Nødhjælpsorganisation har skabt viralt hit med stikpille til Roskilde Festivals »curlingforældre«
Folkekirkens Nødhjælp har fået ideen til videoen efter debat om bekymrede forældre.
De fryser, de er våde, og de er langt væk fra deres forældre.
Og nu hjælper de - uforvarende - også Folkekirkens Nødhjælp med at samle penge ind til flygtninge, de unge mennesker på Roskilde Festival, der er kommet i fokus de seneste dage på grund af bekymrede forældre.
Siden åbningen af Roskilde Festival 2017 i lørdags har en række forældre vakt opsigt med deres kritik på festivalens Facebook-side.
En af forældre skrev blandt andet, at »så fik min datters gruppe en teltplads, men blev smidt væk af en gruppe større unge !!!! De rev deres telte ned og overtog pladsen. Hvor er Roskilde, hvor er vagterne ?? Amatører..«
En anden skriver om hendes datter og hendes veninder, at »de er våde og frysende og det er bare ikke i orden!«
Det har skabt en debat om, hvorvidt forældre blander sig for meget i deres børns problemer og tager for store hensyn til dem.
Nu har Folkekirkens Nødhjælp benyttet virakken til at lave en video, der er gået viralt og har skaffet nødhjælpsorganisationen 63.000 kroner på fem timer.
Næsten 700.000 gange er videoen blevet vist på Facebook, ligesom den er blevet delt over 22.000 gange tidligt tirsdag morgen.
I videoen lyder teksten, at »du kan hjælpe« de unge, der »sidder på en mark uden en plads deres telte«.
Det kan man gøre ved at sende teksten »Curling« til 1911, hvorefter der vil blive sendt »tanker til bekymrede forældre« samt »20 kr. til verdens fattigste«.
Folkekirkens Nødhjælp fik ideen til videoen på et møde mandag morgen, hvor medarbejderne diskuterede polemikken omkring de bekymrede forældre.
Det fortæller generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen, til Ekstra Bladet.
»Vi kom til at tale om de her curling-forældre, og hvor absurd det er, at det kan skabe så store overskrifter, at nogle unge mennesker ikke har fået en plads til deres telt. Så blev vi enige om - på en humoristisk måde - at prøve at åbne folks øjne for at der findes en verden udenfor Danmark, hvor problemerne er af en noget mere alvorlig karakter. Det er ikke for at nedgøre curling-forældrene, men for at sætte tingene i perspektiv,« siger hun.
Imens kan de frysende, men festglade folk på Roskilde Festival se frem til, at musikken starter onsdag og varer frem til lørdag.