Den kgl. engel

For den nyudnævnte solodanser Gudrun Bojesen er fremtiden noget med ballet, Bournonville og bøger. Og børn er heller ikke helt udelukket. Lige nu nyder hun succesen på Det Kgl. Teater og glæder sig til den forestående hovedrolle som Clara i juleklassikeren "Nøddeknækkeren".

Kridhvid med en snert af lyserød svæver hun gennem træningslokalet. Bevæger sig på tåspidserne som var hun en nål, former kroppen som var den gjort af modellervoks, lander på gulvet som var hun vinterens første snefnug.

Derfor virker det næsten unaturligt, at Gudrun Bojesen bliver nødt til at forholde sig til noget så jordnært som opvask.

Men sådan ser verden også ud selv for en balletstjerne.

Og for en gangs skyld havde Gudrun Bojesen ikke helt styr på den hårfine, veltrænede krop og hamrede foden ind i lågen på opvaskemaskinen hjemme i lejligheden på Nørrebro. Med det ømme resultat at foden for en stund gør ondt, når hun træner til den næste store hovedrolle. I december danser landets yngste kvindelige solodanser partiet som Clara i juleklassikeren "Nøddeknækkeren" på scenen i Tivoli.

Skaden giver dog ingen grund til bekymring.

»Det er ikke alvorligt. Det er bare et slag, som hurtigt fortager sig igen,« konstaterer hun med kendermine.

For 25-årige Gudrun Bojesen har danset ballet, siden hun var fire år og kender sin krop fra tå til top. Efter et balletliv med flere alvorlige skader og enkelte nedture har de seneste år snurret hende mod stjernerne som en rapfodet piruette. Samtidig med at hendes liv på privatfronten har fået ny inspiration fra verden uden for Det Kgl. Teaters kulisser.

Gudrun er opkaldt efter sin fars søster, og hun møder sjældent navnefæller på sin egen alder. Hendes talent for at danse ballet, der er endnu mere iøjnefaldende end hendes navn, er nedarvet fra moderens familie. Hendes mors moster var Edel Pedersen, der i 50 år dansede i Den Kgl. Ballet og blandt andet var danselærer for prinsesse Margrethe.

»Min mor har altid gerne selv villet danse. Med det var ikke noget for fine piger, mente min mormor. Derfor forsøgte min mor først at få min søster, siden mig interesseret i at danse,« fortæller Gudrun Bojesen.

Søsteren bed ikke på. Men for Gudrun var dansen ligeså naturlig som livet.

»Der var altid musik i vores hus. Min far spillede klaver og sang meget. Jeg elskede at synge og danse, og jeg opfattede det vist mere som leg end som danseundervisning, da jeg begyndte som helt lille.«

Som 7-årig gik hun - ligeledes på moderens opfordring - til optagelsesprøve på Den Kgl. Balletskole. Og kom ind i første forsøg. Hun måtte derfor forlade den 2. klasse på Krebs' Skole, som hun var så glad for.

»Men hele atmosfæren på balletskolen og teatret trak alligevel mere. Jeg glædede mig helt vildt til at begynde.«

Den eneste der bekymrede sig en smule, var Gudrun Bojesens far. Hendes mor er lektor og forsker i hormoner på Panum Instituttet, hvor hendes far også var professor i biokemi.

»Min far synes, det var ærgerligt, at jeg gik glip af en boglig uddannelse. Selv om der også dengang var skoleundervisning ved siden af ballettræningen. Men han støttede mig altid i mit valg,« siger Gudrun Bojesen.

I dag har Gudrun Bojesen en 10. klasses eksamen. Herefter stod den på mere end fuld tid på Det Kgl. Teater som aspirant.

»I dag kan jeg faktisk godt savne noget mere almen uddannelse. På den anden side er jeg lykkelig for mit liv som balletdanser. Så måske når jeg på et tidspunkt føler, at det bliver svært at blive bedre og udvikle mig som danser, vil jeg forsøge at komme til at studere et eller andet. Måske kunsthistorie. Noget der har relation til teatrets verden og mit liv herinde,« siger Gudrun Bojesen.

