Fortsæt til indhold
Kultur

Bowies kunstsamling sælges for 85 millioner kroner

Sangeren og sangskriveren, der døde af kræft i januar 2016, var hele sit liv passioneret kunstsamler.

»Det er det eneste, jeg nogensinde har haft lyst til at eje.«

Således udtalte David Bowie i 1998 i et interview til New York Times, da han blev spurgt om sin store passion ved siden af musikken:

Bowie, der i New York døde af kræft den 10. januar i år, var passioneret kunstsamler og fik i årenes løb samlet over 350 værker. Blandt disse en række værker af blandt andre Damien Hirst, Frank Auerbach og Stanley Spencer.

I denne uge sælges hele hans samling, der er vurderet til omkring, hvad der svarer til 85 millioner kroner, på tre auktioner hos Sotheby's i London.

Det enkeltværk, der ventes at indbringe mest, er den amerikanske kunstner Jean-Michel Basquits "Air Power", der er vurderet til knap 30 millioner kroner.

Bowie udlånte ofte værker til udstillinger over hele verden, men tidligere på året blev hele hans betydelige samling første gang vist offentligt i New York. Udstillingen rykkede den 1. november til Sotheby's New Bond Street-galleri i London, hvor den kan ses frem til 10. november, hvor den første af tre auktioner afvikles.

Præsentation af Bowies kunstsamling:

I direkte forlængelse af sin passion for kunst var Bowie fra 1994 med i staben på kunstmagasinet Modern Painters og interviewede i den forbindelse blandt andre Tracey Emin og Jeff Koons. Bowie var desuden selv ivrig maler og færdedes ofte i kunstmiljøer i både London, New York og Berlin.

I forbindelse med salget af Bowies private kunstsamling har publikum i de seneste uger kunnet overvære en lang række relaterede Bowie-begivenheder i både New York og i London.

Auktionerne afvikles i denne rækkefølge - ved at følge linket kan du se og læse mere om de enkelte auktioner:

10. november: Modern & Contemporary Art, Evening Auction.
11. november: Modern & Contemporary Art, Day Auction.
11. november: Design: Ettore Sottsass and the Memphis Group.