Årets pressefotograf er trods sin spinkelhed en af branchens allertungeste drenge
Jyllands-Postens Joachim Ladefoged er blevet hædret som Årets Pressefotograf.
Da han løb rundt på fodboldbanerne i Østjylland som dreng og teenager, havde han store og vilde drømme.
Han ville skabe sig en karriere som professionel fodboldspiller.
Hverken mere eller mindre.
Han kender sine formgreb og sætter tydeligvis barren højt.Juryen om Joachim Ladefoged
Drømte om at møde de største spillere og om selv at blive feteret og berømt.
Og det gjorde han.
Mødte flere af de største i fodboldverdenen.
Og han blev på mange måder også selv en stjerne, men dette på et ganske andet og langt større areal end den græsplæne, han dengang drømte om at erobre:
Hele verden blev hans bane.
Joachim Ladefoged.
Hedder han.
Trods en kropsvægt på blot 60 kilo en af de helt tunge drenge i dansk fotografi.
Og den status er netop blevet cementeret ved en begivenhed på Det Nationale Fotomuseum i København, hvor han fredag eftermiddag blev hyldet af kollegerne som Årets Pressefotograf 2016 – den mest prestigefyldte pris blandt de priser, som Pressefotografforbundet (en del af Dansk Journalistforbund) hvert år deler ud til de bedste fotos taget i året, der er gået.
Joachim Ladefoged blev valgt på baggrund af fem indsendte fotos.
Fem meget forskellige billeder, og i juryens begrundelse for at vælge netop Ladefoged hedder det da blandt andet også:
»Skal man dømme efter den indsendte kollektion, er alsidigheden Joachim Ladefogeds største force. Det er altid svært at sætte fem billeder sammen, der viser, hvem man er og hvor meget forskelligt man arbejder med.«
Senere i samme begrundelse hedder det:
»Han kender sine formgreb og sætter tydeligvis barren højt.«
Og netop det sidste, det er hvad 45-årige Joachim Ladefoged har gjort gennem det meste af sit liv.
At det blev fotografiet og ikke fodbolden, der blev hans levevej, skyldes at han som 16-årig - mens han i 1987 var elev på en idrætsefterskole - pludselig blev ramt af en meget alvorlig leddegigt, der i lange perioder lænkede ham til en kørestol.
Men Joachim Ladefoged er ikke den, der giver op.
Som 17-årig fik han et kamera i hånden og begyndte at fotografere. Efter fire års sej kamp vandt han – blandt andet hjulpet af masser af urtemedicin - kampen over leddegigten, langtidsparkerede kørestolen og har siden ved flere lejligheder udtalt, at det var kameraet, der blev hans redning.
Hans interesse for at fotografere voksede støt, og da han under et højskoleophold var blevet introduceret til arbejder af nogle af verdens største fotografer, var han ikke et sekund i tvivl om, hvilken vej han ville.
Efter et praktikophold hos en fotograf blev han i 1991 af den daværende fotochef på Århus Stiftstidende, Kim Haugaard, ansat som pressefotografelev. Allerede på det tidspunkt var han i fuld gang med at udvikle sig egen ofte eksperimenterende stil, men lærte samtidig håndværket fra bunden og løste selv den mest banale fotoopgave med omhu og engagement.
Som nyuddannet fotograf kom han til Politiken, og dette åbnede porten til verden for den ambitiøse fotograf, der blandt sine store forbilleder blandt andet har fotograferne Sebastiao Salgado og Giles Peress.
Siden har han arbejdet i omkring 60 lande, hvor han blandt meget andet har dækket adskillige blodige krige og konflikter.
En af de første krisesituationer, han dækkede intenst, var Albaniens totale sammenbrud i 1998 og med billederne fra denne vandt han samme år både første- og tredjeprisen i prestige-fyldte World Press Photo.
Herefter valgte han at sige sit faste job op og kastede ud i en omskiftelig tilværelse som freelancefotograf.
I de år levede Joachim Ladefoged som fuldblods-freelancefotograf og det ofte i overhalingsbanen. Han var konstant på farten og hans billeder, som ofte blev taget i krigszoner, blev publiceret i aviser og magasiner over hele kloden.
Han har helt sikkert givet os noget uvurderligt, men vi har også givet ham et kollegialt miljø, som han har godt af. Han er også inspirerende, for han kan stadig se noget, som vi andre først kan se, når han viser det til os.Brian Karmark - fotochef på Jyllands-Posten
Han havde i de år den holdning, at han aldrig ville hverken giftes eller stifte familie. Arbejdet kom først. Altid. Og der var stort set ingen grænser for, hvad han kastede sig ud i. Intet var for stort - intet for småt.
Men så vendte det hele.
Da han var 25 år blev han gift med sin Anne.
I begyndelsen var der ingen af dem, som havde bosat sig i København, der ønskede at få børn.
Men så mødte Joachim Ladefoged en fotograf i en masterclass i World Press Photo. Han talte om ensomhed i jobbet og det, ikke at have nogle at komme hjem til efter at have dækket krige og andre farefulde opgaver.
Sådan ønskede den unge fotograf ikke at ende og han og hans kone besluttede i fællesskab at få børn. Deres første barn - Jacob kom til verden i København.
Han blev efter sine mange ofte bemærkelsesværdige billeder i 2000 optaget på prøve i selveste Magnum, der er en sammenslutning af verdens bedste fotografer.
Da de ventede deres andet barn 2 år senere valgte de at flytte tilbage til konens barndomsby Ry i Østjylland.
