Mads Mikkelsen fik ekstra actionscener i 007-filmen
Til efteråret kommer den nye James Bond-film "Casino Royale", hvor danske Mads Mikkelsen har rollen som superskurken Le Chiffre, og det bliver en film, hvor Mikkelsen både uddeler og får tæsk.
Da han læste manuskriptet, var der ellers ikke rigtig actionscener for Le Chiffre, men det fik Mads Mikkelsen forfatterne til at ændre, fortæller han i et interview med den skotske avis Glasgow Sunday Mail.
- Jeg er tidligere gymnast, og jeg har hele mit liv udført stunts. Så de tilføjede noget for mig. Jeg har en scene, hvor jeg er hård ved Daniel. Der er en scene, hvor nogle er hårde ved mig. Men desværre fik jeg ikke lov til at køre biler ud i kløfter, siger Mikkelsen.
"Daniel" er Daniel Craig, der spiller James Bond.
/ritzau/