Anmeldelse: Det kan tendere til blasfemi at skrive det, men det er en fest at læse Elin Cullheds roman om Sylvia Plath, der begik selvmord

En ny bølge i skønlitteraturen er den såkaldte exofiktion. Kristina Stoltz og Christina Hesselholdt har foldet sig ud i subgenren, der er ensbetydende med, at der digtes om en reelt eksisterende person (gerne med reference til kunstnerisk virke), som når Dorrit Willumsen skriver om Herman Bang, eller Jesper Wung-Sung om maleren Vilhelm Hammershøis hustru.

Som det fremgår af undertitlen, har svenske Elin Cullhed forfattet en fortælling om den amerikanske forfatter Sylvia Plath, der skrev sig ind i verdens litteraturhistorie med romanen ”Glasklokken”. Den udkom i 1963. På det tidspunkt var hun blevet skilt fra ægtemanden, den engelske forfatter Ted Hughes, der havde fundet en yngre model og var blevet træt af Plaths beklagelser over livet i det grå og triste England.