Som Joachim Ladefoged på et tidspunkt udtrykte det:
»Hellere være verdens 10. bedste fotograf og have en familie end at være verdens bedste og ikke have nogen.«
Mit møde med fortiden viste sig at være langt sværere end jeg havde forestillet mig. Men det var det hele værd. Jeg rejste tilbage i tiden for at finde mine egne rødder. En rejse, der lærte mig at se fremad ved at se tilbage.Joachim Ladefoged om sin bog "Tiden efter min tid" (2014)
I forbindelse med udgivelsen af sin seneste bog – ”Tiden efter min tid” (2014) – der skildrer en lang række steder, der i en fjern fortid havde stor betydning for ham, sagde han blandt andet om sin beslutning om, at ændre karriere-kurs:
»I juli 2001 fik jeg mit første barn, en umådelig dejlig og stor oplevelse, et ønskebarn, som var ventet med glæde. To måneder efter indtraf 9/11. Jeg gik fra stor glæde til angst for mit barn. Verden ville ikke længere være det samme trygge sted at vokse op.«
Han tilføjede:
»Det gjorde også, at mit liv som reportagefotograf blev forandret for altid. Jeg turde ikke længere flyve, jeg var bange for, at der skulle ske mig noget. Jeg ville ikke have, at min søn skulle vokse op uden en far.
Jeg lukkede mig i stedet for omkring min familie og vendte blikket indad. Jeg begyndte at kigge på, hvad det var for en verden, Jacob skulle vokse op i. På hvad jeg havde med fra min egen opvækst og barndom, og hvad jeg kunne give videre til ham.«
I et interview til amerikanske Time Magazine citeres han for følgende om projektet:
»Mit møde med fortiden viste sig at være langt sværere end jeg havde forestillet mig. Men det var det hele værd. Jeg rejste tilbage i tiden for at finde mine egne rødder. En rejse, der lærte mig at se fremad ved at se tilbage.«
Om arbejdet som krigsfotograf udtalte han - efter en konstatering af at det skræmte ham, at faren og spændingen var blevet et narkotikum for ham - i 2005 i et interview til Ferro.dk blandt andet:
»Jeg har set andre krigsfotografer gå i hundene. De føler ikke, at de får den opmærksomhed på hjemmefronten, som de fortjener efter at have set og oplevet grusomhederne. Derfor drikker de sig fulde, når de endelig er hjemme. Familie og venner falder lige så stille fra, og for enden af den vej, er der kun ensomheden tilbage.«
Den vej ville Joachim Ladefoged ikke.
At han ikke længere ønskede at tage krigsbilleder betød, at Magnum slettede ham af medlemslisten. I stedet kom han med i sammenslutningen VII (omtales som Seven.red) og løste i årene, der fulgte utallige opgaver for danske og udenlandske medier. Blandt sidstnævnte også både New York Times, Newsweek, National Geographic og Time Magazine.
I løbet af sin freelance-karriere har Joachim Ladefoged fotograferet en lang række berømtheder.
Blandt mange andre også Shakira.
Se Ladefogeds session med Shakira i 2009:
Udover sine tusinder af still-billeder er Joachim Ladefoged også fascineret af filmmediet og hans første film handlede om de bodybuildere, som har fascineret ham i årevis.
”Mirror” hed den, og han lavede den ni minutter lange film i 2008.
Inden filmen havde han udsendt en fotobog om bodybuilderne baseret på billeder taget over en periode på seks år.
Se Joachim Ladefogeds ”Mirror”:
Om det at lave film sagde han blandt andet i et interview til filmagasinet Ekko:
»Det var en øjenåbner for mig, at det at lave film ikke er et one man show, som når man er fotograf. Jeg er jo vant til at sidde ved computeren selv og arbejde med mine billeder.
På filmen fik jeg en fantastisk dygtig klipper på. Men det at skulle sidde ved siden af ham - jeg var ved at rive mit hår ud ad hovedet. Det med ikke at have fingrene nede i det selv.«
Blandt de utallige opgaver han løste for Time Magazine var også en fotografering af sit store idol fodboldstjernen Lionel Messi i 2012.
Et portræt, der kom til at pryde magasinets forside, hvortil han i øvrigt tidligere havde leveret flere gange.
Ladefoged tager imod TV2 Østjylland i sit hjem i Ry - og fortæller blandt andet om sit portræt af Lionel Messi:
I sommeren 2014 ringede den erfarne fotograf til lederen af Jyllands-Postens fotoafdeling, Brian Karmark, og da samtalen var slut, havde denne tilbudt Joachim Ladefoged et tre måneders vikariat.
Vikariatet blev gjort til en fast stilling, og han er fortsat ansat på bladet.
Brian Karmark husker den første tid med Joachim Ladefoged på holdet således:
»Det var en god kapacitet at få for os og lige på det rigtige tidspunkt. Vi stod overfor at lancere vores nye weekendmagasin W, hvor vi ville gøre ekstra meget ud af coverne, hvilket er hans spidskompetence.«
Om sine forventninger til den nyansatte fotograf tilføjer Brian Karmark:
»Jeg troede lidt, at han ville være en ensom ulv efter alle de mange år som freelancer. Men han er rigtig god til at samarbejde og vil også gerne tale om billeder.
Vi har jo nogle vildt dygtige fotografer, men her kom en med et anderledes indspark også på de helt almindelige dagligdagsopgaver som fodbold og voxpops.
Han har helt sikkert givet os noget uvurderligt, men vi har også givet ham et kollegialt miljø, som han har godt af. Han er også inspirerende, for han kan stadig se noget, som vi andre først kan se, når han viser det til os.«