huse, var opstillet en kiosk, hvor drømmene var til salg sammen med avisernes skildringer af stort og småt fra lokalsamfundet og den store verden.

Asani og Diesella

Udstillingen rekonstruerer byens rum. Det vil sige Viborgs med den berømte virksomhed Asani, der fabrikerede nyt og smart dameundertøj. Bag cykelhandlerens butiksvindue gemmer sig Vespa-scooter og Diesella-knallert, som blev overkommeligt at erhverve.

Det var en tid med farlig ungdom, "Det var på Rundetårn" og andre hyggespredere. En tid, der ikke alene appellerer til forskere, men også er aktuel for museer.

Udstillingen kan ses til 29. februar.

larsole.knippel@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen