Redelig tenordebut

Det kgl. da. Musikkonservatorium: DEBUTKONCERTTenor: Thomas PræstegaardKlaver: Christen Stubbe Teglbjærg

Largamente (bredt) står der hen over den klimatiske frase i Sibelius-sangen "Svarta rosor". Komponisten giver altså sin sanger lov til at tage lidt mere tid end selve nodeværdien foreskriver på det høje A, som er sangens absolutte højdepunkt. Men debutanten Thomas Præstegaard ville helst skynde sig forbi toptonen, og så skal man nok slet ikke synge denne sang. For uden sit klimaks duer den ikke til voldsomt meget.

Også koncertens indledende afdeling tydede på, at debutanten ikke har været ordentligt rådgivet eller måske har insisteret på et uklogt programvalg. Det var tre sange af Beethoven, hvoraf både den første og den sidste ligger så ubehageligt, at man skal være en Fritz Wunderlich eller i den klasse for at indlede en koncert med dem. Resultatet udeblev ikke. Det høje A (der var det igen!) i den afsluttende "Neue Liebe, neues Leben" nåede debutanten aldrig i nærheden af.

Præstegaard stillede også op med tre store sange af franske Henri Duparc. Men præcis som sidste uges sangdebutant ville han have været bedre tjent med en afdeling Fauré. For dér er det langt nemmere at finde sange, hvor vi tilhørere ikke behøver fornemme, at sangeren er ved at blive bange.

På plussiden talte hans smukke lange fraser i det første ekstranummer, Serenaden fra "Der var engang". Dem havde vi allerede hørt antydninger af i Tjaikovskijs "Ved ballet" (sunget på russisk!), hvor han faktisk også viste sig at have tyste nuancer til rådighed i højden.

Der er noget meget redeligt ved Præstegaards indstuderinger og hele fremtræden. Man bliver ikke irriteret på ham, når noget ikke lykkes. Snarere ked af det på hans vegne. Som aftenen skred frem, sang han også mindre spændt, mere nuanceret. Så der er et grundlag at arbejde videre på. Men indtil videre har han det nok bedst som operasanger eller orkestersolist. For selv et så relativt kort lied-program som debutaftenens klæder ham mere af, end han er tjent med. Og hvad Præstegaard end er, så er det vist ikke ekshibitionist!

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen