880 mio. kr. spenderet! Badet i blitzlys indviede kronprinsen det nye Experimentarium

En 160 tons tung kobbertrappe blev beundret, der blev spillet på ”kloakrørs-tuba” og balloner steg til himmels, da kronprins Frederik onsdag indviede Danmarks nye Experimentarium.

Artiklens øverste billede
Kronprinsen fik en guidet tur gennem de arkitekttegnede herligheder, da det nye Experimentarium blev indviet den 25. januar. Foto: Stine Tidsvilde

Kl. 15.30

»Kan du gætte en drivhusgas,« står der bagpå hendes T-shirt og at dømme efter tempoet på de mange mennesker, der suser rundt for at få indvielsen til at forløbe gnidningsfrit, skulle det ikke undre, hvis de i løbet af dagen har sluppet lidt ud i atmosfæren.

Stressen er ikke kun til at få øje på. Den er også til at forstå. Kronprins Frederik skal efter planen entrere det 26.850 kvm store, arkitekttegnede skrummel af en institution om en halv time - sammen med en mindre legion af gæster.

Her er et udpluk af citater, som den skrivende journalist har hørt indenfor den seneste time:

»De har endnu ikke fået aktiveret de tre elevatorer i indgangshallen,« lød det fra en kommunikationsansat.

»Vi skal have det på plads inden kronprinsen kommer,« sagde en håndværker, der farede forbi på gangen med en boremaskine i hånden.

»Fuuuuck!« gispede en ansat i merchandise-boden, der susede forbi med en tung papkasse.

Det nye Experimentarium, tegnet af arkitektfirmaet CEBRA. Foto: Stine Tidsvilde

15:45

To håndværkere bliver tilkaldt akut for at få styr på svingdøren, mens hundredevis af gæster i jakkesæt, laksko og kjoler vælter ind i bygningens andre indgange.

I indgangshallen får de øje på Experimentariums imponerende, nye arkitektoniske vartegn: ”Helix-trappen”.

En glinsende, kobberbeklædt spiraltrappe – inspireret af formen på et et DNA-molekyle – der siges at give bygningen liv (indsæt dåselatter). Spiraltrappen er 100 meter lang og kommer i fremtiden til at fordele de besøgende organismer stilfuldt på de forskellige etager med aktiviteter. Den vejer i øvrigt 160 tons, hvoraf de ti er kobber.

Video: Se kronprinsens blitzbadede ankomst, indvielse og afsked med det nye Experimentarium

Følg Kronprins Frederiks ankomst, indvielse og afsked med Experimentarium

»Mængden af kobber på trappen svarer til 2,5 mio. 50-ører,« fortalte arkitekten Kolja Nielsen tidligere på dagen. Han er partner i arkitektfirmaet Cebra, der står bag byggeriet.

Den snoede kobbertrappe, der er tegnet af arkitektfirmaet CEBRA. Foto: Stine Tidsvilde

16:00

Kronprinsen ankommer smilende på den røde løber, går problemfrit gennem svingdøren og bliver mødt af maskingeværssalver er blitzlys fra omkring 30 fotografer i angrebsformation.

Han ønskes velkommen af Kim Gladstone, Experimentariums adm. direktør, som leder ham op ad Helix-trappen til en plads på forreste række i en tætpakket foredragssal.

Kronprinsen ankommer. Foto: Stine Tidsvilde



16:10

»Vi vil være et sciencecenter i verdensklasse« og »vi vil være et powerbrand,« siger Experimentarium-direktøren Kim Gladstone iført gråt jakkesæt fra talerstolen.

Han forventer hele 500.000 gæster i 2017 vil besøge det nye Experimentarium, der da også har masser af byde på med 16 egenudviklede, interaktive udstillingsuniverser. Det gamle udstillingsareal er blevet fordoblet og fra april vil gæsterne tilmed kunne nyde mad, drikke og udendørsaktiviteter på den over 1.800 kvm store tagtaresse med udsigt udover Hellerups velhaverkvarterer. 

Gladstone fortæller stolt, at det nye Experimentarium rent arkitektonisk har bevaret sine rødder til dengang, da bygningen husede Tuborg-tappehaller (1901-1989). Man har nemlig bevaret fortidens røde murstensfundament, og ovenpå er bygget en mere moderne, asymmetrisk blokformation, beklædt med funklende aluminium og reflekterende spejlglas.

