Fortsæt til indhold
Kultur

Marvel trækker tegninger tilbage: Der er fundet anti-semitistiske referencer

Indonesisk kunstner har skjult flere referencer i tegningerne.

Marvel Comics, som er et amerikansk selskab, der primært laver tegneserier, har trukket nogle tegninger fra en af deres nyeste udgivelser tilbage. På flere af billederne har tegneren nemlig gemt referencer, der kritiserer både jøder og kristne. Det har flere læsere opdaget.

Den indonesiske kunstner Ardian Syaf har integreret de religionskritiske symboler som reference til nogle protester, som i øjeblikket foregår i hovedstaden Jakarta. En del af folket mener, at den siddende guvernør for byen har udtalt sig kritisk om Islam, og derfor vil de have ham afsat.

Der er tale om den første udgave af tegneserien ”X-Men Gold”, som netop er udkommet. En af de mest iøjnefaldende referencer i bladet var nogle tal på en T-shirt, som hovedpersonen, Colossus, har på. Der står ”QS 5:51, hvilket er en reference til et sted i koranen.

»Oh, I der har troet, tro ikke, at jøder og kristne er allierede. De er hinandens allierede. Og dem, som er deres allierede, er en af dem. Ja, Allah guider ikke personer, der gør det forkerte,« står der skrevet ifølge Quran.com.

Selskabet Marvel har efterfølgende kommenteret sagen.

»Det nævnte kunstværk i X-Men Gold #1 var sat ind uden kendskab til de rapporterede budskaber. Disse underforståede referencer reflekterer ikke forfatterens, redigerendes eller nogen andre hos Marvels synspunkt og er i direkte modsætning til den inklusivitet, som Marvel Comics og X-Men har stået for siden begyndelsen. Dette kunstværk vil blive fjernet fra efterfølgende tryk, digitale versioner og bøger og det vil have disciplinære konsekvenser.«

Tegneserien X-Men er skabt af Stan Lee og Jack Kirby, som begge var jøder. Og Marc Guggenheim, som er forfatter til netop dette nummer er også jøde.

Siden Marvels tilbagetrækning tirsdag har kunstneren, Ardian Syaf, undskyldt på Facebook og sagt, at hans karriere er ovre, som følge af Marvels disciplinære konsekvenser.

»Hej verdener... Min karriere er ovre nu. Det er konsekvensen af, hvad jeg gjorde, og jeg tager den. Vær søde, ikke mere hån, debat, ikke mere had. Jeg håber, alt er fredeligt,« skriver han i sit opslag.

Desuden skriver han, at han vil forklare den sande mening med det omtalte vers fra koranen samt nummeret 212, som også er tydeligt i tegningerne.

»Det er retfærdighedens nummer. Det er kærlighedens nummer. Min kærlighed til den hellige koran. Min kærlighed til den sidste profet, budbringeren... Min kærlighed til Allah, denne ene Gud,« skriver han.

Mange indonesere protesterer imod den siddende guvernør i Jakarta, Basuki Tjahaja Purnama, som kaldes ”Ahok” og er den første guvernør for byen med kinesisk etnicitet og den første ikke-muslimske guvernør i 50 år.

Ahok er derfor dobbelt minoritet med både anden etnicitet og kristen tro i et land, hvor størstedelen er muslimer.