God spændingskurve, dårlig figur- og miljøtegning

Når man er færdig med selve historien i Emelie Schepps opus fem i serien om den svenske offentlige anklager Jana Berzelius, kan man, hvis man da gider, lige læse halvanden side med taksigelser.

De følger den efterhånden faste formel med tak til læsere verden over, til fagfolk, til agenter og forlæggere og til sidst til venner og familie, uden hvis kærlighed og forståelse for forfatterens vanskelige vilkår bogen aldrig var blevet til.

Den slags efterord, som i krimiens gyldne tid glimrede ved deres fravær, optræder nu næsten altid. De har to funktioner. Dels er der det helt åbenlyse, nemlig at takke alle dem, der hjalp med råd og dåd. Så er der den mere skjulte dagsorden, nemlig via taksigelserne til fagfolkene – politifolk, retsmedicinere, osv., osv. – at forsikre læserne om autenticiteten af det skrevne.

For læseren vil have en fiktion, der er solidt forankret i kendsgerninger. Det kan godt være, at plottet er ”fake news”, men omstændighederne skal være så præcise og verificerbare som i en videnskabelig afhandling.

Emelie Schepp afslutter sit efterord med at takke kernefamilien i den svenske idyl, der bakkede hende op under skriveprocessen. Men der er unægtelig nogen afstand fra rødmalede svenske parcelhuse og köttbullar til de uhyrlige begivenheder, der diskes op med i historien. Det starter med langsom drukning af kvinder, over opskæring af samme og derpå sammensyning til mytiske væsner, der bliver skyllet ud i spildevandet i Norrköping.

En af de medvirkende efterforskere bemærker på et tidspunkt: »Siden hvornår var vold blevet en attraktion?« (side 52). Dertil må man vel bare kynisk bemærke, at volden har været et centralt litterært anliggende siden de græske tragediedigtere udsatte deres tilhørere for alverdens lemlæstelser. Aristoteles, der filosoferede over samtidens græske tragedier, argumenterede for, at der i volden var indbygget en renselsesproces for tilskuerne – katharsis. I forbindelse med nutidens krimier må det vel siges med den trætte frase, at virkeligheden beklageligvis ofte overgår fiktionen.

I Schepps femte bind om Jana Berzelius er der en seriemorder på færde i den svenske provins. Samtidig spænder Janas egen personlige historie en slags bue over dette femte som over de foregående fire bind. Også denne gang med berøring med den aktuelle historie og en dysfunktionel barndom, der resulterer i pervers adfærd i nutiden.

Schepp kan konstruere et tilfredsstillende plot, men figur og miljøtegning kniber det til gengæld lidt med. Sjældent har man vel mødt så lidt spændende figurer i de centrale roller. Og så er dialogen skrevet i et så ultrakorrekt sprog, at det vel kun kan glæde en dansklærer.

Det ser ud til, at Jana er ved at komme i en alvorlig klemme. Alene den omstændighed er nok til, at vi ser frem til Schepp nr. 6, men der må gerne tilføjes lidt mere kant, som det hedder i tidens medieterminologi.