James Bond er bedre end nogensinde før

Anmeldelse: ”Spectre” er ikke alene en fremragende Bond-film. Det er en fremragende film.

Artiklens øverste billede
Daniel Craig har aldrig været bedre som Bond. Hans stenhårde fysik og sammenbidte ansigt forlener ham med en uudgrundelighed, der klædeligt komplicerer figuren. Hans replikker er fyldt med humor, men de leveres som træfsikre kuglestød.

Actiondrama

Spectre

England/USA, 2015

Instruktør: Sam Mendes

2 timer og 28 minutter

Premiere i dag i 120 biografer

Der er noget næsten karikeret og latterligt over den introsekvens, der ledsager James Bond-universet. Vores hemmelige agent valser til den klassiske titelmelodi af sted på et hvidt lærred, vender sig mod publikum og skyder imaginære kugler ud gennem et af de to nuller i hans identitet.

James Bond er mange ting, men først og fremmest er han et ikon og et emblem. En særlig heltetype, en mand af en særlig støbning med faste replikker, trofast smag i drinks, biler og damer. Men han har også været en helt, der til tider har haft vanskeligt ved den tidsrejse, man uvægerligt må igennem, når man transporteres fra 1953 til nutiden. Mange Bond-figurer, eksempelvis Pierce Brosnans i løbet af 1990’erne, har virket udtjente, og til tider har det været vanskeligt at se Bond reaktualiseret som helt og som film.

Det skal jeg da ellers love for, at Sam Mendes og Daniel Craig har fået gjort noget ved! Først med ”Skyfall” fra 2012, der indvarslede en ny tid for Bond, og nu med ”Spectre”, der i alle henseender er en fantastisk film.

Maskefald i Mexico

”Spectre” indledes i Mexico City under det groteske karneval, der fejrer de døde. Alle er iført dødningehovedmasker og –dragter, og den morbide, anonymiserede atmosfære skaber en foruroligende nervøsitet, der kulminerer, da Bond smider sin maske og sætter efter en gråhåret skurk, der åbenlyst er i gang med at planlægge et plot af de helt store. Efter at have gjort det af med ham i en hæsblæsende helikopterkamp, stjæler Bond hans ring, der prydes af et sort blækspruttesymbol, der bliver katalysator for Bonds videre jagt.

Se anmelder Katrine Sommer Boysen fortælle om filmen

”Den er simpelthen virkelig, virkelig god”

Hjemme på kontoret i søvnige London er man imidlertid ikke særlig begejstret for Bonds egensindige bedrifter, hvor heltemodige de end måtte være. M (Ralph Fiennes) sætter Bond på bænken på ubestemt tid. Men noget så småligt som bureaukratiske regler har aldrig stoppet 007, der søger hjælp hos det tekniske geni Q, der sørger for, at Bond kan gøre sig usynlig de næste 48 timer. Og så er Bond over alle bjerge og på vej til Rom, hvor hans seneste offer skal begraves. Bond viser sig nemlig at være på sporet af et forbryderkartel uden sidestykke, og hvor skurke fra filmene gennem tiden, eksempelvis Mr. White, der her går under den ”True Detective”-agtige betegnelse Den blege konge, (Jesper Christensen) og Le Chiffre (Mads Mikkelsen), kun er brikker i et større spil.

Diabolsk mastermind

Efter at have forført den ikke særlig sørgende enke (en dampende Monica Bellucci) ender Bond til et bestyrelsesmøde fra helvede, hvor en ny formand skal udpeges for organisationen SPECTRE, der ledes af en diabolsk mastermind i skikkelse af den altid eminente Christoph Waltz.

Han viser sig at have mere forbindelse til Bond selv end umiddelbart antaget. Det løber én koldt ned ad ryggen, når han hvisler: ”I’m the author of all your pain.”

Jagten på hemmeligheden bag SPECTRE fører Bond til Mr. White, der råder Bond til at sætte sig i forbindelse med hans datter, Madeleine Swann (Léa Seydoux), og hvordan det går med de to, vil selv den mindst velbevandrede udi universet kunne tænke sig til.

En hilsen til Snowden

Hjemme i London er M under pres, fordi han ikke har styr på sin agent. Efterretningstjenesten har fået ny leder, der kæmper for en verdensomspændende overvågning og en global sammenlægning af verdens efterretningstjenester.

00-programmet er fortiden, konstaterer den tilsyneladende dengse, der nu styrer slagets gang. Det er for fejlbehæftet og styret af menneskelige fejl, og det skal lukkes med øjeblikkelig virkning.

Dette overvågningsaspekt har stærke og raffinerede politiske allusioner og mere end nikker til Snowden-affæren. For overvågning er – i hvert fald ikke i dette univers – en neutral størrelse, der udelukkende gør godt. Snarere tværtimod. I Mendes’ hænder tager skurken dermed plads ikke bare i Waltz’ klamme, katteklappende karakter, men i en tendens i tiden, der dermed gør ”Spectre” til et hamrende aktuelt indspark.

Kuglestødende humor

Daniel Craig har aldrig været bedre som Bond. Hans stenhårde fysik og sammenbidte ansigt forlener ham med en uudgrundelighed, der klædeligt komplicerer figuren. Hans replikker er fyldt med humor, men de leveres som træfsikre kuglestød.

Monica Belluci er lækker, men det vil være synd at påstå, at hun stjæler billedet. Det gør derimod interessante og dygtige Léa Seydoux (nok bedst kendt fra Guldpalme-vinderen ”Adèles liv – kapitel 1 & 2” (2013)), der spiller en intelligent og handlekraftig forførerske.

Fuldkommen helstøbt

”Spectre” tager os fra Mexico City over London til Rom, Tanger og Østrig og videre igen. Fra støvede gader over kolde kontorer til ”Mordet på Orientekspressen”-associationer. Alt er fuldkommen helstøbt, og cheffotografen Hoyte Van Hoytemas (”Interstellar” (2014) og ”Hende” (2013)) billeder er vanvittigt flotte.

Sam Mendes har gjort det med Bond-universet, som Christopher Nolan formåede at gøre det med sine ”Batman”-film. Aktualiseret en gammel kending og gjort ham og filmene bedre end nogensinde før.

Se eksklusive ”behind the scenes”-klip fra tilblivelsen af filmen.

Jamens Bond - Behind the scenes

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.