De gad knapt nok at stå på scenen

Trods nostalgitrip lykkedes det aldrig The Smashing Pumpkins at nå fortidens højder.

Artiklens øverste billede
The Smashing Pumpkins var længe ventet, men skuffede på Heartland Festival. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

ROCK

THE SMASHING PUMPKINS

GREENFIELD STAGE

Lørdag

Nu er de tilbage! Vi har hørt det så mange gange, og det holder aldrig. Slet ikke på plade. Uanset hvem forsager, Billy Corgan, smadrer græskar sammen med i studiet, så kommer pladerne med The Smashing Pumpkins tilsyneladende aldrig op på niveau med mesterværkerne “Gish” (1991) og “Siamese Dream” (1993).

Live er bandet heller ikke, hvad det var i 1990’erne - det beviste Billy Corgan & co. i et hæsligt, buldrende lydbillede lørdag aften. Bandet stillede ellers op i næsten original opsætning. Kun bassist, D’arcy Wretzky, var fraværende, og skal man dømme efter mudderkastningerne i musikpressen, så forbliver det sådan.

Men guitarist, James Iha, er tilbage, og hans aftryk er helt essentielt for The Smashing Pumpkins, hvilket også kan siges om trommeslager, Jimmy Chamberlain, som ellers blev fyret fra The Smashing Pumpkins i 1996, da han og bandets løst tilknyttede keyboardspiller tog en overdosis heroin, og sidstnævnte gik hen og døde af det.

Decideret imødekommende kan man næppe slippe af sted med at kalde den kappeklædte Billy Corgan

Chamberlain røg ud af bandet og på afvænning. Han udgav i 2005 en soloplade med den sigende titel “Life Begins Again”, og på Heartland Festival skulle han tromme de gamle hits ud over scenekanten. Det lykkedes alt for sjældent. Samspillet var til at overse, musikerne skuttede sig i kulden og så ud som om, at de ønskede sig langt væk fra scenen.

Decideret imødekommende kan man næppe slippe af sted med at kalde den kappeklædte Billy Corgan, som konstant kæmpede med stemmen og viste gennemslagskraft ganske få gange - under præsentationen af klassikere som “Cherub Rock”, “Disarm” og “Today”. Det var langt fra nok.

Det var svært at få øje på spilleglæden i The Smashing Pumpkins Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Forventningerne var store, da The Smashing Pumpkins tidligere på året meldte sig klar med et 10. studiealbum “Shiny And Oh So Bright Vol. 1 / LP: No Past. No Future. No Sun”, hvor kreativiteten desværre synes at være begrænset til den kryptiske titel. Skal man endelig rose bandet efter den løse seance på Fyn, så må det være for at levne den plade meget lidt plads og istedet forsøge sig med et nostalgitrip.

Bedre end Roskilde

ROCK

INTERPOL

GREENFIELD STAGE

Lørdag

Paul Banks og resten af det kuldslåede New York-ensemble Interpol havde også noget af bevise på Heartland Festival. Vi måtte nøjes med en lunken forestilling på sidste års Roskilde Festival, men på Fyn var der noget fandenivoldsk over bandet. Måske er det den skramlede lyd på den ellers let forglemmelige, aktuelle ep “A Fine Mess”, der er resulteret i ny spilleglæde. Der er stadig håb for Interpol, som - sammen med The Strokes - fungerede som et af de bedste nye, amerikanske bands omkring årtusindskiftet.

Interpol fra New York var mere oplagte på Heartland, end bandet var på sidste års Roskilde Festival. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Alene med en guitar

ROCK

RICHARD ASHCROFT

GREENFIELD STAGE

Lørdag

Richard Ashcroft er en glad mand. Nu tjener han endelig penge på hittet “Bitter Sweet Symphony”, som han og resten af bandet The Verve nød stor succes med i 1997. Nummeret bygger på en sampling fra et gammelt Rolling Stones-nummer, og forbilledernes manager sagsøgte The Verve, hvorefter alle royalties tilfaldt Mick Jagger og Keith Richards.

Sangskriverduoen har for nylig indvilliget i at overdrage rettighederne til nummeret til Richard Ashcroft, og det var som om, at sangeren - alene med sin guitar og det ganske ubesværet - leverede dét nummer med ekstra power på Heartland Festival. Kun i korte øjeblikke savnede denne anmelder The Verve-guitaristen, Nick McCabes, eminente, elektriske riff. Det akustiske udtryk klædte ham bemærkelsesværdigt godt.

Richard Ashcroft klarede sig fint alene med sin guitar. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

»Mine sange, min stemme, seks strenge, ikke noget fucking fyrværkeri...,« som han selv bemærkede.

Øvrige Verve-klassikere som “Sonnet”, “Lucky Man” og “The Drugs Don’t Work” løftede også stemning under koncerten med en af tidens bedste sangere. Man stod nærmest og glemte, at manden som pladeudgivende soloartist er faretruende tæt på at blive ligegyldig.

Larm fra en anden scene

ROCK

STEEN JØRGENSEN

HARDLAND TALKS

Lørdag

Sort Sol-sangeren, Steen Jørgensen, var også alene. Næsten. Flankeret af den gudbenådede guitarist Rune Kjeldsen gav han afpillede versioner af sange fra bagkataloget i et stort telt, som ellers var blevet brugt til såkaldte talks på festivalen. Det var ganske interessant, men oplevelsen havde været større, hvis seancen ikke var blevet forstyrret af larm fra en af de større scener.

Sort Sol-sangeren, Steen Jørgensen, optrådte solo på Heartland Festival. Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen