Kirsten Thorup: Ingen forsvinder helt

Der er altid en bog efter os, siger Kirsten Thorup. Den ligger i forskellige udgaver hos de mennesker, vi har kendt. Eller, som det hedder så smukt i slutningen af hendes nye roman: "Jeg-fortællere kan ikke dø".

Man rubricerer tit forskellige grupper i samfundet som "de gamle", "de fremmede", "børnene", "de unge", "narkomanerne" - og kommer derved let til at anonymisere dem. Jeg ville gerne trække én gammel mand frem, Carl, og gøre ham til et subjekt. Fortælle, at han stadig er et menneske, at han stadig er det samme menneske, som han altid har været. Vi er tilbøjelige til at fokusere på, at livet siver ud af gamle mennesker. Jeg ville gerne vise, at hele deres lange liv stadigvæk er levende til stede inden i dem. Også når man som Carl bliver ramt af afasi og får svært ved at tale.«

Kirsten Thorup fortæller om baggrunden for sin nye roman "Ingenmandsland", som udkommer i dag. Og hun har jo ret. Politikere, journalister, eksperter forholder sig til anonyme grupper og kan derfor være tilbøjelige til at glemme, at ikke to mennesker er ens. Heller ikke to gamle mennesker.

Det kan kunstnerne, forfatterne så heldigvis minde os om. Kirsten Thorups roman minder os om Carl, men også om datteren Ellen og sønnen Ulf, der ikke kan blive enige om, hvorvidt faderen skal spærres inde på det plejehjem, han hader, fordi han altid har været og stadig er et menneske med en kolossal frihedstrang. Ulf, som har overtaget faderens forretning og bor i nærheden af ham på Vestsjælland, mener tiden er inde til plejehjem. Ellen, som forlod barndomshjemmet, da hun var ganske ung og nu bor i København, mener det er umenneskeligt. Hun leger med tanken om at flytte tilbage til barndomshjemmet og passe faderen der.

Fra privat til offentligt rum

Kirsten Thorup har selv svært ved at afgøre, hvem af de to søskende, der har ret:

»Sønnen er mere pragmatisk, fordi han og hans kone har passet faderen. Den, der skal tage sig af tingene, bliver ofte mere pragmatisk. Datteren er mere utopisk i sin holdning, men hun har heller ikke så meget jordforbindelse i det hele taget. Hun har meget stærke følelser, men de bliver ikke altid fulgt op med handling.«

»Bogen handler ikke om, hvorvidt nogle plejehjem er gode og andre dårlige eller om personalets adfærd. Jeg har prøvet at skildre selve det eksistentielle i at komme på plejehjem. Det, at man hele sit liv har haft et hjem, først barndomshjemmet og så sit eget hjem, hvor man selv kunne bestemme, og så pludselig får revet tæppet væk under sig. Hvad betyder det at komme ind i et offentligt rum i stedet for det private hjem, hvor man var suveræn? Kan man overhovedet omstille sig til et helt nyt liv i den alder? Nej, det mener jeg ikke, man kan. Man kan ikke omstille sig til noget nyt, når man ikke har nogen fremtid. Og man har ingen fremtid, når man er så gammel som Carl.«

For Kirsten Thorup handler det desuden om mere end plejehjem. Det handler om menneskesyn og om, hvor vores samfund er på vej hen:

»Har vi efterhånden et menneskesyn, hvor man af skræk og rædsel for alderdommen eller af overdreven ungdomsdyrkelse vil retouchere den sidste del af et menneskeliv væk? Er vi kommet dertil, at vores opfattelse af, hvad der er et godt liv, fører med sig, at vi skærer den sidste tid væk? Eller fortrænger den? Det, synes jeg, er forkert, og derfor ville jeg gerne være med til at kaste glans over et menneskes sidste levetid, for den hører altså med.«

Kirsten Thorup synes i det hele taget, at vi er blevet så fastlåste i vores tankegang, at det er gået ud over dynamikken i dagens danske samfund:

»Én ting er, at ideologierne er døde. Det kan være godt nok. Men det er mere betænkeligt, at man også har erklæret utopierne for døde. Vi er holdt op med at tænke frit og gøre os nogle forestillinger om, hvad man kunne lave om. Hvordan det eventuelt kunne blive. Sådan nogle utopier - eller lad os nøjes med at kalde det visioner - er jo en fantastisk kraft i samfundet. Uden dem låser man sig fast i et enten-eller, som de to søskende gør det i bogen.«

Et sted med højt til himlen

Datteren Ellen er den midaldrende kvinde under pres fra alle sider. Fra den gamle far, den unge søn og det travle freelance arbejde i reklamebranchen.

Der har været flere mænd i hendes liv. Nu er der ingen, men der er sønnen Rune i begyndelsen af tyverne. Det vil sige, der var sønnen Rune. Efter et voldsomt opgør med moderen om hendes 68'er-agtige livsform ("hans liste over hendes forsømmelser var lang som en smørrebrødsseddel") bliver han indfanget af Scientology og vil ikke se hende mere. Det er det store, tragiske forlis i hendes liv, og da hun sidder med faderen på plejehjemmet juleaften, tænker hun:

"Ellen kunne ikke høre julesalmerne uden at få en klump i halsen. De mindede hende om alt det hun havde forsømt i sit liv. Alt det normale og gode som hun ikke havde kunnet eller villet leve op til. Hun havde helt fra ung stræbt efter at komme et andet sted hen end i familiens skød. Et sted med større dyr end familiedyrene. Hvor der var højt til himlen og langt til horisonten. Men dette andet sted fandtes ikke. Så meget havde hun lært af Runes dom over hende."

