Fortsæt til indhold
Kultur

Dronningen af soul synger på sidste vers

Kommende album bliver Aretha Franklins sidste.

En stor stemme forstummer til september, når Aretha Franklins sidste album kommer på gaden. Den 74-årige sangerinde ønsker at tilbringe mere tid med sine børnebørn, skriver The Guardian.

»Jeg føler mig meget beriget og tilfreds, når jeg tænker på de forhold, min karriere opstod ud af, og hvor den er i dag,« siger hun.

I 1987 blev hun som den første kvindelige artist optaget i Rock and Roll Hall of Fame. I 2008 vandt hun sin 18. grammy, hvilket gør hende til en af de mest dekorerede kunstnere i Grammy-historien.

Selvom hun stopper arbejdet med musik, kommer hun ikke til ligge på den lade side, forsikrer hun:

»Jeg kommer ikke bare til at sidde og lave ingenting. Det ville ikke være godt for mig.«

For godt et år siden demonstrerede den aldrende soulsanger, hvorfor hun er "the queen of soul", da hendes live-optræden af nummeret "(You Make Me Feel Like) A Natural Woman" rørte daværende amerikanske præsident Barack Obama til tårer og sendte producer Carole King i en nærmest delirisk tilstand.

Præstationen sendte samtidig verdenspressen i ekstase. The Guardian skrev:

»Det var ikke årets præstation, det var årtusindets. Længe leve dronningen.«

Karrierestoppet kommer, efter hun over en årrække har kæmpet med helbredet og i den forbindelse været tvunget til at aflyse en række shows. I 2010 blev hun opereret i maveregionen. Efter i første omgang at have afvist rygter om kræft, indrømmede hun senere, at hun fik fjernet en tumor.

Den kommende plade skal produceres af bl.a. Stevie Wonder og kommer udelukkende til at indeholde gamle originalindspilninger fra Motown-hovesædet i Detroit. Ifølge dronningens selv er hun i øjeblikket i storform.