Kulturkronik: Opera på det høje C

Operakunsten har aldrig haft det bedre herhjemme. Et nyt operahus er på vej i København, og i Århus viser erhverslivet sin store interesse i at hente sangere på verdensplan hertil. Naturligvis er alt ikke godt, men mulighederne er der.

Operaen har det godt. Man ville være et skarn, hvis man sagde andet. Også erhvervslivet har opdaget, at genren er så populær som nogensinde. Så det må jo passe.

Man kan desuden glæde sig over, at denne popularitet er bredt favnende. Opera kan være en udsøgt kunstart, som henvender sig til en mindre kreds af indforståede, men den kan også have en elementær kraft af følelser, som går direkte ind hos næsten alle. Det skal blot opdages! Mange tror endnu, at opera enten er for en elite eller noget uforståeligt skrål.

Den store tilskuerinteresse landet over er et tegn, og erhverslivets stigende interesse for at gå ind i et aktivt samarbejde med operainstitutionerne er et andet på, at operaen er ved at blive hentet ned fra sin piedestal og forvandles tl den folkekunst, som den også er.

Den er folkelig, netop fordi den med umiddelbar kraft byder på de store stærke og rene følelser, som vi alle kender til.

Operaen har det ekstra godt i denne tid. København venter endda på sit nye og tiltrængte operahus, og i Århus er man klar til at spise kirsebær med Metropolitan Operaen i New York og spille "La bohème" med en besætning, som aldrig høres bedre på selv de rigeste verdensscener.

I begge tilfælde er sponsorer afgørende med inde i billedet. Der ville ikke komme et operahus i København eller blive budt på verdenssang i Århus uden erhvervslivet.

Det har nogle herhjemme besynderligt nok ondt af. En anset avis som Frankfurter Allgemeine Zeitung har endog haft en leder om vort lille land, hvor politikere har ondt ved at modtage et operahus af en skibsreder og arkitekter vanskeligt ved at forstå, at skibsrederen tilmed vil vælge sin arkitekt selv.

Men griner verdenspressen end af det danske "man skal ikke tro, at man er noget"-syndrom, så er den danske operascene nu højt respekteret i udlandet.

Det Kgl. Teater er igen kommet i det internationale søgelys efter en række fremragende nye opsætninger, for eksempel af Richard Strauss' "Capriccio" og nu "Salome", begge med internationale danske sangere i hovedpartierne. Det Kgl. Teater har også en operachef, der har originale ideer som instruktør og har præsenteret en fantasifuld og flot indstudering af et moderne hovedværk som Ligetis "Den store makabre", og som i forrige sæson havde mod til at sætte Verdis "Maskeballet" op i en provokerende indstudering.

erfor har tidens mest betydningsfulde operainstruktør Peter Konwitschny da også vist interesse for at sætte en opera op i det kommende operahus.

Det er nye tider. Operaen har det godt, men det høje C klinger ikke op i himlen. På Kongens Nytorv skal man passe på hverdagen. Der har på det seneste været et par genopsætninger, som ikke har holdt premiere-niveauet. Nye sangere er tilsyneladende uden fornøden vejledning kommet ind i opsætninger, som er for specielle til at fungere med omrejsende operasangere. Et operahus måles ikke blot efter kvaliteten af premierefesten, men også af operahverdagen.

Den Jyske Opera blev internationalt anerkendt med Wagners "Ringen" på et tidspunkt, da opførelser af Wagners store værk var sjældne ude omkring. I Århus blev Wagner fulgt op med en anden Richard, nemlig Strauss. Desværre holdt det store publikum fra Wagner, som nu er vendt tilbage til Puccini, ikke ved.

Erhvervslivet, der støttede Wagner, og som nu er med til at hente operaens drømmepar til Århus, stod af, da det gjaldt den mere ukendte Strauss. Naturligvis er verdens førende operapar mere interessant at beskæftige sig med for erhvervslivet end ukendte mesterværker.

Men stor og nødvendig operakunst omfatter både verdenssangere og nye værker og moderne opsætninger.

Operaen har det godt, men man må håbe, at såvel det brede publikum som det påbegyndte samarbejde mellem Den Jyske Opera og erhverslivet i fremtiden vil være med til det hele. Det vil kunne udvikle sig i en ring til alles fordel.

john.christiansen@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen