Til den sidste er forsvundet

Helvede: Klaus Wivels skildring af kristenforfølgelserne i en række arabiske lande er forfærdende læsning.

Artiklens øverste billede
Scene fra Kairo tidligere i år: Egyptiske kristne i optog under en massebegravelse for deres trosfæller, der er blevet slået ihjel. Klaus Wivels bog dokumenterer overbevisende den brutale forfølgelse af kristne arabere. Foto: Xinhua / eyevine
KLAUS WIVEL
DEN SIDSTE NADVER. EN REJSE BLANDT DE EFTERLADTE KRISTNE I DEN ARABISKE VERDEN
320 sider, 300 kr.
Kristeligt Dagblads Forlag
Udkommer dag
 

Noget tyder på, at Villy Søvndal ikke har anden mening med at være udenrigsminister end den at være det. I oktober 2011 spurgte journalisten Klaus Wivel ham i et åbent brev, hvordan han agtede at reagere »på de tusindvis af kristne«, der nu fordrives fra Egypten (og hele den arabiske verden). Den uanfægtede udenrigsminister nedlod sig aldrig til at svare, og den udeblivelse blev anledningen til den foreliggende, oprivende bog.

Wivel rejste nemlig ud selv for at undersøge sagen: »Jeg tog af sted for at møde kristne (...) Det er deres historie, jeg var optaget af. Jeg ville få dem til at fortælle mig, hvorfor så mange vil væk fra området. Om dem handler bogen.«

Efter endt læsning forstår man kun alt for godt, hvorfor de kristne vil væk fra Vestbredden og Gaza, fra Egypten, Libanon, Syrien og Irak, alle lande, Wivel har besøgt. For at sammenfatte bogens både deprimerende og oprørende skildringer foregår der over alt i den arabiske verden uhyggeligt bestialske forfølgelser af kristne, der har haft hjemsted i regionen i to tusinde år og i mange hundrede kunnet leve i nogenlunde tryghed – om end som andenrangsborgere.

En moderne Endlösung

I disse år er den arabiske verden et sydende helvede, der opsluger de kristne minoriteter. I de fleste lande har de længe udgjort cirka 10 pct. af befolkningen, hvis ikke mere. Nu er de ca. 4 pct., hvis ikke mindre. De chikaneres, forfølges, fordrives systematisk og udsættes for vold, grusom tortur, voldtægt, overlagte bestialske mord, kidnapninger og pengeafpresninger. Deres huse og kirker vandaliseres og brændes ned til grunden. Myndighederne er passive. Ofte er politiet delagtigt i forbrydelserne. Kun meget undtagelsesvis stilles de skyldige til regnskab. Ikke så sært, at regionens kristne emigrerer til Europa, Canada, USA, Sydamerika og Australien, så at der om 10 år næppe er én eneste tilbage i det område, hvor kristendommen slog rod ca. seks hundrede år før Muhammed. De vil være væk, rejst eller udryddet, som en moderne Endlösung!

Det er samme historie med kun vekslende former for rædsler, Wivel fortæller fra de forskellige destinationer. Men bogen har et handikap. Han er uforstående og ironisk overfor de her til lands selvudråbte eksperter på området, Jørgen Bæk Simonsen og Jakob Skovgaard-Petersen, der professoralt forflygtiger det hele og reducerer rædslerne til ubetydelige trakasserier. Selv bekender han sig som ateist og uden interesse i ideologiske eller teologiske forskelle. Det gør, at han undlader at spørge: Hvorfor? En del af – hvis ikke hele – grunden til miseren skal netop søges i forskellen mellem kristendom og islam. Og forskellen er så fundamental som forskellen på Muhammed på sin stridshingst og Kristus på sit kors.

Islam betyder hengivelse eller underkastelse. Den, man hengiver sig til eller underkaster sig, er man underlagt – man er indlemmet i ummaen (”islams hus”) og berøvet sin autonomi, mens der »i min faders hus er mange boliger«, som Jesus sagde. I dem hersker friheden: »Til frihed har Kristus frigjort os. Så stå nu fast, og lad jer ikke på ny spændes i trældoms åg,« skriver Paulus.

Ifølge islam er Muhammed, koranen og shariaen sandheden, den hele sandhed, den endegyldige sandhed, der lukker og slukker. Herefter kan intet nyt ske, og vil nogen fornyelse, er de gudsfornægtere og oprørere. Kristendommen derimod er fremtidsvendt i forestillingen om de sidste tider lysår forude. Når borgere i muslimske lande ikke vil være muslimer, fornægter de altså sandheden. Og konverterer muslimer, er de forrædere mod den åbenbarede sandhed og hjemfaldne til dødsstraf.

Vestens selvhad

Dette er en forskel, som bør mane til eftertanke, for ud af den springer Mellemøstens forbrydelser imod de kristne. Men hvorfor kommer man dem så ikke til undsætning? Fordi: »Det er meget lidt klogt at kaste sig ud i kamp for en enkelt gruppe,« som Søvndal hyklerisk har udtrykt sig, mens flere hundrede tusinde kristne mishandles. Søvndal er ellers meget emsig med mindretal og har opinionen med sig: »Vi hader os selv mere, end vi elsker næsten,« har den franske filosof Pascal Bruckner bemærket, og det vestlige selvhad inkluderer hadet til kristendommen. Derfor: Til helvede med de kristne! Og der er de, i al fald dem i de arabiske lande.

Som dokumentation af den mest blodige, brutale forfølgelse af noget mindretal i verden p.t. er Klaus Wivels bog både oplysende, oprørende og veldokumenteret læsning.

Øvrige anmeldelser fra i dag i Premium

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.