Michael Fassbender er forelsket i Harry Hole

LONDON — Han kan næppe kaldes arbejdssky, den rødhårede skuespiller med tysk far og irsk mor.

De sidste 10 år har Michael Fassbender været i gang stort set uafbrudt, kun afbrudt af et halvt års pause i 2011. Før indspilningerne af ”Snemanden”, der foregik udelukkende i Norge, spillede han med i science fiction-filmen ”Assassin’s Creed”, der er baseret på et videospil af samme navn. Da optagelserne til den film var afsluttet, havde han fire dage, før arbejdet på ”Snemanden” begyndte, og han havde knap fået rystet seriemorderdramaet af sig og banket sneen af støvlerne, før han igen var på vej videre, denne gang til optagelserne på Ridley Scotts ”Alien: Covenant”.

»Allerede en dag efter at vi var færdige i Norge, hoppede jeg på et fly og fløj til New Zealand for at lave ”Alien”. Det er ikke ideelt at have så lidt tid mellem optagelserne, så jeg var glad for, at Harry ikke havde så mange replikker,« ler Fassbender.

Den tavse mand

Det er ikke et tegn på dovenskab fra manuskriptforfatternes side, at Fassbenders karakter Harry Hole ligger i den tavse ende. Det er forfatteren Jo Nesbø, der har skrevet karakteren som en introvert misantrop, en slag moderne udgave af Dashiell Hammetts drikfældige og dystre Philip Marlowe, der har en enestående god næse for at opklare krasse kriminalsager. Selv beskriver Fassbender Harry Hole som »en mand, der er mere hjerne end muskler.«

Da Fassbender blev kontaktet af den svenske instruktør Tomas Alfredson, havde Fassbender ikke læst en eneste Jo Nesbø-krimi, men han gik straks i gang med serien om Hole og læste langt de fleste, blot ikke ”Snemanden”, den syvende ud af i alt 11 bøger i serien.

»Jeg vidste, at man havde ændret en del i plottet, så jeg lod ”Snemanden” ligge, men læste langt de fleste andre fra start til slut. Jeg var interesseret i at vide, hvem Harry var, da serien startede, og hvordan han udviklede sig over tid. Det var en dejlig læseoplevelse, bøgerne er intelligent skrevet og har mange lag. Og så kunne jeg ikke mindst tydeligt fornemme, hvilket menneske Harry var. Jeg kunne virkelig se ham for mig.«

Og det i en sådan grad, at han blev forelsket i karakteren, siger han:

»Jeg var særlig tiltrukket af, at Harry ikke er en hård fyr... Jo, selvfølgelig er han sej, men han er ikke en actionmand. Han er socialt utilpasset, han har maks. én ven, og så har han et komplekst forhold til sin ekskæreste, Rakel, og hendes søn. Det føles sandt, man kan sagtens forestille sig, at den her mand er virkelig. Der er så meget kød på karakteren. Jeg var totalt hooked på Harry,« siger Michael Fassbender.

En svær fødsel

Det har taget en rum tid at få realiseret den første Harry Hole-filmatisering, ikke mindst fordi Jo Nesbø for mange år siden svor, at han ikke ville sælge filmrettighederne til sine bøger, før han var helt færdig med sin serie om den norske anti-helt. I 2010 overgav Nesbø sig dog alligevel og solgte til det britiske filmselskab Working Title.

Herefter begyndte rygterne at svirre om projektet, og i længere tid var det Martin Scorsese, der skulle instruere ”Snemanden”. Han måtte dog trække sig på grund af tidsmangel og har i stedet været executive producer. Det blev i sidste ende svenskeren Tomas Alfredson, der stod bag vampyrdramaet ”Lad den rette komme ind” (2008) og John le Carré-filmatiseringen ”Dame, konge, es, spion” (2011), som overtog filmen.

Der har også været flere manuskriptforfattere involveret i omsætningen af roman til film, blandt andet danskeren Søren Sveistrup, der var hjernen bag DR’s verdensberømmede dramaserie ”Forbrydelsen”. Hans manuskript blev dog ikke benyttet til den endelige film, hvis man skal tro udtalelserne fra en anden af filmens medvirkende, Rebecca Ferguson, der spiller politikvinden Katrine, Harry Holes samarbejdspartner. Hun er også i London for at tale om filmen samtidig med Michael Fassbender. På det internationale filmsite IMDB er det da også kun Hossein Amini og Peter Straughan, der er krediteret for manuskriptet.

