Svenskerne vilde med Matador
DR har netop gensolgt samtlige afsnit af den legendariske tv-serie til stationen TV4. Til efteråret rammer serien de danske tv-skærme.
Det er ikke kun i Danmark, at Maude og Misse Møhge er et par populære damer.
Også på den anden side af Øresund elsker tv-seerne at følge med i de to madammers underholdende liv i Korsbæk, og derfor kan svenskerne nu glæde sig til et gensyn med "Matador".
DR har netop gensolgt samtlige afsnit af den legendariske tv-serie til stationen TV4, som også har sikret sig retten til at vise alle 32 afsnit af "Rejseholdet" igen, skriver NORDJYSKE og Fyens Stiftstidende.
Helene Aurø, der er chef for DR Salg, er ikke i tvivl om, hvorfor dansk tv-drama er et hit hos broderfolket, der lige nu er i gang med at se DR-serierne "Krøniken" og "Ørnen", som den svenske public servicestation SVT har været med til at finansiere.
- Danmark, Sverige og Norge har i mange år arbejdet sammen om en lang række store tv-produktioner, og vi er vant til at se hinandens tv-serier med undertekster. Og det spiller en stor rolle, at vi kulturelt set er tættere forbundet med Sverige og Norge end med eksempelvis Spanien og Italien, siger salgschefen.
"Matador" har dog ikke kun været et hit i Norden, men er gennem årene blevet vist i lande som Australien, Bosnien-Hercegovina, Holland, Estland, Letland og Litauen.
Og noget tyder på, at dansk tv-drama går en stor fremtid i møde i landene øst for os. I øjeblikket forhandler DR således med flere tv-stationer i Østeuropa, der gerne vil købe serier som "Rejseholdet", "Edderkoppen" og "De udvalgte".
"Matador", der havde dansk premiere i 1978, vises på DR1 til efteråret.
JP