Direktøren går af talerstolen til lyden af buldrende, Safri Duo-agtige trommebeats, der pludselig kan høres fra salens bagende.

Firmafest-bandet ”Habenguts” ankommer, bestående af tre pumpede, biker-lignende mænd iført bl.a. solbriller, læderveste og omvendte sixpence-hatte, der pisker løs på deres specialbyggede percussion-instrumenter.

Experimentariums adm. direktør Kim Gladstone holder velkomsttale. Foto: Stine Tidsvilde

16:38

»Én!, To! Tre! Fire!« råber Habenguts, hvorefter den ene antiklimatisk slår basgangen til ”Ghostbusters”-temaet an på en rekonstrueret rollator, mens den anden laver trommehvirvler ombygget skraldespand og den tredje holder takten med trommestave og en art ”toiletbræt-xylofon” monteret på maven.

Omtrent ét minut inde i det gennemgribende pinagtige Ghostbusters-cover bryder salen alligevel ud i halvhjertet fællesklap. Kronprinsen har benene over kors og er iført et overbærende Mona Lisa-smil, men slutter sig alligevel tøvende til klappeholdet.

Gæsterne bliver ikke befriet fra percussion-pinslerne efter første nummer, men får også lige ”Pirates of Carribbean”-temaet og AC/DC’s ”Thunderstruck” med på vejen. Sidstnævne fremføres på et instrument, der ligner en art kloakrørs-tuba, som af uransagelige årsager spankes i den ene ende med et bordtennisbat og lyder som Anders And, der lider en længerevarende kvæledød. 

Percussion-trioen Habenguts spiller ACDC's "Thunderstruck" på en art "toiletrørs-tuba". Foto: Stine Tidsvilde



16:53

Nu går kronprinsen og Kim Gladstone tilbage, ned ad kobbertrappen, og bades igen af blitzlys, da de når indgangshallen.

Gladstone tager en megafon frem og råber op gennem kobberspiralen til de mange hundrede tilhørende, at når han har talt ned fra ti, vil kronprinsen klippe et rødt bånd, der starter en kædereaktion. Og dermed vil det nye Experimentarium officielt være indviet.

Kronprinsen går op på et podie med en hækkesaks i hånden og står nu foran et rødt bånd, der holdes stramt, vertikalt af en enklave af røde heliums-balloner.

»10! 9! 8! 7! 6! 5! 4! 3! 2! 1! NU!« råber Gladstone.

Kronprinsen kigger rutineret i retning af kameraerne, før han klipper båndet med hækkesaksen, hvorefter en enklave af røde balloner stiger til vejrs. Ballonerne starter en kædereaktion af betonplader, der falder oveni hinanden, som dernæst aktiverer en kugle, der ruller fra et sted til et andet, der igen aktiverer betonplader, flere balloner, sågar en gong-gong og slutteligt et hav af balloner, som farer til himmels op gennem spiraltrappen.

Tilskuerne klapper mådeholdende, men muntert.

Kronprinsen klipper det røde bånd, holdt oppe af heliums-balloner, der udløser en kædereaktion. Foto: Stine Tidsvilde

17:02

Efter kronprinsen har fået en halv time lang lynrundvisning i Experimentariums 16 nye og ambitiøse oplevelsesaktiviteter (læs mere her), der skal indføre børn, unge og måske voksne i naturvidenskaben og teknologiens verden, føres han ned i forhallen.

Kronprinsen ser en udstilling, der blandt andet omhandler transport og energiforbrug. Foto: Stine Tidsvilde

17:29

Han stopper lige op og giver et par kommentarer til TV2-journalisten Kristian Ring-Hansen, der på det nærmeste knæler foran ham med en fremstrakt mikrofon, hvorefter den kongelige gæst vil forlade bygningen via svingdøren - den er dog gået lidt i selvsving igen, ligesom tidligere på dagen, men han får sig alligevel quicksteppet ud af byggeriet.

»Tillykke med det hele,« siger han til Kim Gladstone, arkitekt Kolja Nielsen og Frida Frost, tidl. formand for ingeniørforeningen, før han sætter sig ind i en nyvasket, sort Volvo, der glinser i aftenmørket, som har lagt sig over Hellerup.

Og væk er han.

Men det nye Experimentarium er hermed åbent for offentligheden. 

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.