Antydningens kunst

I ”Snemanden” må politimanden Harry Hole finde den seriemorder, der står bag en række bestialske kvindemord. De finder altid sted, når sneen falder, og ved hvert gerningssted finder han en snemand. Et iskoldt visitkort fra en morder, der kommer helt tæt på Harry. I filmen skorter det ikke på afhuggede lemmer og isnende scener, og det passer Michael Fassbender fint. Han elsker at se uhyggelige film af folk som David Lynch, og han har en forkærlighed for koreanske horrorfilm som ”Audition” og ”The Ring”, for blot at nævne nogle få.

»Jeg kan lide antydningens kunst. Jeg tror ikke, jeg ville nyde de mere grusomme horrorfilm, men jeg kan lide antydninger, også i mit arbejde som skuespiller. Arbejder du med det, aktiverer du folk, og man kan få folk til at forestille sig vanvittige ting ved blot at puste til deres fantasi,« siger Michael Fassbender.

Desværre er den tilgang efterhånden en mangelvare, mener han:

»Desværre sker der ofte det i dag, at film skærer tingene ud i pap. Vi får alting ind med skeer. Selv om jeg på ingen måde er fortaler for censur, så havde det den ene gode effekt, at det tvang filmskabere til at arbejde uden om censuren på kreativ vis. Ofte føles antydningen af, hvad der skal til at ske, meget værre end det, der rent faktisk sker.«

Til spørgsmålet om, hvad der skræmmer ham selv i virkeligheden, svarer han hurtigt og uden at tøve:

»Xenofobi.«

På fremmed, frossen mark

Michael Fassbender fik sit store gennembrud i 2008, hvor han spillede den sultestrejkende IRA-mand Bobby Sands i Steve McQueens ”Hunger”. Herefter fulgte roller i Andrea Arnolds ”Fish Tank” og Quentin Tarantinos ”Inglorious Bastards”, før han i 2011 vendte tilbage til McQueen, der instruerede ham i ”Shame”, hvor Fassbender spiller en sexafhængig mand. Han har spillet den onde Magneto i tre X Men-film og har i år afsluttet indspilningerne til en fjerde film i dén serie. I 2016 var han nomineret til en Oscar for titelrollen i Danny Boyles ”Steve Jobs”.

I ”Snemanden” står han over for et internationalt cast, der tæller folk som Charlotte Gainsbourg og Rebecca Ferguson, og i mindre roller ses stjerner som J.K. Simmons, Chloë Sevigny, Toby Jones og Val Kilmer. Fans af den skandinaviske krimiserie ”Broen” vil genkende Saga Norén, altså Sofia Helin, i en birolle, og også nordmanden Jakob Oftebro har en mindre rolle. Så det kommer vist ikke som en overraskelse, at sproget i filmen er engelsk. Men ”Snemanden” er udelukkende optaget i Oslo og i Bergen, og den norske turistbranche kan næppe være ked af det vinterpostkort, som filmen sender af sted. Men hvorfor egentlig indspille filmen i Norge, men med engelsktalende skuespillere?

»Det handler selvfølgelig om økonomi, man vil gerne have et engelsktalende publikum. Det er sådan, det er,« siger Michael Fassbender. »Men vi diskuterede så indbyrdes, hvordan vi skulle arbejde med vores accent. Jeg forsøgte at lave den så neutral som muligt, for hellere det end at prøve at lave en norsk accent. Det har altid irriteret mig at se film om Anden Verdenskrig, for tyskerne taler altid zådan herr,« imiterer Fassbender. »Altså, hvad fanden er det for en måde at tale på? Det hiver mig med ét ud af filmens univers,« siger han.

Det var Tomas Alfredson, der valgte at indspille filmen i Norge. Da Martin Scorsese stadig stod angivet som instruktør på projektet, var idéen at omlægge handlingen til Chicago. Men dengang var Fassbender ikke involveret.

»Jeg er stor fan af Martin Scorsese, men det eneste, jeg kan prale af, er, at jeg engang har mødt ham ved et urinal, det er det,« ler Fassbender og fortsætter: »Men jeg elskede at optage i Norge. Jeg elskede til og med kulden.«