Sandmandens genkomst

Hvad blev der egentlig af Allan Vegenfeldt, forsangeren i The Sandmen. Svaret er, at han har været optaget af murerarbejde og småbørn, men nu er han tilbage med en soloplade.

Ray Dee Ohh, Linnet, Helmig og mange flere endnu.

Der var så ufattelig meget ekstrapoleret saltstangpop, at rødderne næsten fik luftvejskvaler af påstået fed, fed lykke og fnuller fra Pringletrøjer.

Men dengang, i 1980'ernes sene halvdel, havde de rastløse gudskelov The Sandmen.The Sandmen spillede sumpet rhythm & blues, og ud over en groovy vokal, besad forsangeren Allan Vegenfeldt den heldige egenskab, at han, når han ikke besøgte beskidte galakser på tjald og det der var værre, så så godt ud, at det aldrig blev svært at overbevise kæresten om, at koncertbilletten var pengene værd. "Western Blood" og "Gimme, Gimme" var svedige udgivelser, der bragte bandet til klubber i New York og Los Angeles, og med "Sleepyhead" fra 1992 fik gruppen et bredt hjemligt gennembrud - godt 80.000 eksemplarer solgte albummet med hittet "Five Minutes Past Loneliness".

Men pludselig gik noget galt. Opfølgeren "In The House of Secrets" floppede, og i februar 1995 splintredes et af landets bedste orkestre. Siden forsøgte Allan Vegenfeldt sig i Nerve, en flimrende konstellation bygget på ruinerne af The Sandmen og et andet københavnerband, Excess Bleeding Heart. Projektet blev dårligt modtaget, og kendsgerningen var da også, at medlemmerne hele tiden søgte hver sin musikalske retning. Nerve blev opløst i 1997, og med undtagelse af en række optrædener med fritidsbandet Chosen Few har Vegenfeldt forholdt sig tavs i fire år. Hvis dommer Hornslet kunne lide rock, ville han givetvis kalde den udvikling »overordentlig kritisabel«.

Men nu bryder Vegenfeldt stilheden.

I går udkom solopladen "Free Your Mind" på Midget Records, og det er den, der er årsag til, at den nu 37-årige sanger har bænket sig til interview på Færgecaféen på Christianshavn. Vegenfeldt er tilbage i den branche, han var dødtræt af, men trods fraværet ligner han fortsat en rockstjerne. Det man får, hvis man dividerer Bobby Gillespie fra Primal Scream med Danmark - og lægger et kilo ydmyghed til resultatet.

Sandmen

Inden vi begynder at tale om den aktuelle plade, må vi en tur omkring The Sandmen. Hvad var problemet? Hvorfor eksisterer de ikke, når Sort Sol og D:A:D stadig gungrer rundt derude.

»Sandmen begyndte oprindelig som en undskyldning for at holde fest, men vi fik jo en del medgang med tiden, og så kunne vi ikke være andet bekendt, end at forsøge at give folk en god oplevelse hver gang. De havde betalt for at se os. Vi fjernede os bare gradvist fra udgangspunktet, og det hele blev til sidst pakket ind i sure kommercielle forpligtelser. I stedet for at være glade i låget, blev vi sure i låget,« forklarer Allan Vegenfeldt og skænker et glas porter.

»Set i bakspejlet kan jeg se, at vi skulle have indlagt nogle længere pauser fra hinanden og arbejdet, men hva' fa'en, sådan var det. Det er ikke noget, jeg har dårlige følelser omkring i dag. Det er bare en fed ting, der ligger. Men jeg var ked af det, da det skete. Det var oppe i Oles (Wennike, red.) lejlighed ikke så langt her fra, kan jeg huske.«

Frontfiguren er ikke helt opdateret på den øvrige besætnings tilværelse.

»Ole arbejder i Danmarks Radio. Det må være et drømmejob for ham. Han var jo samler, og han kan sikkert godt få tiden til at gå med at kigge på plader i arkiverne. Det sidste jeg har hørt om Sam (Mitchell, red.), var, at han tog til Tyskland for at spille blues, men jeg ved ikke, hvordan det er gået, eller hvordan han har det. Michael Rasmussen er stadig musiker. Han skal med, når jeg tager på turné.«

Dagligdagen

Selv har Allan Vegenfeldt været optaget af at få en roligere dagligdag til at fungere. Han har to unger og knokler dagligt som murerarbejdsmand.

Modsat Ole Wennike droppede han aldrig musikbranchen officielt, det var snarere den, som droppede ham. Til gengæld fik han tid til at ordne sin liebhaverbåd, en ældre Coronet, som vist nok sejlede familien ned i øhavet omkring Langelandsfestivalen denne sommer. Åh Abe, hvad skete der?

»Efter Nerve-perioden talte jeg med nogle pladeselskaber om et par ting, men det var sgu' ikke fordi, der var så vildt meget bud efter mig. Jeg siger ikke, at man ikke skal satse fuldt ud, men der kommer også en grænse for, hvor meget man tigger og beder om at få lov til at blamere sig. Mit problem er, at jeg ikke kan komponere. Jeg kan ikke gå op til et selskab og klaske færdigt materiale på bordet. Jeg er afhængig af folk, der kan skrive gode sange, og da jeg ikke havde fundet de rigtige og selskaberne i øvrigt ledte efter en afløser for Aqua, så skete der ikke rigtig noget. Jeg ved ikke, jeg kunne måske også selv have været mere tjekket med nogle ting. Omvendt er jeg sikker på, at det har været godt for familien at holde tingene lidt i ro, og jeg betragter da også bare det nye projekt som et krydderi påen tilværelse, jeg ellers er tilfreds med.«

Kim Hyttel

Under keramiklampen, mellem Vegenfeldts skamtatoverede arme, ligger CD'en med hans kontrafej på coveret.Historien om MTV-klingende "Free Your Mind" går tre år tilbage, da produceren og sangskriveren Kim Hyttel bosatte sig på Christianshavn, hovedstadens smalstrædede arbejderland af en bydel, hvor så godt som alle kender hinanden. Hyttel, dertidligere havde mødt sandmanden "i branchen", men også privat gennem Sort Sols Steen Jørgensen, kunne pludselig ikke længere få billedet af den danske rockscene til at hænge sammen. Han boede kun 300 meter fra Vegenfeldt, og det irriterede ham, at han hvermorgen så nationens bedste sanger forklæde sig som murer.

Så for knapt halvandet år siden stoppede produceren Vegenfeldt i Prinsessegade og spurgte, om karrieren ikke burde genoplives. Han tog i mod tilbuddet, og da begyndte arbejdet, der først og fremmest foregik i Hyttels ny studie på en pram i kanalen ved Bådsmandsstræde.

»Kim har jo været i branchen i mange år, og studiet på båden var ligesom også hans måde at revitalisere sig selv og sit arbejde på. Du ved, hvis han skulle fortsætte, så ville han også gerne opleve forandring. Vi arbejdede meget og med mange forskellige mennesker, det var rimelig hårdt,fordi jeg også skulle passe familie og fuldtidsarbejde. Bag det endelige produkt står Kim Hyttel, Anders Heiberg, Stig Larsen og jeg selv,« forklarer Allan Vegenfeldt.

Første resultat af samarbejdet blev titelmelodien til Erik Clausen-filmen " Slip Hestene Løs". Nummeret skabte en del hjemlig morskab, da naboens datter, ungernes legekammerat, gav udtryk for, at Vegenfeldt lød som Peter Belli. Og da tøsen rent faktisk har arbejdet med Belli i filmen "Flyvende Farmor", var holdningen svær at afvise.

»Ja, den kan jeg ikke løbe fra, men bortset fra det, så er der ikke noget i vejen med Peter Belli. Han er en god sanger,« siger Vegenfeldt.

Nå, tilbage til albummet. Er han tilfreds?

»Vi sigtede egentlig på et mere poppet album, men tingene tog en anden drejning i processen. Det her rockede udtryk af engelsk tilsnit ligger mere til mig. Men jo, jeg er glad for resultatet,jeg har bare svært ved at danne mig et indtryk af, hvordan den bliver modtaget. Jeg har blottet mig lidt, og det er aldrig sjovt at blive udråbt til en kæmpe klovn, som jeg oplevede det med Nerve. Jeg skal turnere som opvarmning for D-A-D, det er det, jeg glæder mig mest til. Det er en fed chance, og det bliver sjovt at komme ud at spille igen. Alt det her med at sidde og snakke om sig selv, bryder jeg mig ikke så meget om. Når man har gjort det en hel dag, forsvinder proportionerne. Det virker skide selvhøjtideligt og latterligt, men hvis man vil have nogen til at lytte til pladen, må man selvfølgelig fortælle, at den er der.«

Vegenfeldt spiller den 26. november i Vega, og mellem jul og nytår står den på koncert i København, Århus, Aalborg og Odense. På repetoiret kommer også gamle Sandmen-sange, hvilket ikke er så underligt, når halvdelen af gruppen er samlet.

»Jeg vil nyde det, mens det står på, men meget har ændret sig, siden Sandmen var fremme. Musikken har slet ikke den der kulturbærende kraft, den havde tidligere. I dag ligger interesserne andre steder, for eksempel omkring stand-up-komikere, Casper Christensen og hans tæskehold. Reality-TV er et andet fænomen, de unge dyrker. Jeg forstår det ikke helt, men det er ok. Jeg konstaterer bare, at der ikke er den levende alternative musikscene i København, som der var tidligere med Saga, Saltlageret, Barbue, Stengade, Ungdomshuset, Rockmaskinen og så videre. Men egentlig var musikken også lidt i krise, da vi kom frem dengang. Da var der også sådan en formel, alting blev lavet efter, og sammen med især Sort Sol og D-A-D var vi en reaktion på det. Det er som om, det hele bare har taget en omgang. Så mange år senere er det stort set de samme orkestre, der udgør alternativet til det polerede. Uden at lyde højrøvet, så er det sgu' da mærkeligt, at der ikke er kommet nogle, der for alvor har vippet os gamle travere af pinden.«

Han har ikke mere end sagt det, så nedtoner han forventningerne.

»Nej, der kommer nok bare to ludere og en lommetyv. Hva' fanden, jeg er indstillet på at spille for dem. Men skulle der komme flere, og skulle man sælge en million plader i udlandet, så ok altså. Jeg forventer bare ikke noget, og jeg kender systemerne godt nok til at vide, at jeg både bank og ros i aviserne, når pladen udkommer. Så har jeg da én fordel frem for eyeQ.«

michael.enggaard@jp.dk

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen