Inderligheden var i underskud hos amerikansk ensemble

Spændende med amerikansk besøg i Aarhus. Men Danmark behøver ikke at føle sig underlegen.

Artiklens øverste billede
Musikerne fra Boston Symphony Chamber Players spillede fint sammen, men ikke helt på det verdenseliteniveau, som man var blevet lovet. Foto: Stu Rosner

KLASSISK

BOSTON SYMPHONY CHAMBER PLAYERS

MUSIKHUSET AARHUS

Musik af Mozart, Beethoven, Samuel Barber og Jean Françaix

Søndag

Når et kendt kammerensemble fra USA beskrives som et af verdens førende, er det helt naturligt at have et højt forventningsniveau. Koncerten med Boston Symphony Chamber Players i Aarhus søndag blev imidlertid en blanding af skuffelse og kun delvist indfriet forventning. Måske ville det have hjulpet på helhedsindtrykket, hvis repertoiret var anderledes. På den anden side burde et ensemble på det niveau klare stort set alt med overbevisning?

Ensemblet åbnede koncerten med Mozarts velkendte obokvartet i F-dur, og det burde have været en levende og gribende opkvikker. Men det var, som om der var lagt en dæmper på det hele; der manglede udadvendthed, stærke konturer og livlighed. Godt nok bør instrumenterne omkring oboen hovedsageligt være akkompagnerende, men der må aldrig mangle smerte og livsnerve, især ikke i så inderlig musik som Mozarts. Oboen stod dejligt frem med sin piblende og perlende melodirække, men akkompagnementet var for spagt.

Med Samuel Barbers Summer Music for blæserkvintet fra 1956 fik vi et stykke nyere amerikansk musik, hvor underfundigheden tog styring. Det er, som lukker musikken sig om sig selv. Det er, som om instrumenterne konstant søger en samhørighed, der aldrig til fulde lykkes. Der er flere rytmisk interessante passager, men det virkede, som om Barber ikke til fulde udnytter publikums opmærksomhed. Vi er her nu – fortæl historien! Men det er, som kunne den ikke komme ud.

Så skete der endelig noget mere

Med Jean Françaix’ Decet for blæserkvintet og strygekvintet skete der endelig lidt mere. Den atonale tendens er her et gennemgående strukturelt element, som giver en vis form for tomhed og uforløst søgen efter samhørighed. Men den drømmende indledning udviklede sig alligevel til en mere fortællende musik, hvor musikerne endelig kom lidt mere frem på stolene. De fire satser var dejligt forskellige, hvor valsetakten i tredje sats endelig bragte liv på scenen, ligesom mange pizzicato-steder gav spændstighed og energi i fortællingen. Den sjove, overraskende slutning var meget vellykket – en stafet mellem musikerne, hvor alle til slut nåede i mål på samme tid.

Da ensemblet sluttelig satte i gang med Beethovens Septet i Es-dur for klarinet, fagot, horn, violin, bratsch, cello og kontras, kom der endelig mere mærkbar spillegejst på scenen. Men ikke så meget, at man tænkte i verdensmesterniveau. Vi nåede heldigvis at opleve, at violinisten Haldan Martinson kan være udfarende og inderlig i sit spil; karakteren i hans sikkert ret dyre instrument funklede som en slebet diamant, og generelt set var der netop mere inderlighed og fortælleglæde i ensemblets servering af Beethoven. I fjerde sats nød man bratschsoloen, som Steven Ansell gav fuld skrue. Der var fart og livlighed, og publikum var tæt på at klappe efter denne sats.

Sjette og sidste sats fik som lovet i programmet en alvorlig indledning, inden festen derefter blev sparket godt i gang med en fyrig violin i front, ofte med bratschen som følgesvend og samtalepartner.

Boston Symphony Chamber Players er et velspillende ensemble. Men der manglede stedvist følelsen af, at musikerne gik mere i symbiose med musikken. Mange danske ensembler ville efter anmelderens ydmyge vurdering kunne klare samme repertoire lige så godt, måske endda bedre.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen