Ind i det jødiske

Banneret er sat op af en organisation, der arbejder for ”fairness” i nyhedsformidlingen, og Martin Krasnik, den vidtberejste mand, har sikkert set det.

Og selv om han ikke har, ved han bestemt, at Israel-Palæstina-konflikten fylder over alt og langt ud over Mellemøsten.

Shitstorm

Alligevel virker det, som om han er blevet en kende overrasket over den veritable shitstorm, i kortform en lynchning på de såkaldt sociale medier, der ramte ham, den feterede journalist, da han havde lavet et kritisk interview med den norske læge Mads Gilbert. Han er kendt som en varm støtte af palæstinensernes sag – så har vi ikke sagt for meget.

Pludselig blev Martin Krasnik, der var blevet en darling blandt de toneangivende for sit interview med Lars Hedegaard i Deadline, overhældt med ubeskrivelige kaskader af had, et målrettet had med et fælles tema: fucking jøde! Vel at mærke ikke kun fra herboende palæstinensere eller militante muslimer, men fra Hansen og Petersen, almindelige danskere, og ikke mindst fra folk, der er aktive i debatten. Uforfalsket antisemitisme i adskillige aftapninger.

Det fik ham til at tænke over sin jødiskhed, sin familie og dens historie, og det er (bortset fra det åbenlyst mere prosaiske: at smede, mens tv-navnet er brandvarmt) udgangspunktet for og rammen om den fine bog, hvor Krasnik – som i sin bog om den amerikanske drøm – uden vanskelighed får genbrugt flere af sine artikler fra Weekendavisen og samlet det til et overbevisende hele, en jødisk historie fra Danmark.

Der er en rød tråd i rejsen ind i det jødiske.

Fra polemiske betragtninger i den hede omskæringsdebat over erindringer fra Carolineskolen og sommerferierne til gribende, tragiske samtaler med vidner til Holocaust. Her bliver journalisten stille, det samme gør læseren, også når han fortæller om en mor, der tyranniserede sin svigerdatter på ganske traditionel vis – trods det, at de havde fælles erfaringer fra lejren.

Hvor tåbelige mennesker dog kan være, tænker Krasnik, og vi med – og man griber straks sig selv i den tåbelighed, som det er at tro, at man bliver et bedre menneske af at have været i kz-lejr. For Martin Krasnik bliver jødiskheden en del af forklaringen på den position, som han indtager.

Aktør i det politiske teater

Muntert og ærligt skriver Krasnik om sin barnlige journalistdrømme, fascinationen at være på, tv-mediets magi, knappen, der kan bringe ens ansigt ud i hundredtusind stuer med et enkelt klik. Og den rare, selvforvissende fornemmelse af at være genkendt på forhånd, at være nogen.

Som tv-journalist er det blevet hans varemærke at spørge og blive ved med at spørge som aktør i det politiske teater, der for længst har overskredet grænsen fra komedie til dårlig kabaret. Politik af i dag er ikke at svare på, hvad man bliver spurgt om, som Krasnik vittigt overfører til en hverdagssituation for at illustrere galskaben:

»Henter du børnene i dag, skat?«

»Jeg er meget glad for mit arbejde.«

Her er der al mulig brug for en insisterende stemme, der ikke lader sig spise af med det, som professor Frankfurt så træffende har kaldt bullshit – alle disse sætninger og udsagn, der ikke siger noget om noget, men skal signalere noget om den talende og således unddrager sig begreber om sandhed og løgn.

Kun et menneske

Her er Krasnik noget andet, og lad så være, at konstruktionen også knager, som konstruktioner har det med at gøre. Vel er Krasnik kritisk over for en Gilbert såvel som en Hedegaard, men det vil ikke kræve nogen stor hær af dokumentarister at påvise, at andre, især de almindelige pæne politikere, kunstnere og mainstream-intellektuelle, slipper lettere.

Systemkritiker er han ikke, så kunne han vel heller ikke være, hvor han er.

Og den tidligere retorik-studerende Krasnik, som ikke selv holder sig tilbage fra at klynge sine ofre op i en fodnote, slipper for let om ved det faktum, at han ved introduktionen af Lars Hedegaard under interviewet i Deadline faktisk såede tvivl om, hvorvidt der nogensinde havde været et attentat.

Nuvel, selv om man er en fucking jøde, er man også kun et menneske, det er måske netop det bedste, man kan sige om denne lille bog: Man møder et menneske og i tilgift noget så sjældent som en tv-journalist med selvrefleksion. Man er i godt og ikke bare begavet, men klogt selskab.