Kunstnerkoloni i Vadehavet
Hvis badeferien drukner under tunge regnskyer, er der ingen grund til at hænge med hovedet. For det vrimler med farverige kunstudstillinger på feriestederne, ikke mindst på Fanø, hvor bl.a. Johnny Madsen har maleriske numre på sætlisten.
Det er højsæson for Johnny Madsen. Feriegæster, der går om bord på færgen fra Esbjerg til Fanø, lander efter få minutters sejlads i Nordby, hvor musikeren og maleren har åbnet eget kunstgalleri - nær sin bopæl og med udsigt over færgehavnen.
Johnny Madsen, kendt for ligefremme rocksange, er blevet maler. Han svinger med farvedryppende pensler og har ramt en åre, der appellerer til det kunstinteresserede publikum. Hans farverige malerier flyver over galleriets salgsdisk med så stor fart, at ophavsmanden har svært ved at følge med.
Vestjysk natursværmeri
»Jeg tager stadig ud og spiller, men det bliver ikke til meget sangskriveri længere. Jeg bruger det meste af min tid på at male,« fortæller Johnny Madsen, der flyttede til Fanø for mange år siden.
»Fanø ligger midt i naturen. Der er luft og lys, og der er højt til loftet. Min daværende kone og jeg flyttede hertil for at bo her i ét år. Det er 23 år siden, og jeg er her stadig. Andre kunstnere har det på samme måde. Øen, der i sin tid lagde havn til en af landets største handelsflåder, har siden midten af 1800-tallet været belejret af malere, grafikere og tegnere med Johan Rohde, Julius Exner og Per Arnoldi som mest prominente navne.