Det skal siges igen

Musikhuset Aarhus: TEDI PAPAVRAMIAarhus SymfoniorkesterDirigent: En ShaoGentaget i Herning

Det er sagt før, men det må gøres igen: Der skal ske noget ved Musikhusets akustik, som ikke er god til orkesterkoncerter. Det kan ske inden for en rimelig økonomisk ramme, uden at det går ud over lyden til andre slags arrangementer.

Det er synd for en gæstedirigent, som ikke kender de specielle lydforhold, og som ikke får tid til at sætte sig ind i dem, fordi orkestrets første prøver foregår i en anden sal med andre akustiske forhold. Som nu i torsdags, da man for eksempel kunne se på de dejlige damer i træblæsergruppen spille, uden at man altid kunne høre dem.

Den mest overskuelige helhedsklang fik vi i uropførelsen af Peter Bruuns orkesterværk "Månevand skinner". Bruus Bruun kendte nok akustikken. Det er rigtigt, som man kunne læse, at Bruun er sin egen, hverken speciel modernistisk eller traditionel. Han har udnyttet den romantiske orkesterbesætning godt i sit tredelte værk, som er bygget over Bruuns egne linjer: "Månevand skinner - alt i én bevægelse - vandmåne bølger." Det skildres ikke direkte i musikken, men de former værket med dets roligere, næsten eksotisk virkende ydersatser med interessante melodisk-harmoniske virkninger omkring den længere mellemsats, hvor "alt er i én bevægelse." Den kinesiske dirigent En Shao syntes at have godt tag i værket, der klang flot og klart.

Det gjorde Saint-Saëns' tredje violinkoncert ikke, men her må komponisten tage ansvaret for den uspændende orkestersovs. Til gengæld var der en dejlig albansk solist i Tedi Papavrami, som spillede intenst og afslappet og med brede legato-strøg. Han skal være meget velkommen igen.

En Shao elskede Brahms' anden symfoni, og hans glæde smittede tydeligt af i salen. Balanceproblemer var der dog, vertikalt (orkesterbalancen) som horisontalt (afvejningen af temamaterialet).

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen