Anmeldelse: Det kan tendere til blasfemi at skrive det, men det er en fest at læse Elin Cullheds roman om Sylvia Plath, der begik selvmord

En ny bølge i skønlitteraturen er den såkaldte exofiktion. Kristina Stoltz og Christina Hesselholdt har foldet sig ud i subgenren, der er ensbetydende med, at der digtes om en reelt eksisterende person (gerne med reference til kunstnerisk virke), som når Dorrit Willumsen skriver om Herman Bang, eller Jesper Wung-Sung om maleren Vilhelm Hammershøis hustru.

Som det fremgår af undertitlen, har svenske Elin Cullhed forfattet en fortælling om den amerikanske forfatter Sylvia Plath, der skrev sig ind i verdens litteraturhistorie med romanen ”Glasklokken”. Den udkom i 1963. På det tidspunkt var hun blevet skilt fra ægtemanden, den engelske forfatter Ted Hughes, der havde fundet en yngre model og var blevet træt af Plaths beklagelser over livet i det grå og triste England.

Hudges havde øjensynlig også svært ved at håndtere Plaths skrøbelige sind; Sylvia Plath havde forsøgt selvmord, og pleje og pasning af de to små børn var ikke lige sagen for en mandlig forfatter med store ambitioner. Kort efter udgivelsen af ”Glasklokken” begik den 30-årige Sylvia Plath selvmord, og Cullheds overmåde velskrevne roman skildrer det sidste år i forfatterens liv.