Kontrastrigt kick-off på festival i Skanderborg

Danser Med Drenge havde ikke meget at byde på, mens Baby Woodrose leverede det grænsesøgende.


Bøgescenen:
DANSER MED DRENGE
Rytmehans:
BABY WOODROSE
Torsdag eftermiddag og aften

Det er ikke til hverken at høre eller se det, hvis man ikke lige ved det. Eller kan se det.. Høre det....

Den gode Klaus Kjellerup og kompagni danser fortfarende rundt med sine drenge (og en pige), og da han åbnede den 27. festival under bøgene på festivalens største scene, dansede publikum faktisk med. I den grad.

At hævde, at Danser Med Drenge ikke kan deres kram, er latterligt, men man kan undres over at så ordinær og dybest set perspektivløs pop, kan få tag i så mange, som tilfældet var.
Selv om Rie Rasmussen har en glimrende stemme, så har bandet ikke meget at byde på. Andet end underholdning og - ikke at ignorere - musikalsk håndværk. Når denne rammer den der nostalgiske åre, der findes i os alle, så synes vejen ryddet for et foretagende som Danser Med Drenge. Igen og igen. Om de spillede i Skanderborg eller ej, gjorde ingen som helst forskel. Så fred være med dem.

Skæv vild trio

Kontrasten denne første eftermiddag på Danmarks Smukkeste blev fundet og følt under Rytmehans' teldug i selskab med Baby Woodrose. Den skæve vilde trio, der blæser på noget så ligegyldigt som hvilke toner, der sådan lige nu defineres som tidens hotteste trend. Woodrose dukkede op i 2001 med "Blows Your Mind", og rystede i 2003 anonymiteten af sig med det herligt rå og ligefremme album "Money For Soul", der havde lårtykke tråde tilbage til syrerocken, men som også - forankret i et nu - pegede fremad. Derefter utallige livejobs her og der. Pustepause. Og nu er Baby'en tilbage... Struttende end nogensinde. Renere og mere direkte i trioens voldsomme, men aldrig ligegyldige lydunivers, som kloge hoveder - på grund af de simple virkemidler - fortfarende kalder garagerock.

Baby Woodrose har nu for længst forladt garagen - og har pondus til det. Grænsesøgende og nedbrydende er ord, der falder en ind, når man trækkes ind i det symbiotiske forhold, der stortrives mellem mænd og deres guitar, bas, trommer og vokal.
Som de to, der foran scenen voldtog deres luftguitarer gjort af gul og rød oppustelig plast, var det umuligt at stå stille. En koncert, der understregede, at Baby Woodrose så langt fra var - eller er - et forbigående fænomen. Når tre musikere involverer - engagerer - sig så voldsomt som tilfældet er med Baby Woodrose, så må selv den mest stillestående vinder i det uofficielle mesterskab i medfødt tonedøvhed overgive sig.

Smukt !

Hverken mere eller mindre!!

uffe.christensen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.