Anders Matthesen er »sjovere end nogensinde«: Klar med sit syvende onemaneshow
Stand-up-komikeren Anders Matthesen er efter tre års pause klar med sit syvende onemanshow fra september, hvorefter han tager på turné rundt i Danmark.
Det er tre år siden, at Anders Matthesen afviklede sin sidste showturné, men nu er Danmarks stand-up-konge tilbage på de store scener.
Efter at have udviklet, skrevet og afprøvet nyt materiale er han den 2. september klar til premiere på sit syvende onemanshow, der bærer titlen "Shhh".
»Jeg glæder mig helt ubeskriveligt til at spille på de store scener igen. Det har været skønt at være fordybet i skriveprocessen og opleve nærværet med publikum på de små spillesteder. Nu er jeg for alvor klar til, at den skal have én på frakken. Jeg er i topform og sjovere end nogensinde,« siger han til sin egen hjemmeside.
Ved sit seneste show "ANDERS" var Anders Matthesen på tur med et stort hold med stor scenografi, men sådan vil det ikke blive denne gang. I stedet er der tale om et traditionelt' stand-up-show.
»Mit sidste onemanshow var meget konceptuelt. Det betyder dog ikke, at jeg denne gang 'bare' disker op med halvanden times blandet 'kender i det'-rutiner og small-talk om dit og dat. Jeg arbejder sædvanligvis inden for et tema, der gør sig gældende her og nu i mit liv. Men showet bliver mere stand-up end teater-baseret denne gang,« siger han.
»Showet tager udgangspunkt i, hvor jeg er i livet lige nu. Materialet er som altid meget personligt, men min erfaring siger mig, at det ofte er netop dét, der gør at publikum kan genkende en masse elementer fra deres eget liv,« siger han.
Showet skydes i gang i Falconer Salen på Frederiksberg, inden han drager på turné i bl.a. Aarhus, Aalborg, Herning, Odense og Esbjerg.