- For abonnenter
"Se dig for, Jørgen. Løft nu de fødder, og kom videre"
Forfatter og filminstruktør Jørgen Leth er 78 år. Skavanker forplanter sig i ham. Hans krop bliver stivere. Han er faldet på sine gåture. Og han er begyndt at glemme. Nogle gange glemmer han, hvad det var, han glemte. Men forfald er en del af livet, ligesom døden, og med den forståelse lever han videre uden at lade sig frustrere. Han udvikler kneb. Han spiller tennis. Og så er der hans vigtigste strategi: langsomheden.
CAP-HAÏTIEN, HAITI — Jørgen Leth tager sig god tid til at gå i bad.
Mindst 30 minutter bruger han. Badeværelser uden håndtag gør ham rasende. Vælter han, risikerer han at slå sig gevaldigt. Hans knogler er ikke længere, hvad de har været.
»Jeg tager bad i slowmotion for at leve længere. Jeg kan ikke overskue konsekvenserne af brækkede knogler.«
Jørgen Leth forfalder. Som ethvert andet menneske bliver hans krop stivere, svagere, langsommere. Hans sind forvirrer ham somme tider. Men han er smart. Han lader sig ikke kue af forfaldet, men bekæmper og modvirker det aktivt med små ritualer og tricks.
Man skal ikke gøre ting hurtigt og forhastet. Man skal tænke tanken langsomt og omsætte den langsomt. Det er et godt livsprincip, som gælder for mig.
Hans hår er stadig vådt, da han sætter sig i en kurveflettet loungestol på Cormier Plage Resort i udkanten af Cap-Haïtien i det nordlige Haiti. Her bor han, og det har han gjort det meste af tiden siden jordskælvet, der for seks år siden dræbte hundredtusindvis af haitianere og ødelagde hans hus.
Han vil ikke begynde forfra. Han er færdig med at have hus og ansatte.
Der er få omgange tilbage af livet, som han siger. En, måske to eller tre. Af støv er han kommet, til støv skal han blive. Og det ved han. Kødet vil opløses. Det vil forsvinde, og det vil aldrig komme tilbage.
Derfor går han op i at overleve alderdommens skavanker længst muligt. Som at klare brusebadet uden at glide og slå sig på fliserne. Det er nu ikke så svært, siger han. Man skal blot gøre sig selv opmærksom på farerne, på problemerne. Det skal man for at klare sig godt i livet. Uanset hvor gammel man er.
Man må afstå fra fysiske udfoldelser. Det gør Leth, af frygt. Han vil ikke op på en hest for at ride op til Citadellet i bjergene omkring Cap-Haïtien. Ikke længere.
»Jeg kan ikke holde tanken om at falde og få et brud ud. Det kan jeg ikke. Men til gengæld … ja, nu har jeg så glemt, hvad det var, jeg ville sige. Hvad fanden var det nu? Det sket tit, at en sætning, som skulle slutte en tanke, ryger ud. Det kan jeg sgu ikke lide. Lad os gå videre.«
Man må bekæmpe skavankerne med koncentration. Man må minde sig selv om at bruge sanserne. Man må kende sine betingelser og orientere sig efter omstændighederne.
»Man må gøre sig langsom. Langsomhed er et vigtigt redskab. Man skal ikke gøre ting hurtigt og forhastet. Man skal tænke tanken langsomt og omsætte den langsomt. Det er et godt livsprincip, som gælder for mig. Jeg har indset langsomhedens anvendelighed og nytte i mit kunstneriske arbejde og nu også til at overleve med. Det er først nu, at langsomheden bliver et filosofisk begreb for mig. Langsomhed er mere og mere noget, jeg dyrker.«
Metoden har givet ham 78 år uden en eneste brækket knogle.
Hvorfor skulle det grusomme ske lige netop nu?
Jørgen Leth bor ikke på hotel, gør han opmærksom på.
Han bor hos nogle gode venner på Haitis nordkyst. Året efter jordskælvet inviterede Jean-Claude Dicquemare og hans kone som en fornem gestus Leth til at bo på Cormier Plage Resort, som parret driver sammen.
Jean-Claude Dicquemare gik i skole med prins Henrik i Vietnam. Han var en kendt opdagelsesdykker på Jacques-Yves Cousteaus hold. Det var ham i hajburet, som blev angrebet, siger Leth, der har dedikeret et afsnit til dykkeren i sin seneste bog, “Mine helte”.
Jean-Claude Dicquemare er en pirat med sin løsthængende skjorte, som er knappet op til