Et sted med højt til himlen og langt til horisonten. Findes det ikke?

»Joooh. Udsagnet er ikke ubetinget sandt i sig selv, men det fortæller meget om Ellen. Hun siger det så kraftigt, fordi hun her holder dommedag over sig selv. Men det er et vigtigt sted i romanen, fordi det fortæller, at Ellen er et menneske, som ikke har nogen stærk drift efter at etablere familieliv i stor stil. I den forstand er hun en udenforstående.«

»Det har blandt andet at gøre med, at hun også gør kraftigt oprør mod sine forældre. Derved mister hun sine rødder, sit ståsted, og så har hun ligesom ikke nogen forældrerolle, hun kan anvende, da hun selv får et barn.«

Mødre nu - og før

»De fleste mennesker drømmer jo om at stifte familie og med god grund. For man fødes ind i en familie, og man stifter i reglen sin egen. Derfor er det svært at tænke sig ud af selve det faktum, at familien er rammen om vores liv, helt konkret. Så kan man selvfølgelig sige: Jeg vil leve i en ørken i Australien. Men man har stadig et forhold til familie, nemlig som noget man har valgt fra.«

Er det her først og fremmest et kvindeligt dilemma?

»Ja.«

Ligesom den evindelige dårlige samvittighed over det ene og det andet med børnene?

»Ja. Bortset fra, at du siger "evindelige". Jeg tror nemlig ikke vores mødre havde så meget dårlig samvittighed, som vi har. De var inden for en ramme, som de udfyldte sådan, som man nu gjorde og skulle. Det er også noget af det, der ligger i historien om mosteren, der bliver gravid med Carl. Det skjuler de. Det bliver en familiehemmelighed, som der var mange af, fordi familien dengang stod over individdet. Familiens ære og facade var man nødt til at opretholde, uanset hvem, der kom til at lide under det.«

Som nogle muslimske familier gør det i dag?

»Det sagde du. Det ville jeg ikke sige. Men du har da ret. Meget af det, vi ser i muslimske familier, er ikke fjernt fra familieadfærd her hos os i forrige generation. Ligesom vi kan huske på, at vores mødre ikke gik på gaden uden hat eller tørklæde.«

At blive voksen

Kirsten Thorup har brugt meget tid på research til sin roman. Hos neuropsykologer på Rigshospitalet har hun indhentet viden om alderdomsvækkelser som afasi og demens, ligesom hun har læst af og om Scientology og bevægelsens stifter, L.R. Hubbard:

»Jeg blev meget chokeret over det, jeg læste. Scientology er jo på vippen til at blive anerkendt som en trosretning i Danmark, hvad, jeg synes, er en katastrofe. Man kan godt mærke, at Hubbard er tidligere science-fiction forfatter, for det er en meget uhyggelig blanding af science-fiction og halvfordøjet buddhisme.«

»Nu er udtrykket "hjernevask" blevet en kliché. Men når man læser Scientologys skrifter, så er det faktisk dét, det er. Deres seancer går ud på at nedbryde personligheden fuldstændigt. Og man kan godt være bange for, at det siger mange unge mennesker noget i dag, fordi det kan minde om Starwars-film og computerspil«.

Bruddet med Rune giver Ellen lyst til at begynde helt forfra på sit liv og rette op på sine fejltagelser. Er det ikke en illusion?

»Nej, ikke helt. Jeg kan godt lide at skabe nogle åbninger i mine romaner. Ikke ligefrem en happy ending, men en fornemmelse af, at noget kan ændre sig. Et eksempel på en sådan åbning er Ellens møde med nevøen, brorens søn Allan. Han siger hende imod, da de kommer til at tale om Rune. Det er godt med nogle unge mennesker, der ikke bare tager det vi siger, for givet, men kommer og siger: Så vågn dog op. Er du sikker på, at det er, som du tror? Den slags modstand kan godt give en åbning for mig.«

»Og så er det jo heller ikke helt udelukket, at Rune løsriver sig og vender tilbage til moderen og familien. At gøre oprør er en side af ungdommen. Men på et tidspunkt må man jo holde op med at bebrejde sine forældre alting. Ellers er man ikke blevet voksen. Vi må væk fra den freudiansk inspirerede ide om, at forældre er årsag til alle de ulykker, vi roder os ud i. Det må være et mål i livet at blive voksen. Det bliver man vist et par gange i løbet af sit liv. Freud har da sagt mange rigtige ting om barndommen. Men på et tidspunkt må man altså forlade den og tage ansvar for sig selv.«

"Jeg-fortællere kan ikke dø", lyder en af romanens sidste linier. Hvad ligger der i det?

»Jamen, det er ud fra en betragtning om, at et menneske, som har været her, aldrig kan forsvinde helt. Der er en bog om os alle sammen, og den findes i forskellige udgaver hos de forskellige mennesker, vi kendte, da vi levede.«

marianne.juhl@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen