Hellere død end rød(strømpe)

Tidens unge kvinder vil for alt i verden ikke være feminist-monstre. Men det gør dem til lette ofre for nyskabte idealer om kvinden, der på én gang skal gøre karriere, være lækker sild og supermor. Det mener kvindeforkæmperen Suzanne Giese, som med bekymring ser sine døtres generation segne under ambitionerne.

Er det vor tids drøm om kvinden, vi ser på forsiden af Suzanne Gieses bog? Og er det i så fald mænd eller kvinder, der drømmer om hunkøn med rovdyrblik og pornopink?

Det er i hvert fald en autentisk reklame for parfumen Hot Couture, venligst stillet til rådighed af firmaet Givenchy. Vi har dog ikke en ny Fay Weldon-sag. Suzanne Gieses bog er ikke sponseret af parfumeproducenten, og der er absolut ingen product placement på bogens 347 sider.

Men reklamer som denne og mange andre af samme skuffe er én af årsagerne til, at Suzanne Giese røg til tasterne og skrev den bog om kvindeidealer og feminisme i tre årtier, som udkom forleden.

I det første af de tre årtier, 1970erne, kæmpede kvinderne for frihed og lighed, og Suzanne Giese var med i frontlinien. I 80'erne havde kvindebevægelsen nået nogle af sine mål, men der var optræk til yuppie-tider, Hollywood glamour og blonde-bh'er. Og i 90'erne kom et regulært tilbageslag for feministernes kvindeidealer, skriver Suzanne Giese. Moden, reklamen, filmen og fjernsynet blev yderligere seksualiseret, og markedets kommercielle udnyttelse af kvindekroppen nåede nye højder. Samtidig blev Moderskab skrevet med stort M.

Og så var der lige en ting mere, som fik Suzanne Giese op af stolen. Den kommer her:

»Da jeg for et par år siden hørte unge, veluddannede kvinder sige, at de ville gå hjemme og passe hus og børn, fik jeg et chock: Hvad ER det her for noget? Hvad er det, vi har kæmpet for? Samtidig skete der en utrolig dæmonisering af feminismen. Jeg hørte unge kvinder udtale sig skråsikkert om rødstrømperne som "feminist-monstre".«

»Men når jeg snakkede med dem, viste det sig, at de ikke anede en brik om, hvad der skete dengang. De har ingen historisk bevidsthed, ingen viden om den mest dynamiske periode i kvindernes historie og den mest succesfulde græsrodsbevægelse i det 20. århundrede. Derfor besluttede jeg mig for at fortælle om udviklingen i de tredive år.«

»Der kører to spor i samfundet i dag«, fortsætter Suzanne Giese. »Det pæne, officielle spor, som hedder ligestilling mellem mand og kvinde. Det får vi da i stadig højere udstrækning, og vi har dygtige, kvindelige politikere, som kæmper for sagen. Men ved siden af kører et andet spor med et sort og primitivt kvindesyn, der grænser til pornoficering. Reklamer og medier viser os ustandseligt stønnende, småliderlige, letpåklædte, ophidsede modeller. Det er en besynderlig skizofren verden, moderne kvinder skal leve i.«

»Antallet af reklamefinansierede tv-kanaler er vokset voldsomt i de sidste ti år, så den slags billeder fylder mere og mere i vores liv. Men jeg vil godt pointere - det er man nødt til for ikke at blive stemplet som sexforskrækket og puritansk - at det er jeg altså ikke!! Men reklamer sælger ikke kun varer. De sælger også livsstil og sætter nogle idealer, som går ind og påvirker unge, ubefæstede sjæle. Og jeg synes det er bemærkelsesværdigt, at billedet af kvinden som lækker "sild" kommer igen så få år efter en stor kvinderevolution.«

Har du nogen idé om hvorfor?

»Måske for at berolige mændene. Jeg har en fornemmelse af, at de mange, meget dygtige, selvsikre kvinder, der er på arbejdsmarkedet i dag, skræmmer mændene som ind i helvede. Det kan være, at den kønsstereotyp, hvor man klæder kvinder af og får dem ned på knæ, virker beroligende på dem. Mænd har altid været bange for dygtige kvinder, og det er åbebart ikke gået over endnu. Ligesom det heller ikke er gået over, at kvinder bliver vurderet på deres ydre, før de bliver vurderet på, hvad de kan.«

»DET er noget af det mest undertrykkende. Vi skal da ikke alle sammen rende rundt og være fotomodeller og sammenligne os med det kødmarked, vi ser i medier og reklamer. Derfor spørger jeg også et sted i bogen: Er medier og reklamer gået hen og blevet kvindernes værste fjende? Jeg vil ikke uden videre svare ja. Men jeg vil godt rejse spørgsmålet.«

Kultur versus natur

Kønsidentiten produceres i højere grad kulturelt end hormonalt, skriver Suzanne Giese i bogens anden del, der bl.a. handler om moderskabet. Som eksempel gør hun rede for, hvordan overklassens kvinder i 1700-tallet overlod deres børn til ammer og barnepiger eller ligefrem lod småbørnene sætte i pleje på landet. Først da franskmanden Roussau med bogen "Émile eller om opdragelsen" i 1762 gjorde sig til talsmand for en "naturlig" opdragelse hjemme hos moderen, begyndte man at dyrke moderkærlighed og moderskab som ønskværdigt for både samfundet og menneskeslægten.

