Holocaust-konkurrence flopper

Udstilling af Holocaust-karikaturer i Teheran har kun trukket få gæster. Og har modsat JP' Muhammed-tegninger ikke resulteret i mordtrusler eller brændte ambassader.

Amman

Én ubetinget triumf har den iranske avis Hamshari kunnet notere med sin konkurrence om "verdens bedste Holocaust-karikatur": den vakte international opsigt.

Men ellers er det sparsomt med resultater af provokationen, der i februar blev lanceret som et svar på tegningerne af profeten Muhammed i Morgenavisen Jyllands-Posten.

Godt 200 af de 1.200 indsendte karikaturer har i den seneste måned været udstillet på det Palæstinensiske Museum for Moderne Kunst i Teheran, men den folkelige interesse har været behersket.

Begrænset interesse

Således rapporterede det britiske dagblad The Independent forleden fra Teheran, at udstillingen trak færre end 300 besøgende om dagen i den første uge og blot 50 daglige gæster i denne uge. »Et flop,« lød avisens karakteristik af udstillingen.

Desuden var det bemærkelsesværdigt, hvor få af karikaturerne, der satte spørgsmålstegn ved Holocaust som sådan.

I stedet var et hovedtema påstanden om, at Israel udnytter massemordet under Anden Verdenskrig til at foranstalte egne (underforstået værre) massakrer på palæstinenserne. Mange af tegningerne beskæftiger sig slet ikke med Holocaust, men har en mere generel brod vendt mod Israel, USA, Storbritannien og i enkelte tilfælde Danmark.

Og målet at udstille - som det hedder i Iran og mange andre steder i den muslimske verden - dobbeltmoralen i Vesten, som tager sig ret til at krænke islams allerhelligste, men ikke tillader nogen at sætte spørgsmålstegn ved Holocaust, er kun i begrænset omfang opfyldt.

»Dette er en afprøvning af grænserne for ytringsfrihed, sådan som den markedsføres af vestlige lande,« sagde Masoud Shojai Tabatabai - chef for et iransk karikaturcenter, udstillingens kurator og medlem af dommerkomiteen i Holocaust-konkurrencen - i forbindelse med udstillingens åbning i august.

Beherskede reaktioner

Nok har forskellige jødiske organisationer protesteret, og nok betegnede FN-generalsekretær Kofi Annan udstillingen som »smagløs,« da han for nylig besøgte Teheran.

Men ingen rabbiner-delegationer er taget på turneer med skrækindjagende dokumentationsmapper, ingen har krævet Hamsharis redaktører fængslet, ingen iransk ambassade er blevet brændt, og ingen af Holocaust-tegnerne er så vidt vides blevet truet på livet.

Af internetsiden www.irancartoon.com fremgår, at karikaturtegnere fra 67 lande sendte tegninger ind til konkurrencen, deriblandt to danskere, Jørgen Bitsch og en A. Ch.

228 af tegningerne er gengivet på internetsiden. Af dem er nogle, men ikke alle, også var at finde på udstillingen i Teheran. Ifølge internetsidens statistik er tegningerne åbnet af mellem 1.000 og 7.000 besøgende - med tegneren Galym Goranbajev fra Kasakhstan som topscorer med en tegning, der forestiller en ultraortodoks jøde, som i en papirbåd med teksten "Holocaust" sejler væk i en flod af blod fra en dynge dræbte arabere.

En anden populær tegning forestiller en ultraortodoks jøde med en blodig kniv, stående foran et bjerg af knogler og et spejl, hvis billede viser Adolf Hitler.

Klassiske motiver

Mange tegninger illustrerer, hvordan Israel skal have udnyttet Holocaust til massakrer på palæstinenserne. En del bygger på klassiske antisemitiske motiver som iraneren Behnam Bahrami, hvis tegning forestiller en rottelignende jøde med munden fuld af blod og en lang næse, som spidder en fredsdue, idet han udråber ordet »Holocaust.«

»Kvaliteten er middelmådig; nogle er gode og andre er svage,« påpegede Irans mest kendte karikaturtegner, Nikahang Kowsar, over for Radio Free Europe.

»Mange deltageres syn på emnet er baseret på iransk regeringspropaganda,« sagde Kowsar, der lever i eksil i Canada.

Dagbladet Hamshari, der udgives af bystyret i Teheran, har udlovet 12.000 dollars til vinderen af konkurrencen, 8.000 dollars til nummer to og 5.000 dollars til nummer tre. Ifølge iranske medier udpeges vinderen i næste måned.

thomas.heine@jp.dk

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.