De hjemløse guder

Den nye opsætning af Wagners "Ringen" i Bayreuth er storslået dirigeret og interessant, men tamt sat i scene. Guderne er de hjemløse, de fremmede i vort samfund.

Bayreuth

Billetcomputeren på Wagner-festspillene i Bayreuth har sæsonarbejde om efteråret. Da fordeler den 1925 pladser til hver af 33 forestillinger, og det betyder, at den siger nej til en halv million bestillinger.

Hvorfor det er så attraktivt at se og høre Wagner i Bayreuth fra den 25. juli til 30. august? Skyldes det også, at det er så vanskeligt at komme ind? Fra genåbningen i 1951 til 1954 kunne man blot komme til den smukt skovomkransede by mellem bløde bjerge og købe billet samme dag. Var det stadig sådan, ville en væsentlig tiltrækning måske være forduftet.

Man kan jo se og høre "Ringen" andre steder, og man kan finde endnu bedre Wagner-opførelser. At vente 10 år på billetcomputerens velvilje og så skulle se installationskunstneren Christoph Schlingensiefs bizarre, rodede og overlæssede opsætning af "Parsifal" er ikke den rene gevinst. Så hjælper det naturligvis, at den følsomme Adam Fischer dirigerer. Han vil være at træffe på festspilhøjen den næste håndfuld år.

Et uartigt ord

Kan man ikke sin Wagner udenad, er det tilmed et problem, at tekstanlæg er et uartigt ord i Bayreuth, så Christoph Marthalers tankefulde tolkning af "Tristan og Isolde" kan have vanskeligt ved at åbne sig. Nu dirigerer Peter Schneider, og det er med ham altid godt.

Claus Guths (han stod også for "Figaros bryllup" i Salzburg) opsætning af "Den flyvende hollænder" dirigeret af Marc Albrecht er mere lige til.

Ingen af de tre opførelser så lidt som den sceniske del af årets nyhed, "Ringen", hæver sig over gennemsnittet af opførelser på større scener. Til gengæld er mange glade for, at "Ringen" i Bayreuth ikke rummer de store eksperimenter.

Thielemanns triumf

Som Christian Thielemann dirigerer "Ringen", er den alligevel uden konkurrence. Han fremelsker nye skønheder i og meningsfulde afdækninger af partituret. Han forstår at udnytte akustikken, som kan være vanskelig at håndtere, men når det lykkes, er den enestående.

Musikerne sidder i en overdækket orkestergrav, og lyden kastes først op på scenen og derefter ud til publikum. Tidsforskydningen er et problem for nogle dirigenter, men ikke for Thielemann, heller ikke for Schneider og Fischer.

Atmosfæren i Bayreuth er dog noget for sig. Nok er byen driftig med universitet og et godt handelsliv, men det er en provinsby, som i fem uger vågner op til ekstra liv. Da åbnes mange private hjem for de tilrejsende, og byens to store boghandler omdannes til verdens største salgsmesser af bøger om og plader med Wagner. Der er alene udsendt 35 bognyheder omkring Wagner.

Skydeskiven Wagner

Publikum er ikke videre specielt og ikke så "fint" som i Salzburg. Wagnerianere og nybegyndere i opera sidder tæt sammen, når restauranterne overfyldes efter tæppefald. Der høres mange sprog.

Alligevel kan publikum i Bayreuth stadig være skydeskive for mange tyskere, som - trods succesen i fodbold-VM - stadig har selvhadet i sig og brug for undskyldninger for nazitiden. Det er bekvemt at misbruge Richard Wagner og hans publikum, men oftest gøres det ubegavet.

Modsætninger

Nej, det er faktisk hyggeligt - for nu at bruge et dansk ord - at være gæst på Wagners grønne høj. Atmosfæren er noget af det mest jordbundne, som man kan opleve, og folk kommer i snak med hinanden.

Tilbage til nyopsætningen af "Ring des Nibelungen". En større modsætning til Kasper Bech Holtens opsætning på Operaen skal man lede længe efter. I København skete der en masse. Ingen tanke fik lov til at hvile, men skulle tilsyneladende føres ud i livet, så man nærmest snublede over idéer med tilknytning til livets gang i 1900-tallet.

I Bayreuth skulle Lars von Trier som bekendt have sat i scene. Vi fortalte om hans hensigter, som han måtte opgive, i magasinet Kulturweekend den 28. juli.

Forfatteren Tankred Dorst trådte til med kun to års forberedelsestid. Han lader handlingen foregå i vor tid, men der er ingen direkte henvisninger til nutiden. Mere konkret: Wotan er uden dokumentmappe, men med spyd og klap for det venstre øje.

Dorsts kunstgreb er, at han fremstiller guderne som hjemløse, som fremmede. De lever i udkanten af byerne i nedlagte fabrikker (Rhinguldet), Nibelheim er et gammelt varmeværk, derpå i en sammenfalden villa (Valkyrien første akt), på en losseplads for gamle kunstværker (anden akt) og i et stenbrud (tredje akt). Kun i glimt ses verden udenfor i børnenes voldsomme leg, som fremstår som korte paralleller til gudernes og halvgudernes dramatiske sammenstød.

Svigtende instruktion

De hjemløse guder fremstilles ret traditionelt. Idémæssigt er det godt. Der gøres ikke større vold på Wagners anvisninger, og alligevel bliver parallellen til vor egen tid tilstrækkeligt klar. Problemet er, at den 80-årige Tankred Dorst ikke er dramatiker, og her har han ikke haft hjælp af den 86-årige festspilchef Wolfgang Wagner. Man skal kende stoffet for at kunne fatte, hvad der sker.

I København spillede Kasper Bech Holten teater, oftest virkelig godt og spillevende teater, som også eller måske især kunne gå direkte ind hos et uerfarent publikum. Det kunne også virke overdrevet, og måske derfor har man for afvekslingens skyld lettere ved at acceptere det stillestående i "Ringen" i Bayreuth.

Det er personinstruktionen, som har svigtet her. Tag Brünnhildes Todesverkündigung (dødsforkyndelse) til Siegmund, en af de stærkeste og menneskeligt smukkeste scener i "Ringen". Her trædes dødvande. Man ser ikke Siegmnds fortvivlelse og indre styrke, som får Brünnhilde til at vælge at gå mod sin far, Wotans (Odins) ordre til hende at lade Siegmund blive dræbt. Man ser ikke hendes deltagelse.

Tid til at tænke

Sjældent har man derefter haft så god tid til at tænke over, at Wotan er en forældet figur, som Brünnhilde burde sætte på plads: "Hør lige her, far, sådan behandler man altså ikke sine børn nu om dage."

Er Wagner så totalt umoderne? Nej, alligevel ikke, for hvad der sker i tredje akt af "Valkyrien", da Wotan afskriver sin datter, men ikke uden sentimentalitet, er jo netop, hvad der stadig kan ske foran banegården i Slagelse og andre steder.

Vi skal vende tilbage til, om Tankred Dorst og Christian Thielemann får samlet deres ring.

john.christiansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.