Bag facaden: Følg i fire år med i hælene på Anders Matthesen
Bag scenen, i garderoben, i bilen, på kontoret og i hjemmet. Kameraet fanger det hele i ny dokumentar om Anders Matthesen.
Vi er vant til at se komikeren Anders Matthesen folde sig ud på scenen, på tv eller på biograflærredet.
Men nu er der mulighed for at opleve helt nye og anderledes sider af den populære komiker.
Det sker, når der er premiere på Pernille Rose Grønkjærs dokumentar om Anders Matthesen, der er produceret af Danish Documentary, i biografer over hele landet den 27. april.
Se trailer til "Den anden side" her:
Ud over at filmholdet har fulgt den nu 40-årige Anders Matthesen tæt fra 2012 til 2016, så har instruktøren haft adgang til et meget omfattende arkivmateriale, som også indgår i bestræbelserne på et tegne et så dækkende portræt af komikeren som muligt.
I en pressemeddelelse udsendt af Danish Documentary hedder det blandt andet om filmen:
»Vi møder en dedikeret kunstner, der konstant arbejder på at forblive original og præstere noget, der er bedre end sidst. Vi møder også en mand, som løber ind i en krise med stress og usikkerhed, der får ham til at overveje, om han skal fortsætte karrieren.
Filmen er en hæsblæsende fire år lang rejse med Anders Matthesen gennem kaos, succes, tvivl og grin - en ærlig fortælling om et multitalent.«