Den bedste danske filmatisering

Filmbranchen kæmper hårdt om rettighederne til danske romaner, der opnår ros fra kritikerne, men er der grund til det? Er danske filmatiseringer en succeshistorie?

Én ting stod klart, da Birgitte Hald og Bo Ehrhardt stiftede Nimbus Film i 1993: selskabet ville aldrig beskæftige sig med filmatiseringer. Talrige forsøg på at omsætte litteratur til film var i deres øjne kikset fælt op gennem 1970'erne og 1980'erne. Deres instruktører skulle selv udvikle deres historier.

I dag er Nimbus Film en af markedets flittigste opkøbere af optioner på romaner. Selskabet har de senere år nydt succes med "Kongekabale" og "Nordkraft", og netop nu sidder en af dets betroede forfattere og sveder over et manuskript til bestselleren "Flygtningen".

»Vi har smidt vores dogme over bord. Ungdomsoprøret er forbi,« erkender Birgitte Hald.

Producenten afviser at udpege de ansvarlige for den oprindelige fobi, men den er sået i det, man kunne kalde "de onde Edward Fleming-år". Fra 1979 til 1985 filmatiserede instruktøren tre moderne danske romanklassikere, Panduros "Rend mig i traditionerne" og "De uanstændige" og Rifbjergs "Den kroniske uskyld". Jyllands-Postens Katrine Sommer Boysen er i dag nådig i sin kritik af "Rend mig i traditionerne", som hun mener »forfladiger romanens underliggende dagsordener på en måde, så filmen slet og ret er overflødig.« Anmelderne dengang betegnede filmene som katastrofer og skamferinger af romanerne.

Men Edward Fleming er glemt, og det samme er reservationen over for at bruge litterære forlæg til film. Birgitte Halds aktuelle filmatiseringsiver knytter sig til nye brancheforhold, forklarer hun. Konkurrencen om den gode historie er hård.

»Har man rettighederne til en roman af høj kvalitet, er man et skridt foran de andre. Manuskriptforfatterne - som i øvrigt er betydelig flere og dygtigere i dag - begynder ikke fra scratch. De har et univers og nogle personer at tage udgangspunkt i.«

Stigende interesse

Det er imidlertid ikke nemt at få fat i romanerne længere. Forlagene oplever en stigende interesse fra filmselskaberne, der har professionaliseret rekognosceringsapparatet. Anders Thomas Jensen og Kim Fupz Aakeson kan trods alt ikke forsyne alle danske instruktører med manuskripter. I dag bliver forlagenes agenturer ringet op fra filmselskaber, så snart der har været positiv omtale af en bog - selv hvis det er en digtsamling, som en redaktør udtrykker det.

»Interessen er stigende, klart stigende i forhold til for bare få år siden. Vi får mange henvendelser på nye bøger i jagten på den gode historie,« siger Ingelise Korsholm, som sælger filmrettigheder for både Gyldendal og datterforlagene GB-gruppen.

Hvis en bog får mange positive anmeldelser, og der bliver bragt interviews med forfatteren i dagspressen, er det stensikkert, at filmselskaberne melder sig. Forespørgsler bliver til bud, og nogle gange konkurrerer flere filmselskaber om rettighederne. Debutanten Olav Hergel kunne således vælge mellem otte tilbud fra filmselskaber, før han besluttede, at Nimbus Film skulle have retten til at filmatisere "Flygtningen".

Option - og hvad så?

Første reelle skridt fra bog til film hedder en option. Det indebærer, at et filmselskab betaler en sum på mellem typisk 25.000 og 50.000 kroner for at få rettigheden til filmen. Herfra går selskabet ud og ser, om man kan tænde en instruktør for projektet, og om man kan finansiere filmen. Optionen skal fornys hvert år, og hver gang udløser det igen et lidt mindre beløb til forfatteren. Optionen udløber typisk efter tre år, og så skal filmen sættes i produktion. Sker det, falder der et noget større beløb på mellem 100.000 og 250.000 kroner til forfatteren. De fleste bøger kommer dog aldrig så langt - mindre end hver tiende option, måske kun hver tyvende, ender med en filmatisering, vurderer forlagene.

Det er ikke store penge, og hvis forfatteren samtidig oplever sin bog banaliseret, skamskåret eller ændret til ukendelighed, som det er sket i flere tilfælde, kan det måske være svært at forstå, hvorfor så mange sælger deres bøger til filmatisering. En af hovedårsagerne er, at filmene giver nyt liv til bøgerne. Bogen relanceres som paperbackudgave i forbindelse med filmen, som man har set det i de seneste år med både Niels Krause-Kjærs "Kongekabale", Jakob Ejersbos "Nordkraft" og Christian Kampmanns "Familien Gregersen".

Forlagschef Karsten Nielsen fra Aschehoug Fiktion var på Rosinante i de gyldne år, da Peter Høeg solgte bøger i milliontal på verdensplan.

