Selv en god dreng kaster skygger
Der var engang en hjemmefødning fra Skive, der læste Kierkegaard og vidste, at han skulle være popstjerne i New York. I dag ved Mads Langer, at en englestemme ikke er nok. Han har set, hvad der gemmer sig på den anden side af stjernerne. Og han har hørt, hvordan det lyder, når en barndomsven siger, at han ikke længere kan kende dig. Vi rejste i hælene på en mand, der nægter at give op. For Mads Langer drømmer stadig om at vinde verden med sin stemme. Og han er stadig bare en god dreng fra Skive.
3. marts 2016, kl. 22.12
DRØMMETELTET, BY:LARM FESTIVAL, OSLO — I hjørnet af en hvid skurvogn sidder Mads Langer med ansigtet begravet i sine hænder.
»Jeg har det forfærdeligt,« siger han.
Resten af bandet står omkring ham og ryster på hovedet, mens de stirrer tomt ud i rummet. »Hold kæft, det lød dårligt,« siger keyboadspilleren. »Vi stod i lort til halsen.«