Fortsæt til indhold
Kultur

Stor vikingeskat stryger ind som vinder af årets danefæ

I samarbejde med Nationalmuseet har tv-kanalen DK4 lavet en top 10 over årets største danefæ-fund.

2016 var et stort år med hensyn til nye fund af danefæ. Der blev fundet flere guldskatte og danefæ fra såvel bronzealder som vinkingealderen. Faktisk var 2016 et rekordår.

I 2016 indsendte de danske lokalmuseer 17.055 genstande til danefævurdering til Nationalmuseet fordelt på 2047 sager. Det er en kraftig stigning i forhold til året før, hvor Nationalmuseet modtog 9756 genstande fordelt på 1137 sager, oplyser Nationalmuseet.

Nu har tv-kanalen DK4 fundet en top 10 over de største fund fra 2016.

Førstepladsen på listen går, for kendere måske ikke overraskende, til den vikingeskat, der i december måned blev fundet ved Fæsted øst for Ribe.

Skatten blev fundet af en gruppe amatørarkæologer, talte mere end 160 vikingesmykker og stammer fra midten af 900-tallet. Der er blandt andet tale om guldsmedekunst af højeste karat, herunder små hængesmykker med bjergkrystal og ametyst af en type, man aldrig før har fundet fra vikingetidens Danmark.

På andenpladsen har DK4 og Nationalmuseet fundet plads til et bronzealderfund fra Bækkedal. Et fuldt hovedtøj til et dobbeltspand heste samt andre unikke genstande fra den yngste bronzealder, fandt man ved den lejlighed.

På 2. pladsen kom et fuldt hovedtøj til et dobbeltspand heste. Bagved ses Frantz Howitz, kulturredaktør på DK 4.

Resten af DK4’s liste ser således ud:

Nr. 3: Guldkrucifikset fra Aunslev

Nr. 4: Ravelgen fra Næsby Strand

Nr. 5: Møntskatten fra Holløse

Nr. 6: Den genfundne runesten fra Ydby

Nr. 7: Stenøksen fra Dybkær

Nr. 8: Guldskatten fra Høvlsbakke

Nr. 9: Skatten fra Søbo Sø

Nr. 10: Rytteren fra Hindsholm

En lang række af de største danefæfund fra 2016 kan fra lørdag i denne uge ses på Nationalmuseet. Dronning Margrethe åbner udstillingen.