Allerede som helt ung teenager røg Gudrun Bojesen ind i den første krise med dansen.

»Det var på det tidspunkt, hvor min krop begyndte at vokse på de forkerte steder, jeg kedede mig hjemme og spiste for meget. Jeg fik lyst til at prøve noget helt andet. Det var så alvorligt, at balletskolen skrev et brev og spurgte, om jeg havde tænkt mig at udnytte mit talent - eller hva'?«

Imens prøvede Gudrun Bojesen andre sider af sig selv af. Hun begyndte blandt andet at spille saxofon. Et instrument hun stadig mestrer og gerne giver et nummer med i festlige lag.

»Jeg tror ganske enkelt, at jeg var begyndt at danse for tidligt. Efter min mening er det tidligt nok at begynde som otteårig. Det er tids nok til at lære teknik og blive god nok. Jeg og min veninde, der var begyndt lige så tidligt, var løbet sur i det hele.«

Men lysten til dansen kom igen. Og næste nedtur meldte sig først, da Gudrun Bojesen som aspirant fik en alvorlig skade i foden. En mandlig kollega satte hende så hårdt ned på jorden, at hun ødelagde sin storetå.

»Jeg var skadet i næsten to år og var meget ulykkelig. Det var en indædt kamp, der krævede meget selvdisciplin. Jeg gik til en specialist i New York, som lovede, at tåen blev god igen, hvis jeg selv trænede målrettet med den. Under hele forløbet bevarede jeg dog også selv troen på, at jeg kunne vende tilbage. Det var også vigtigt i forhold til teatret. Når de kan se, at man selv tror på det, opgiver de heller ikke,« siger Gudrun Bojesen.

I den periode havde hun i stedet kun små statistroller. Men hun var på teatret de sædvanlige seks dage om ugen og ofte med forestillinger om aften.

»Som balletdanser kan det godt lade sig gøre at leve nogenlunde som andre. Du kan godt gå i byen og drikke øl, hvis du er i stand til at komme op og møde til træning næste dag. Det er et spørgsmål om prioriteringer. Det har bare aldrig sagt mig noget at ture rundt i weekenderne. Jeg har mere brug for ro, fordi min verden herinde er så hektisk og fuld af indtryk.«

Det lykkedes Gudrun Bojesen at blive skaden kvit, og balletten skyndte sig at belønne hende med udnævnelsen først til solist og blot et år efter til solodanser. Hendes kvaliteter og evner udi i den klassiske dans var åbenlyse. Siden debuten som solist er hun stort set kun blevet rost af balletanmeldere. Med ord som "poetisk udtryksfuldhed", "engleagtig" og "teknisk voksede hun aftenen igennem".

»På grund af skaden ventede jeg ekstra længe på at blive solist. Men så er det også gået stærkt. Men det har været en helt fantastisk tid,« siger Gudrun Bojesen.

Desværre døde hendes far i fjor og oplevede ikke hendes udnævnelse til solodanser.

»Men han vidste, hvor min karriere bar hen og fulgte mig til det sidste.«

Heldigvis var hendes mor på plads på tilskuerpladserne, den dag i foråret, da Gudrun Bojesen blev udnævnt. Gudruns bedste ven på teatret, solodanseren Thomas Lund, havde ringet og varskoet moderen om, at noget sikkert ville ske.

»Efter Ballet Gallaen opdagede jeg teaterchefens kone, Benedikte Hansen, i en fin kjole i kulissen. Hun plejede ikke at være der. Balletbørnene begyndte pludselig at klemme min hånd hårdere, og balletchef Aage Thordal Christensen dukkede også op. Jeg blev pludselig bange for at håbe, bange for at de andre skulle se, at jeg håbede. Jeg var bange for at blive skuffet.«

Men håbet, drømmen blev til virkelighed. Gudrun Bojesen blev udnævnt til solodanser sammen med kollegaen Andrew Bowman.

»Det er absolut den største aften i mit liv. Det var som kulminationen på alt, hvad det Kgl. Teater står for.«

Få måneder efter drog hun sammen med Thomas Lund til Italien. De to kongelige balletdansere var inviteret til en stor dansefestival. Det kom til at foregå til sød musik. Gudrun Bojesen løb ind i amerikanske Nick, der besøgte festivalen, fordi hans bror spillede i orkesteret.

De to har været kærester siden. Nick studerer historie og litteratur i Grenoble i Frankrig.

»Det har været en stor befrielse for mig at møde én helt uden for dansemiljøet. Han giver mig en masse ny inspiration. Også til dansen. Heldigvis er han et musisk menneske, men han kendte ikke noget til ballet på forhånd. Derfor er det spændende for mig at høre, hvordan han oplever dansen. Han giver mig nye øjne. Ser ting, jeg aldrig selv har lagt mærke til, fordi jeg er vokset op med dansen og miljøet,« fortæller Gudrun Bojesen.

Et miljø hun i den grad stadig holder af og fascineres af. Men som hun indrømmer også er en temmelig lukket verden.

»Vores arbejdsdage er ofte noget længere og på skæve tider i forhold til verden udenfor. Vi har det godt med hinanden på teatret og er gode venner og hensynsfulde overfor hinanden. Men på den anden side, så er vi både kolleger og konkurrenter til de samme partier og roller. Det giver en anden dimension til vores venskaber herinde,« fortæller Gudrun Bojesen.

Måske derfor blev hun meget glad, da en skoleveninde fra hendes korte tid på Krebs' Skole kontaktede hende.

»Hun var min bedste veninde på Krebs' Skole. Men vi mistede helt kontakten, efter jeg begyndte på balletskolen. Hun så mig tilfældigt i en forestilling for tre år siden og ringede til mig bagefter. Vi mødtes og opdagede, at ikke nok med, at vi havde en fælles fortid, så var vi stadig på rigtig god bølgelængde. Det er dejligt med kontakt til folk, der lever et helt andet liv, end jeg gør. Jeg synes, det er vildt spændende at høre om hendes job og hendes dagligdag, og jeg er meget glad for at have fået hende tilbage i mit liv.«

Efter mødet med Nick er børn heller ikke blevet nogen fremmed tanke.

»Men ikke lige rundt om hjørnet. Jeg skylder teatret at lægge mine bedste år her,« siger Gudrun Bojesen, der dog ikke afviser, at hun i engang fremtiden også gerne vil til udlandet. »Det kunne være rart også at opnå accept fra et andet kompagni. Jeg kunne også tænke mig at undervise i Bournonville. Den klassiske ballet og teknik ligger mig meget på sinde.«

Trods sin klassiske uddannelse har hun bemærket de nye bølger vestpå. Ovre i Holstebro danser Peter Schaufuss Ballettens korps Elvis og Beatles musik for fulde huse. »Den form for dans egner jeg mig slet ikke til. Det er ikke min stil, og jeg vil slet ikke være god til det. Men han gør uden tvivl noget godt for balletten. Han trækker nye, unge mennesker til balletforestillinger og gør overgangen fra at sidde i biografen til at sidde i teatersalen mindre,« vurderer Gudrun Bojesen.

Traditionelt trækker Den Kgl. Danske Ballets kommende forestilling også mange til. Og Gudrun Bojesen har danset "Nøddeknækkeren" massevis af gange. Blandt andet den allerførste gang hun som helt lille stod på scenen.

»Dengang spillede jeg en fed lille mus og drømte om at avancere. Dengang var det vist nok mest på grund af kostumerne. Jeg drømte om at optræde i Claras drøm af en tyl sag.«

Så sandelig er den lille mus vokset sig til en stor smuk prinsesse.

jette.aaes@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen