Fortsæt til indhold
Kultur

Lukas Forchhammer er kåret som verdens værst klædte mand

»Frontmanden for det danske band Lukas Graham er vokset op i en hippieenklave, og det kan ses,« lyder panelets hårde dom.

Hvert år kårer det britiske herremagasin GQ verdens værst klædte mænd, og i år har en dansker indtaget førstepladsen, nemlig Lukas Forchhammer, forsanger i popbandet Lukas Graham.

»Frontmanden for det danske band Lukas Graham er vokset op i en hippieenklave, og det kan ses. Han er så dårligt klædt, at det næsten er forfriskende«, lyder panelets bag kåringens dom - et panel, der blandt andre består af den britiske musiker Elton John og tøjdesigner Georgio Armani.

Lukas Forchhammer, som er opvokset på Christiania og ofte optræder iført shorts, ”wife beater” og kasket, danner sammen med vennerne, Mark Falgren, Magnus Larsson og Morten Ristorp, bandet Lukas Graham.

Den danske kvartet har i år 2016 haft stor succes i udlandet, og lå i sommer nummer to på den amerikanske hitliste Billboard Hot 100 med sangen "7 Years" flere uger i træk.

Hittet har ført til tre Grammy-nomineringer i kategorierne "Årets Bedste Udgivelse", "Årets Sang" og ”Bedste Pop Duo/Gruppe Optræden”, hvor bandet konkurrerer mod verdensstjerner som Adele, Justin Bieber, Beyoncé, Drake og Rihanna.

Hør Lukas Grahams "7 Years" her:

Hvorvidt Graham-drengene får lov til at hive én af de prestigefulde statuetter over Atlanten og med hjem afgøres den 12. februar, når Grammy-uddelingen finder sted i Los Angeles.

Magasinet GQ kårer også verdens bedst klædte mænd, og på dén liste er den canadiske rapper Drake nummer et.