Tegneserieband afvikler egen festival
Damon Albarn & Co. er klar med nyt Gorillaz-album, der præsenteres på tegneseriebandets egen festival til sommer.
I 2010 begejstrede det britiske tegneserieband Gorillaz som et af hovednavnene på Roskilde Festival.
Ifølge vedholdende rygter lander det femte Gorillaz-album inden for kort tid, og mandag blev det offentliggjort, at bandet står bag dets egen festival - Demon Dayz Festival - som afvikles med Gorillaz som hovednavn i Dreamland, Margate, Kent, England den 10. juni.
Gorillaz, der har Blur-sangeren, Damon Albarn, som musikalsk omdrejningspunkt, udsendte for nylig nummeret "Halleluja Money", som opfattes som en verbal lussing til Donald Trump.
Gorillaz har tidligere nydt stor succes med numre som "Tomorrow Comes Today", "Clint Eastwood" og "Feel Good Inc."