Men den største forskel på mænd og kvinder er vel, at kvinder føder børn og er mere knyttet til dem, når de er små? Er det ikke "hormonalt"?

»Jo, det er da. Men det handler også om sociale konventioner. I dag er der tendens til, at man siger: Moderen er meget tættere på barnet. - Ja, så længe det er helt lille, det første halve til trekvarte år, hvor man ammer osv. Når ammefasen er overstået, kan fædrene godt træde til. Men de unge fædre, der i dag tager tre måneders barselsorlov anser stadig sig selv for at være pionerer. Og på arbejdspladserne tænker man stadig: En mand, der prioriterer på den måde, er nok ikke ude på at gøre karriere.«

»Samtidig er der kommet en negativ biklang i ordet "karrierekvinder". Men hvad er karrierekvinder? Det er os alle sammen, for vi arbejder jo alle sammen. Det vi bruger en stor del af vores liv på, sætter man nu op som en modsætning til de kvindeidealer, der pludselig er kommet på mode: den gode, varme, omsorgsfulde mor, der bliver hjemme og passer barnet og servicerer manden, så han kan blive længere på sit arbejde.«

Endeløse forventninger

»En undersøgelse foretaget af Børsens Nyhedsmagasin i 2000 viste, at 211 direktører - heraf 201 mænd - alle sammen arbejdede over 55 timer om ugen, og tog arbejde med hjem i aftener og weekends. De bliver jo rollemodeller for unge mænd, der gerne vil til tops.«

»Der er en klar tendens til, at kvinder, der får børn i dag, bliver længere hjemme og har større samvittighedskvaler over at begive sig tilbage til jobbet. Det gør dem selvfølgelig vildt frustrerede, når man forventer, de skal være mødre på samme måde, som vores hjemmegående mødre var det i 50'erne og 60'erne.«

»Unge kvinder bliver væltet af deres egne ambitioner, fordi de ligger tykt i luften, at de skal være super til det hele. De skal lave mad som de bedste kokke. Hjemmet skal stråle og være indrettet efter sidste mode. Børnene skal have, jeg ved ikke hvor megen omsorg og opmærksomhed. På arbejdspladsen er de perfektionister, og da de også vil være lækre sild, skal de lige nå ned og træne i motionsklubben. Det er ENDELØST, hvad man forlanger, forventer og hylder af kvindeidealer i dag, og jeg synes det må være ræd-sels-fuldt at skulle leve op til alt det. Jeg synes faktisk, det er ved at blive farligt.«

»Når de så samtidig ikke vil være brokmostre og rødstrømper, for dét er det værste, så forlanger de alt for lidt af deres mænd. For skilles vil de jo heller ikke. Det er også det værste.«

Gør en kvinde usikker

Hvis det er så galt, hvorfor kommer der så ikke et nyt kvindeoprør?

»Det er et godt spørgsmål.«

Suzanne Giese har imidlertid ikke noget svar på det. Vi taler lidt om, at kampen i 70'erne åbenbart ikke har gjort livet lettere for vores døtre. Vi taler også om, hvor de nye idealer og forventninger til kvinderne kommer fra. Der er ikke nogen entydig forklaring, men Suzanne Giese siger på et tidspunkt:

»Jeg synes, der har været en kolossal hetz mod børneinstitutionerne i 90'erne. For nylig udtalte en ny psykolog - der er jo en endeløs række af disse psykologer, der mener alt muligt om børneinstitutioner - at det nærmest er livsfarligt for barnet, hvis moderen forlader det de to første år. Man tager sig da til hovedet! I 70'erne sagde man det stik modsatte. At børn ikke havde godt af at gå hjemme hos mor. De skulle ud og stimuleres, være sammen med andre børn. Men når de unge ikke har historisk bevidsthed, har de ikke noget sammenligningsgrundlag og tager en hvilken som helst ekspert-udtalelse for gode varer.«

»Men de hidser også hinanden op. Jeg hører i hvert fald, at hvis man gerne vil ud og arbejde igen, når barnet er 8-9 måneder, så melder forargelsen sig i mødregruppen. Det er ikke velset længere.«

Er det især på grund børnene, at kvindens stilling, graden af lighed og frihed bliver ved med at bølge frem og tilbage?

»Ja, dét og seksualiteten. På de to områder kan man altid ramme kvinderne, gøre dem usikre og få dem til at ændre retning i forhold til, hvad de hver især gerne vil med deres liv.«

marianne.juhl@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen