Festaber med alvor i stemmen

Bo Kaspers Orkester giver voksenpop et menneskeligt ansigt.

Vega, København:

BO KASPERS ORKESTER

Onsdag.

»Vi ses igen,« sagde Bo Kasper som afslutning på en underholdende og overbevisende turnépremiere i et udsolgt Vega.

Og han får sikkert ret, for Bo Kaspers Orkester er et band, man med glæde vender tilbage til. Rygtet om den funklende stockholmske perle har spredt sig siden 1993 og har løftet bandet fra værtshuse til koncertsale. Syv album har åbnet manges ører, men det er koncerterne, der sætter alting på plads.

Bo Kaspers Orkester har rødder i jazz, blues og svensk visetradition og benytter elegant inspirationskilderne til at skabe en personlig vinkel på den svære voksne popmusik. Trumfkortet er de svenske tekster, der er blevet bedre med tiden og smukt afspejler musikernes (og publikums) alder og tanker.

Der er sjov, ballade og drukture, men også refleksion, kuldslåede forhold og kærlighed.

Ingen blær

Koncerten i Vega var den første på en lang Skandinaviensturné, og det var ikke alt, der fungerede. Bo Kasper kiksede tekster hist og her, men det gjorde ingenting, for her er et band, som ikke påstår at være perfekt. Faktisk var fejlene med til at understege, at menneskeligheden er en del af charmen ved Bo Kaspers Orkester.

Med den detalje at få musikere spiller så godt som pianisten Mats (Schubert) Asplén. Mens andre forfalder til blær, bruger han sin overlegne teknik til at groove, og når han spiller ''Hon Är Så Söt'' og ''Ett & Noll'', skal man til jazz eller Steely Dan for at finde samme cool skødesløshed ved tangenterne.

Foran et smukt, blodrødt draperet bagtæppe indledte BKO med et udvalg af sange fra det nye album ''Vilka Tror Vi Att Vi Är''. Her er tonen en kende mindre jazzet end tidligere. Til gengæld får man Buena Vista-stemning i ''Långsamt'', soulfeeling i ''Sockerdricka Och Sprit'' og en sang »til den danske krigsmagt« i form af den bekymrede ballade ''Dansa På Min Grav''.

Alvor

For selv om Bo Kasper og hans kumpaner er nogle festaber, er de ikke bange for alvoren, og ''Ett Ögonblick I Sänder'' fra mesterværket ''Kaos'' (2001) blev introduceret med snak om politikermord i Sverige.

»Vi må ikke blive angste, så får vi et samfund, hvor folk bevæbner og isolerer sig,« sagde Bo Kasper før sangen klingede smertefuld ud i det store tyste rum.

Isolation er ikke noget for et band, der søger fællesskabet og gennem musikken bliver ved med at vinde nye venner, og på den facon blev den to timer lange koncert på »Skandinaviens bedste spillested« en berigende og varm oplevelse.

-

BKO spiller på Train i Århus fredag og lørdag og i Falconer, København den 20. november.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen