Britisk galskab

Glassalen, Tivoli: THE RETURN OF THE SCARLET FINGERNAILTekst og iscenesættelse: Vivienne McKee. Scenografi: Kirsten BrinkKoreografi: Michael Sandwick. Gæstespil af London Toast TheatreSidste dag 31. december

Med Crazy Christmas Cabaret er det som med Disneys juleshow i fjernsynet: Vi ved præcis, hvad vi får, og det er derfor, vi glæder os og nyder det. Det er forventningens og genkendelsens glæde i ét, let krydret med forundringen over endnu en tilbagevendende tradition - en forestilling på tre timer, der er tre kvarter for lang. Så er det sagt - igen - og det bliver åbenbart ikke anderledes. Juletradition eller uskik.

Årets forestilling, den 19. i rækken, byder på et gensyn med en af figurerne og historierne fra en tidligere opsætning, den røde pimpernel - her The Scarlet Fingernail - som sender os direkte ind i den franske revolution, hvor ingen bliver skånet, hverken aristokraterne eller publikum. Op på scenen med dem og hovedet af, mens aftenens skurk, borger Chauviniste, jager manden, der redder adelen fra guillotinens skarpe kniv. Først i Frankrig og derpå i England.

På pub

Det er Frankrig, den er gal med. Forestillingen er for længe om at komme op i omdrejninger, vittighederne er for adspredte. Men så lander vi i England, først i pubben "The Cock & Swallow", siden hos lord Ponsonby Twit på godset Twat, hvortil borgerne Gaston og Babette Bidet og adelsfamilien de Pommes Frites har søgt tilflugt.

Og mens tempoet stiger til det halsbrækkende, falder vittighederne og ordspillene som de skal. Vandede, sjofle og satiriske i tæt blanding, mens vi hurra'er og buh'er ad helten og skurken som det gode, trofaste og loyale publikum, vi er. Her er fællessang og tumultagtige scener, mænd i dametøj, utallige for- og omklædninger, ko- og mimik så alle, også dem på de billige rækker, kan være med. Det hele præsenteret med veloplagt energi af hele det charmerende hold med Vivienne McKee i spidsen.

Så alt er ved det gode gamle, hvilket for de mange tusind kendere og elskere af Crazy Christmas Cabaret nok er den bedste anbefaling, man kan give denne herlige og absolut juleløse britiske julespøg.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen