Kunst overtræder Facebooks reglementer: Kendt dansk fotograf bortvist
Det er slut med at dele min kunst dér, siger Suste Bonnén, der fredag blev bortvist fra Facebook for at dele nøgenbilleder
Den danske portrætfotograf og billedhugger Suste Bonnén er igen kommet i stridigheder med Facebook, efter at hun fredag blev bandlyst fra det sociale medie for at overskride Facebooks regler om nøgenhed.
»Jeg synes det er fjollet, når man må vise vold, blod og overgreb på folk. Det er en meget underlig moral, at jeg ikke må vise billedet af en smuk, ung kvinde,« siger hun til Jyllands-Posten lørdag, hvor hendes Facebook-profil igen er åben.
Billedet, som Suste Bonnén delte, var en del af et nyt projekt, hvor hun beskriver og portrætterer 30 kvindelige fotografer. Hun mener, at Facebook dumper sin håndtering af kunst.
»Jeg tror ikke, jeg kan tage kampen op, for så risikerer jeg bare at blive slettet helt. De bekræfter ikke fotografiet som kunst. Hvis man laver en skulptur eller et maleri kunne det godt komme op. Jeg synes virkelig de dumper, når det handler om håndtering af kunst.«
Det er ikke første gang, Facebook sender Suste Bonnén i skammekrogen. Også tidligere har billeder af nøgne kvinder affødt karantæne fra det sociale medie. Hun mener ikke, at hendes billeder er seksuelle.
»Nøgenhed, den skrøbelighed, som vi forstår hos hinanden, hvor det ikke er seksuelle billeder, er ikke beregnet på sex overhovedet. Den er beregnet på at skildre den skrøbelighed vi føler, når vi står med to nøgne unger,« siger Susté Bonnen.
Ifølge Jesper Tække, lektor i medievidenskab på Aarhus Universitet og forsker i sociale medier, kan Facebooks regler for nøgenhed have en effekt på menneskers tolerancetærskel.
»Dette moralkodeks fra USA ser ud til at trænge ind i Danmark, fordi Facebook på grund af sin kæmpe størrelse har indflydelse på, hvad vi kan acceptere og tolerere,« siger Jesper Tække.
Nu har Suste Bonnén truffet den beslutning, at hun ikke længere vil dele værker på Facebook, der afbilleder nøgne kvinder. En beslutning, hun føler sig tvunget til at træffe.
»Det er tankevækkende, at man ikke kan bruge et socialt medie til at vise den slags billeder. Så det vil jeg ikke gøre længere. Jeg har det ligesom Den Lille Havfrue, da hun bliver gjort tavs. Det er den værste straf, man kan få,« siger hun.