Fortsæt til indhold
Kultur

Grammy-chef afviser anklager om racisme

Weekendens Grammy Awards er blevet efterfulgt af anklager om en racistisk udvælgelseskomité. Neil Portnow, der er leder af The Recording Academy, som uddeler Grammyerne, afviser beskyldningerne.

Flere sangere heriblandt Sufijan Stevens, St. Vincent og Solange har i dagene efter weekendens Grammy Awars anklaget prisuddelingen for at være racistisk, da der var en overvægt af hvide prismodtagere.

Neil Portnow, der er leder af The Recording Academy, som uddeler Grammyerne, afviser i et interview med webmagasinet Pitchfork, at der skulle være tale om racisme blandt medlemmerne af udvælgelseskomitéen.

»Jeg mener slet ikke, at der er et raceproblem. Husk, at denne pris bliver uddelt på baggrund af stemmer fra andre musikere. Så når vi siger Grammy – det er ikke en fælles enhed, det er 14.000 medlemmer af akademiet. De skal leve op til nogle kriterier for at blive medlemmer, hvilket betyder, at de skal have indspillet og udgivet musik, så på den måde er de en slags eksperter og det højeste niveau af professionelle i musikindustrien,« siger Neil Portnow.

»Det er altid svært at skabe objektivitet ud af noget, der har en indbygget subjektivitet, og det er, hvad kunst og musik handler om. Vi gør det bedste, vi kan. Vi har 84 kategorier, og vi anerkender alle typer af musik, fra alle spektre,« siger Neil Portnow.

Beskyldningerne om racisme opstod blandt andet på det sociale medier Twitter, hvor flere under emnet GrammysSoWhite påpegede, at det siden 2008 ikke er lykkedes at finde en sort vinder af den mest prestigefyldte pris, Album of the Year.

Den pris gik i år til den britiske sangerinde Adele for sit album "25". Hun slog dermed Beyoncé og hendes album "Lemonade" til overraskelse for mange inklusiv Adele selv, der fra talerstolen udtrykte stor beundring over "Lemonade".

»Mit livs kunstner er Beyoncé, og dette album Lemonade er for mig så monumental,« sagde Adele i forbindelse med, at hun fik den prestigefyldte pris overrakt.

Adele vandt også i de fire øvrige kategorier, som hun var nomineret i, mens Beyoncé gik hjem med to statuetter til trods for, at hun var nomineret i ni.