Gæster raser over mislykket festival-åbning

Hovedrysten og knubbede ord fra gæsterne fulgte oven på en mildt sagt uheldig før-festival-dag. Formanden for Skanderborg Festival beklager.

Rasende festivalgæster og frustrerede campingvagter var på kollisionskurs, da Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg i går åbnede for det store campingområde ved Sølund.

Campingstarten var sat til kl. 16.00, men traditionen tro havde mange hundrede festivalgængere allerede mandag aften taget opstilling i opmarchområderne.

Omkring kl. 9.00 valgte vagterne af sikkerhedshensyn at fjerne hegnet, og flere tusinde gæster løb ind på området.

»I må gerne pakke jeres ting ud, men I må først rejse teltene kl. 16,« lød budskabet fra campingvagterne, der roligt så til, mens gæsterne åbnede campingstole og øl.

Det kan ikke være rigtigt

Men den melding blev hurtigt ændret. Kort efter at roen havde lagt sig over området, fik folk besked på at pakke alt sammen og forlade campingpladsen under trusler om at få teltet konfiskeret og billetten inddraget.

»Det kan da ikke være rigtigt. Vi har stået i kø siden kl. 22.00 mandag aften, og vi havde endelig fået en god plads. Jeg forstår ikke, hvorfor de lukker os ind for at smide os ud en time efter. Jeg føler mig langt fra velkommen, og alle kommer med modstridende oplysninger,« lød det fra Caroline Clausen, mens hun sammen med veninderne pakkede telte og udstyr sammen. Over hele pladsen var der diskussioner mellem hovedrystende gæster, og selv campingvagterne var i tvivl .

Vagt:: Det er helt gak-gak

»Jeg kan godt forstå folk. Jeg har selv fået fem forskellige ordrer over radioen i løbet af 10 minutter. Der er gået noget helt galt et sted. Det lader til, at cheferne forsøger at styre det her fra en skurvogn i stedet for at være her, hvor det sker. Det er helt gak-gak,« fortalte en vagt, der ikke ønskede sit navn i avisen.

Mens vagterne forsøgte at rydde området, steg frustrationerne blandt de flere tusinde gæster, der med soveposer, tasker og teltstænger under armene blev gennet ind i en stor indhegning på en af boldbanerne.

Kl. 11 gav vagterne atter efter for publikumspresset og den oppiskede stemning, og flere sektioner hegn væltede sammenkrøllede mod jorden.

»Det er skandaløst at behandle publikum på den her måde. Festivalledelsen har et forklaringsproblem. Det er kaos, og de forskellige vagter taler tilsyneladende ikke sammen. Jeg har ikke betalt 1.500 kr. for at blive til grin,« sagde Kim Jensen, da han endelig havde fået pløkkene sat i jorden.

Af hensyn til sikkerheden

Knap så heldig var Mette Kjær, der havde taget turen fra Mors for at feste sammen med 20 højskolevenner,

»Jeg føler mig rent ud sagt røvrendt. Vi har fulgt alle de skiftende instrukser fra vagterne siden kl. 8 i morges, og nu står jeg her uden teltplads, fordi de alligevel ikke kan styre det. Nu ender det med, at vi skal bo spredt for alle vinde langt væk fra pladsen.«

Festivalformand Kirsten Hansen beklager, at mange føler sig dårligt behandlet, men hun understreger, at det var af hensyn til sikkerheden, at hegnet i første omgang blev åbnet.

»Det var ved at blive lidt for vildt, og derfor valgte vi at lukke folk ind for at få ro på. Jeg er ked af, hvis folk føler sig dårligt behandlet. Det tyder på, at vi ikke har gjort det her på den bedste måde. Jeg håber, at folk får humøret igen, når musikken starter,« siger Kirsten Hansen, der samtidig lover, at hele forløbet vil blive nøje gennemgået.

nikolaj.worm@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.