»Det bedste eksempel er filmatiseringen af "Frøken Smillas fornemmelse for sne". Selv om filmen ikke var så god, betød den meget for salget. Det samme gælder oversatte romaner. Når de bliver filmatiseret, genudgiver man dem, og det giver dem nye læsere. Levetiden er kort for romaner, så film kan forlænge livet. Man vil gerne sælge sine bøger til film, fordi det sætter fokus på dem og er god markedsføring,« siger han.

Nej fra Zentropa

Det er imidlertid ikke alle filmselskaber, som er interesseret i romanerne. Zentropa holder sig fra markedet, betoner direktør Peter Aalbæk Jensen. Hidtil har selskabet kun pillet ved Morten Korchs "Fruen på Hamre". Katrine Wiedemanns formørkede udgave blev ingen succes.

»Vores instruktører og producere synes generelt ikke, at det er interessant, og det er måske meget godt. Der er nok, der slås om optionerne. Jeg har bare til gode at se, at der er en påviselig positiv effekt i filmatiseringerne. De danske film, der har klaret sig bedst internationalt, er film, der bygger på et decideret filmmanuskript. Bortset fra "Pelle Erobreren" og "Babettes gæstebud" kan jeg ikke umiddelbart nævne en dansk filmatisering, som har gjort det godt uden for landets grænser,« siger Peter Aalbæk Jensen.

Han mener, at forudsætningen for, at en filmatisering kan blive god, er, at instruktøren selv har læst bogen og tænder på den.

»Det er en uheldig udvikling, når et selskab har 10-20 optioner liggende i skuffen, som man prøver at sælge til instruktører, der ikke rigtig gider. Frem for alt er det synd for de skønlitterære forfattere, for deres rettigheder er låst i flere år, og når producenten endelig beslutter, at han ikke vil udnytte optionen, er bogen måske feset af.«

Ingen grund til jubel

Manden, der har uddannet i stribevis af talentfulde manuskriptforfattere på Den Danske Filmskoles manuskriptlinje, Mogens Rukov, er heller ikke imponeret over de film, der er kommet ud af den danske litteratur.

»Der er ikke meget at juble over. Jeg brød mig ikke om "Pelle Erobreren", som er ekstremt meget bedre som bog end som film, og "De uanstændige" eller "Den kroniske uskyld" er også dårlige. Det bedste er afgjort Dreyers film, og det siger jo også noget om, at romanforlægget ikke er afgørende. Det er en stor misforståelse, at det betyder noget. Det er jo en gemen film, man laver, og det betyder, at det er filmmagernes indsigt, der er afgørende. En stor og berømt litterær roman gør ikke nogen god film - den giver god reklame. Det er det eneste,« siger han.

Mogens Rukovs opfattelse bekræftes af forløbet omkring Christian Kampmanns "Familien Gregersen". Charlotte Sachs Bostrups filmiske iscenesættelse fra 2004 skulle ifølge producenten Regnar Grasten sælge 306.000 biografsæder for at løbe rundt, men kritikerne var ikke begejstrede, og trods massiv markedsføring blev den kun set af cirka halvdelen, nemlig 151.756.

Omvendt synes Rukov og Peter Aalbæk Jensen at være i konflikt med historien, når de afviser "Pelle Erobreren" og fastslår, at filmatiseringer ikke er en del af dansk films succes. Det er et faktum, at de eneste danske Oscars er hentet hjem på filmatiseringer ved "Pelle Erobreren" og "Babettes gæstebud". Bille Augusts fortolkning af Martin Andersen Nexøs roman vandt også Guldpalmen i Cannes. Og tilbage i 1966 skaffede Henning Carlsens film over Knut Hamsuns "Sult", som ikke er med på Jyllands-Postens liste, fordi det er en bog af en norsk forfatter, Per Oscarsson prisen som bedste mandlige hovedrolle samme sted.

Duarder-folkekomedie

At det er vanskeligt at definere en succes, er "Babettes gæstebud" et eksempel på. Filmen, der gav Danmark den første Oscar, er på to af Jyllands-Postens filmkritikeres flopliste. Filmanmelder og litteraturredaktør Jakob Levinsen begrunder:

»Karen Blixen reduceret til duarder-folkekomedie med store skuespillere på randen af selvparodi. "Den fiiisk er iiikke friiisk", siger Stéphane Audran, som om det var en Asterix-tegneserie, og lægger dermed niveauet for dansk filmhistories formentlig mest overvurderede værk.«

Til gengæld har kollegaen Per Calum filmen på sin liste over vellykkede film, og Gabriel Axels værk er fundet værdigt til kulturministerens kanon over historiens 12 bedste danske fortællinger på celluloid.

Måske understreger det alt sammen bare, at folks smag er forskellig. Og som Birgitte Hald replicerer på spørgsmålet om, hvorvidt det er et billigt kneb at filmatisere:

»Francois Truffauts og Alfred Hitchcocks film var i mange tilfælde filmatiseringer, så jeg ved ikke helt, hvor usofistikeret det er at filmatisere.«

michael.enggaard@jp.dk

jesper.stein@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.