Cecilie Linds nye roman om pædofili og pigeliv er et slags brud i forfatterskabet

Jeg har anmeldt en del mærkværdige bøger i min tid, men jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op med Cecilie Linds nye bog, ”Pigedyr”. Lind, der er kendt for sin stærkt visionære og associative prosalyrik, udgiver nu en roman, der, trods dens mere lettilgængelige form, ved gud heller ikke er for fastholdere.

Der er tale om noget så særegent som en semi-positiv fortælling om pædofile forhold fra en ung piges perspektiv. I bogen følger vi fortælleren, Sara, der som 14-årig forfører/bliver forført af den lokale præst og sidenhen forelsker sig i slyngveninden Rosas far, som hun ender med at gifte sig med. I det ene øjeblik hører man om skolelivets udfordringer, i næste nu om hemmelige blowjobs under natlige venindebesøg.

Penge er mænds, mænd er vores

Men i modsætning til, hvad man måske kunne forvente, er det bemærkelsesværdigt nok ikke meningen, at vi som læsere blot skal have ondt af Sara. I bogens bekendende sprog, der skifter umærkeligt mellem en lakonisk og poetisk stil, føres vi helt ind i Saras livsverden og møder her hendes intense forelskelse i først den ene, så den anden. Der er et godt stykke til en rentonet offerskildring: »Vi er børn./ Fjortenårige roser./ Negle er torne./ Torne er våben./ Våben er smykker./ Smykker er penge./ Penge er mænds./ Mænd er vores.«