Kupfilm med fine fonemmelser

THE SCOREInstruktør: Frank OzUSA 2001Længde: 2 timer og 5 minutterPremiere i 12 biografer landet over

Som titlen antyder, er "The Score" en kupfilm, men modsat de fleste film i denne undergenre, hvor action er en hovedingrediens, så vil "The Score" gerne være noget mere, og med hovedroller besat med skuespillere (ikke kun store navne!), er der på forhånd lagt op til, at filmen er noget usædvanligt.

Desværre lever den ikke op til de forventningerne.

Uforståelige scener

Det skyldes fortrinsvis manuskriptet, der synes at stræbe efter at være "finere" end den sædvanlige action-film, så der er sekvenser, hvor "The Score" er så opsat på at være autentisk, at mange scener ender i det langtrukne, som f. eks. når filmens hovedperson skaffer sig adgang til Canadas bedst bevogtede rum for at stjæle et uvurderligt fransk scepter, som en hæler mener at kunne afsætte for 30 millioner dollars

Der er også scener, som skal få os til at sympatisere med hovedpersonen - uanset hvor meget tyv han end er - og det virker af og til ganske uforståeligt, for han er jo ikke andet end en gemen egoist, der stjæler udelukkende for egen vindings skyld. Medmindre man da skal se det som en slags ideel holdning, at han vil bruge pengene på at drive sin jazzrestaurant ordentligt, hvad der i hvert fald gør, at vi får et par korte (alt for korte) scener med først sangerinden Cassandra Wilson og siden pianisten og bluessangeren Mose Allison.

Men ellers er der er ikke tilløb til f. eks. at forlene tyveknægten med robinhoodske idealer om at stjæle fra de rige og give til de fattige. Ej heller er der, som f. eks. i Bressons "Pickpocket", noget metafysisk over tyveriet som erhverv. Og det er en således manglende problematik, som der er god tid til at filosofere over, mens man ser filmen, for scener, der burde rumme medrivende spænding, ender alt for ofte i det intetsigende, det ligegyldige.

Men selvfølgelig er der øjeblikke i filmen, der fængsler, for sådan må det selvfølgelig være, når tre generationers fremtrædende skuespillere er sat til at levendegør historien.

Brando uden karisma

Marlon Brando, måske halvtredsernes største skuespiller overhovedet og generelt en af filmkunstens største, skøjter igennem sin rolle som mellemmand med antydninger af at ville levere en variation af Robert Morleys Fat Man fra "Ridderfalken", men præstationen er uengageret og uden den karisma, der tidligere kunne forsone os med en Brando, der ikke gad andet end deltage for at hente en fed check.

Robert De Niro præsterer gedigent håndværk som tyven, men som det så ofte i de senere år har været tilfældet med denne begavede skuespiller, er der ikke noget inspireret over spillet. Og Edward Norton, måske den teknisk mest velfunderede blandt de unge skuespillere, der i det sidste tiår er kommet til, lever nogenlunde op til sit talents renommé.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen